Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Guide til modeugens fester

MODEUGE – København er fuld af smukke mennesker og kalorielette drinks i denne weekend. Og du er inviteret med til gilde. Uniavisen præsenterer et lille udsnit af vinterens smarteste fester og viser vej til gaveposer og gratis alkohol.

Indiekalas med fri entré

Blev indbydelsen til Simons væk i posten, er det godt at vide, at du altid er velkommen i Kødbyen, hvor mindre kendte tøjmærker som Trés Bien, Our Legacy og Freya Dalsjø weekenden igennem holder ukrukkede indiefester. Fredag kan du give den gas i gummistøvler, når regnslagsproducerende Rains byder indenfor på Bakken til vandkamp, dåseøl og dj-musik.

Er du fast gæst i Kødbyen, og skal denne weekend være noget ud over det sædvanlige, vil du befinde dig godt til Soundvenues moderigtige modeugefest under Knippelsbro. Her vil blandt andre den karakteristiske Vinnie Who spinne hippe plader, mens tyndt øl flyder fra Heineken-fustagerne, og piger og drenge træder hinanden over udtrådte Vans-snuder. Der skal nok blive kamp om pladsen, så kom i god tid. Et absolut must for alle københavnske hipsters.

Rains Fashion Week Party, fredag kl. 22-05, Bakken, Flæsketorvet 17, København V.

Soundvenue og U.S. Import Fashion Week Party, fredag kl. 23-04, Kayak Republic, Børskaj 12 (under Knippelsbro), København K.

Gaveposer og gratis jeans

Body Shop udstyrer dig med den helt rigtige fashionista-makeup og serverer bobler og musik som en del af Fashion Night Out, hvor en lang række butikker i Indre By fredag holder længe åbent og lokker med gaveposer, drikkevarer og klækkelige rabatter. I Illum udlover flere dyre mærker fine gaver til aftenens betalende kunder. Er du hurtig, giver Stella Nova et par lækre jeans til en værdi af 1.199 kroner til de heldige 25 første kunder. Når du efter et par timer er mæt af chokolade, kan du hos Sephora få en »smuk makeover« og lettere champagne-beruset og med op til flere lag sminke i ansigtet valse videre til fest. Har du designerdrømme og et godt budskab, indbyder Cheap Monday dig til at lave en t-shirt og deltage i deres konkurrence, hvis vinderprodukt efterfølgende bliver produceret og solgt i butikken. Man kan også vinde tøj fra den svenske modegigants nyeste kollektion.

Fashion Night Out, fredag til kl. 21, butikker i Indre By.

»Jeg er på listen«

Gratis champagne smager som bekendt bare bedst, men skal det være rigtig eksklusivt, skal den være svær at komme i nærheden af. Uniavisen har gjort benarbejdet og får dig på listen til to af vinterens lækreste events. Det giver dig gratis entré og fri bar (!!!) mellem kl. 22:00 og 23:30 til after party hos Barbara I Gongini og Dry Magazine på Hive torsdag. Et godt tip: Sort er sagen. Play it cool.

Samme aften holder WOOD WOOD efterfest, og det sker på Bremens Natbar. Egentlig er arrangementet kun for særligt inviterede, men vi holder bagdøren åben og opfordrer dig til at ‘attende’ på facebook. Så ryger du nemlig automatisk på gæstelisten og får adgang til de hellige haller og dansemusik til langt ud på natten. Vi har hørt, at det er hot, hot, hot at troppe op i pyjamas og stiletter.

Barbara I Gongini vs Dry Mag Reception & Fashion Week After Party, torsdag kl. 22-04, Hive, Skindergade 45, København K. Gæsteliste: frederik@lrdg.dk.

WOOD WOOD x Natbar, torsdag kl. 23-04, Natbar, Nyropsgade 39-41, København V. Tilmelding på facebook (ellers kommer du ikke ind!): Søg på eventen af samme navn.

Rå garagefest for cowboys og læderbabes

Er goodiebag ikke et plusord, eller er du bare træt af champagne, når vi når til lørdag, kan du pleje dine tømmermænd fra fredagens Soundvenue-fest med en cykeltur til Amager og alternativ garagehygge. Her kan du for en dag udleve din indre mekaniker og med mening iklæde dig alt dit lædertøj, når du færdes i det gamle værksted blandt custom-made retromotorcykler og arbejdstøj kreeret af Kansas og Wrenchmonkees, som i dagens anledning er vært for både simremad og rockmusik. Husk kontanter til øl.

Iron and Denim Power Meet, torsdag-lørdag kl. 10-22, Garagen, Uplandsgade 72, København S.

Dans for et godt formål

Det er ikke helt gratis, men den officielle afslutningsfest på Copenhagen Fashion Festival er stadig SU-moderigtig, for dine entrépenge bliver sendt til Afrika, og din bankrådgiver har sikkert forståelse for, at der ikke skal spares på godgørenhed. Modeugen lukker og slukker på Hive lørdag aften, og rygtet siger, at det bliver et brag af en fest. Hele byen er velkommen.

Official Fashion Festival Closing Party, lørdag kl. 23-04, Hive, Skindergade 45, København K.

Til modesalon på museet

Modeugen er meget mere end catwalks og afpillede piger med stort hår og mørke øjne – er der nogen, der påstår. Få akademisk genrejsning og finkulturel stimulans, når Cinemateket viser historiske fashionfilm og inviterer til stumfilmkoncerter og foredrag til og med onsdag den 6. februar.

Samme dag får du som studerende adgang til fashionabel, men intelligent modesalon på Designmuseum Danmark for en krøllet 50’er. Her vil to af dansk modes største mænd, Mads Nørgaard og Henrik Vibskov, tale om forholdet mellem mode, musik og identitet. Det sker i forbindelse med udstillingen ‘Pladecovers – vinylens revival’. Derefter kan du ånde lettet op og på ny færdes i København iklædt joggingbukser eller bare se frem til mere fashion galore, når en ny udgave af modeugen vender tilbage til august.

Fashion in Film Festival, fredag-onsdag, Cinemateket, Gothersgade 55, København K.

Modesalon, onsdag den 6. februar kl. 16-17, Designmuseum Danmark, Bredgade 68, København K. Tilmelding nødvendig.

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste