Fra Sodoma til Akademia

PERFORMANCE - Skrigene og piskesmældene har fortonet sig, sexslaverne er aflivet og madrasserne pakket ned. Nu kaster de humanistiske forskere sig, let rystede, over teaterforestillingen Salò. For hvad var det dog, der foregik i rædselsvillaen på Østerbro i vinter – videnskabeligt set?

af Gry Bartroff Gaihede

Seminargæsterne er spændt op til lir, og menneskemængden summer af forventning. Selv om klokken bare er 12, vrimler det med fashionabelt klædte gæster på høje hæle uden for Teater Republiques lille scene. Københavns nye teater ligger sjovt på Østerfælled Torv sammen med JYSK og Super Best. Avantgarde og discount i skøn forening.

Det er Kunst- og Performancestudier, der fredag den 9. april har inviteret til seminar om den interaktive forestilling Salò med kult-performancegruppen SIGNA, der har givet genlyd langt uden for teatrets rækker. Seminarbilletterne er revet væk, og der står 100 på venteliste. Ingen kulturel begivenhed har fået mere omtale i nyere tid end Salò, der spillede for fulde huse i januar-marts.

At den humanistiske forskergruppe har kastet sig over Salò, skyldes forestillingens kolossale og øjeblikkelige gennemslagskraft. Hvis man ikke selv gæstede ’rædselsvillaen’ på Østerbro i spilleperioden, er man sandsynligvis alligevel stødt på den sindsoprivende forestilling enten i medierne eller i cyberspace. Debatten har været hidsig, og i pressen og især i blogosfæren har diskussionen raset.

Den internationalt anerkendte performancegruppe SIGNA skabte forestillingen med inspiration fra to bandlyste historiske forlæg: Pier Paolo Pasolinis film Salò – eller de 120 dage i Sodoma (1975) og Marquis de Sades roman De 120 dage i Sodoma (1787). Begge værker handler om en håndfuld magtfuldkomne sadister, der isolerer en gruppe ofre, som de underkaster perverterede torturhandlinger, udnytter seksuelt og fornedrer systematisk.

I SIGNA’s fortolkning af de to klassikere havde fire ’masters’ indlogeret sig i et kitschet bordel indrettet i boudoirstil i en forfalden herskabsvilla på det mondæne Østerbro. Nærmeste nabo var en børnehave. I villaen regerede fire bordelværtinder, der primært havde til opgave at oplære en børneflok på 12 i at føje herrernes perverterede seksuelle lyster på enhver tænkelig måde.

I øvrigt var villaen beboet af fem militærklædte vagter, der fungerede som herrernes potente håndlangere, og en flok tjenestepiger. I alt 40 medvirkende skabte forestillingen, der forløb uden manuskript som én lang improvisation.

Forestillingens gæster var inviteret til at blende ind i villaens ’black libertine society’ af ritualiseret pædofili inden for den dramaturgiske ramme, som performerne havde skabt. Fire ’cirkler’ à fire uger spillede forestillingen uophørligt – performerne forlod ikke villaen på noget tidspunkt i spilleugerne, og publikumsinvitationen var ligeledes ubegrænset.

Havde man løst billet, kunne man blive, så længe man ville, eller man kunne gå og komme igen – og igen. Endeligt punktum sattes i den til bristepunktet velbesøgte villa den 14. marts, da alle de martrede børn blev likvideret.

KUA har momentum

Men det betyder ikke, at der blev stille om Salò, det vidner udsolgte debatarrangementer om, og også dette seminar er en sællert. Og panelet, der er et miks af akademikere og kunstnere, er et herligt syn. Man kan se på en kilometers afstand, hvem der forsker, og hvem der performer. Ægteparret Signa og Arthur Köstler ligner Isabella Rossellini og Daniel Day Lewis. De andre paneldeltagere ligner – humanistiske sweaterforskere.

Teaterdirektør og international leder af Republique HC Gimbel byder velkommen, og han slår ud med armen, da han bedyrer, at Salò er blevet kaldt tidens vigtigste kunstværk.

Så springer en energisk Michael Eigtved op som en fjeder fra panelet. Han er lektor på Institut for Teatervidenskab, og har rollen som moderator.

»God forskning og god kunst har det til fælles, at begge begynder med en interesse, og Salòs pludselige gennemslagskraft har vækket vores nysgerrighed,« begynder han, og forklarer så, at Afdeling for Teater- og Performancestudier har ændret kurs de seneste fem-otte år. Tidligere studerede akademikerne dét, der foregik bag det tunge fortæppe, i dag opererer man med et bredere teaterbegreb, og udvekslingen med de skabende kunstnere er en del af denne kursændring.

»Vi har momentum,« mener lektoren, »og i dag er vi forskere i høj grad optaget af begivenheden omkring kunstværket. Vi holder ikke værket ud i strakt arm; vi er også interesserede i den kunstneriske skabelsesproces.«

Han mener faktisk, at den akademiske og den kunstneriske gebet ligner hinanden mere og mere, fordi han også sporer en slags kursændring hos mange kunstnere, der giver deres værk en ny dybde – ikke ulig forskningens.

»Forskellen er, at videnskaben leverer svar; kunsten stiller spørgsmål. Forskningen kan ikke tillade sig kunstens åbne ender,« slutter han.

Skønheden og udyret

Næste taler er Stig Jarl, også lektor på Teatervidenskab. Indlægget skal handle om »undergrund som institution eller skønheden og udyret.«

Han præsenterer en powerpoint-model, der får publikum til at fnise. Den er ingen skønhed – et solsystem af firkantede sole med tekst forbundet af pile, der angiveligt skal visualisere det virvar af interesser, som den kontroversielle forestilling har skullet turnere. Modellen er ladet med konflikt, lader Stig Jarl forstå.

Hans pointe er, at alle led har udvist stor risikovillighed. Forestillingen har hentet god økonomisk muskelkraft fra de offentlige kasser. Skuespillerforbundet har ikke kastet grus i maskinen, selv om skuespillernes arbejdsforhold har været genstand for intense offentlige diskussioner – de fik pisk, og der blev pisset i deres sår.

»SIGNA ville have haft svært ved at leve op til kravene, hvis forbundet havde valgt at underkaste forestillingen en arbejdspladsmiljøvurdering,« mener altså Stig Jarl.

I andre af modellens kasser befinder pressen og offentligheden sig. På et tidspunkt blev Signa Köstler så træt af tonen i debatten, som hun fandt ’under lavmål’, at hun selv blandede sig med et åbent brev.

Også forestillingens omgivelser – ikke mindst børnehaven i nabohuset – har man omhyggeligt informeret ved at redegøre for performanceaktens særlige karakter.

»Selv om SIGNA var kunstnerisk udøvende døgnets 24 timer fire uger ad gangen, har performere og teater alligevel undgået, at konflikter blussede op – forestillingen undgik politianmeldelse, og det betragter jeg som ret lykkeligt,« sagde Stig Jarl, der også undrede sig over, at ingen politikere har kastet sig over forestillingen og brugt den i deres sag.

Det kan man ikke være uenig med ham i, det er trods alt kun et halvt år siden Pia Kjærsgaard sparkede støvet af de gamle dåser med lort for at markere sig i kulturdebatten.

Stig Jarl konkluderede, at Salò, så kontroversiel forestillingen end var, har håndteret alle lurende konflikter ved at udøve rettidig og forstandig ’damage control’.

Forestillingens overskridelsesæstetik

Med de to næste forskerindlæg slutter rygklapperiet. Første kritiske kvinde er ph.d.-studerende Ulla Kallenbach, der problematiserer forestillingens interaktive præmis, og hun begynder sin argumentation hos forestillingens historiske forlæg.

I sin roman udpensler Marquis de Sade ydmygelserne i en kølig, distancerende tone, og fortællerens tilgang til de seksuelle perversioner er videnskabelig. Også Pasolinis film skildrer den fascistiske magtudøvelse med stor ufølsomhed. Publikum er styret af kameraets æstetiserende øje og låst i rollen som voyer.

»Men i Villa Salò er vi ikke medielt distanceret fra volden og fornedrelsen, tværtimod, vi både ser, lugter og hører den med hele vores sanseapparat. Fiktionen overskrider en zone, der gør magtmisbruget til et fælles anliggende. Det er en fysisk betingelse, at hjerne og krop aktiveres, som var vi selv aktive med pisken eller under pisken,« siger Ulla Kallenbach. Det er på grund af spejlneuroner, funderer hun.

»Vi ved, at pædofile gæster er blevet ophidset i Villa Salò – er det ønskværdigt?« spørger hun.

Hendes kollega, næste taler, adjunkt Laura Schultz, tager tråden med publikumsinvolveringen op.

»I SIGNA’s performances er der sket en radikalisering i den fysiske henvendelse, men der er dog elastik i deltagerinvolveringen – og gudskelov for det!«

SIGNA vil fremprovokere refleksion og engagement hos gæsterne, og forestillingen fordrer en etisk stillingtagen, men flere gæster har følt sig misbrugt eller i hvert fald intimideret, blandt dem Laura Schultz.

»Jeg oplevede Salò som grænseoverskridende, og jeg havde fravalgt denne forestilling, hvis jeg ikke havde været en del af forskergruppen. Jeg føler mig frarøvet min tillid til menneskelige relationer (…) Jeg kan jo reelt ikke påvirke handlingen, kun agere inden for den dominerende logik, der altid er stærkere end publikum. Jeg kan i hvert fald ikke overskue rækkevidden af konfrontationen med skuespillerne.«

På dette tidspunkt har Signa Köstler lagt sin rævepels. Hun hæver blikket og griber mikrofonen – nu er det hendes tur.

Trøstesløsheden er uløselig

»Fortvivlelsen og fortabtheden er et menneskeligt grundvilkår,« siger hun.

»Pasolinis uforsonlige film sidder tilbage i kroppen som et uforløst ubehag – man bliver ikke færdig med dens problem. Man leder efter det sted, hvor man kan søge tilflugt og slappe af, men det sted findes ikke. Der er ingen katarsis.«

Villa Salò var en allegori over det gradvise tab af medfølelse mennesker imellem, det er en generel og meget virkelig forråelse af vores samfund, forklarer Signa Köstler.

Mange mennesker lever under forhold, hvor de ikke har noget tilflugtssted. Sådan var det i filmen, i villaen, og sådan er det i virkeligheden, mener Signa, og hun fortæller, at skuespillerne i deres forberedelse har hentet grum inspiration fra mange nutidige, virkelige hændelser: trafficking, børn, der gøres til objekter for familiers eller præsters syge lyster, hate crimes. Listen er legio, og Signa bliver helt træt i stemmen.

»Salò var en fiktiv konfrontation med den uløselige trøstesløshed. Men jeg er uenig med dig, Laura, for der var plads til refleksion. Men man må give sig tid. Det kræver et værk som Salò af deltagerne. Tid.«

Signa langer ud efter de gæster, der har forladt villaen efter et par timer, som hun også har gjort i pressen, og hun beklager, at mange har haft en mening om forestillingen uden at have været i villaen.

»Kunst skal ikke nødvendigvis være ufarlig. Der er ingen gæster, der tager varig skade. Man bliver garanteret frastødt og forvirret og måske skamfuld. Måske kan man ikke sove i en uge. Men man kan også blive søvnløs over noget, man læser i avisen. Salò er ikke sådan en forestilling, hvor man lige spiser en brunch før, og så tager et glas vin bagefter (…) Dermed ikke være sagt, at det ikke undervejs har været synd for nogen, at noget er gået skævt eller nogen er blevet såret ufrugtbart. Der er jo tale om improvisation.«

Det synspunkt udløser stort bifald.

Rollen som tilskuespiller

Forskerne får ordet – vi skal igen se SIGNA udefra, som det hedder i programmet. Eller oppefra, vil det vise sig, for Kim Skjoldager-Nielsens indlæg, der henter sin teori fra sociologien, har så højt et abstraktionsniveau, at Deres udsendte har svært ved at se ned. Men han præsenterer et interessant begreb: publikum har rollen som ’tilskuespillere’ i interaktive forestillinger.

Næste input kommer fra ekstern lektor Nila Parly. Hun er operauddannet, fortæller hun, så hun kan tale uden mikrofon, hvis det skulle være. Det skulle det ikke i dag. Nila Parly er ikke nogen ulden sweaterforsker, hun er eksalteret, og hun kastede sig uforbeholdent i interaktion med Salòs performere.

Hun fortæller, at forskergruppen aftalte at alle skulle besøge huset to gange – som observatører og som sig selv. Parly befandt sig bedre i rollen som performer end i rollen som observatør, indrømmer hun. En tilskuespiller, altså.

For Nila Parly var det en meget sansemættet oplevelse at være i villaen, og hun havde flere intime træfninger med beboerne. Med stor indlevelse formidler hun lydene, stedet og lugtene, og hun priser scenografien. Hun beskriver villaen som smuk og forfalden, dekadent og uhyrlig – som monster, livmoder og tragedie i ét.

Hun reciterer ’letter from the Director’ fra forestillingens hjemmeside, der indleder med et Nietzsche-citat: »He who fights with monsters might take care lest he thereby become a monster. And if you gaze for long into an abyss, the abyss gazes also into you,« og hun opfylder citatets profeti med denne beretning fra Salò:

En tjenestepige fortalte, at et af børnene var blevet defloreret dagen før. Nila tog sig en tår af kaffen og spurgte barnet: kunne du lide det? Hun blev vist bort. Øjeblikket efter havde hun et reflekteret øjeblik alene i dagligstuen. Det slog hende, at optrinnet var en ordret gentagelse af noget, hun havde oplevet en gang før i huset, hvor det var en anden gæst, der havde spurgt barnet, om det havde nydt defloreringen.

Spejlneuroner, mente Nila Parly.

»Og ja,« sluttede hun, »det gør ondt at være i Villa Salò, man ville være et monster, hvis det ikke var tilfældet!«

Sadist eller samarit

Ph.d. Magnus Schneider skulle egentlig have talt om modtagelsen – eller receptionen, som det hedder i forskersprog – af Salò i pressen. Men han har skiftet mening og vil hellere se på Salò i en teaterhistorisk sammenhæng.

Han fortæller om to performere, der før SIGNA på en kontroversiel måde har udfordret publikumspositionerne. I 1974 skabte den jugoslaviske performer Marina Abramovic værket Rhythm 0. På et bord anbragte Abramovic 72 objekter, som publikum frit kunne bruge på kunstneren. Nogle objekter ville give nydelse, andre smerte. Blandt sagerne var sakse, fjer, knive og sågar en pistol med et enkelt skud.

Kunstneren var fuldstændig passiv under hele den seks timer lange interaktive performance. I begyndelsen forholdt publikum sig ret tavst og passivt, men som tiden gik, blev deres handlinger mere og mere aggressive og sadistiske. Abramovic beskrev senere, at værket havde givet hende den sørgelige erfaring, at hvis man overlader beslutningen til publikum, kan man ende med at blive dræbt.

Schneider mener, at publikum blev drevet til handling, fordi man forventer en ydelse – ellers skubber vi selv til handlingen. I Abramovics tilfælde var publikum således »castet i rollen som skurke«.

Et nyere eksempel er værket Okänd, kvinna 2009 af den svenske kunstner Anna Odell. Hendes performance satte sidste år de svenske medier på den anden, forargede, ende: Hun gennemspillede et selvmordsforsøg en aften fra en bro i Stockholm. Mange forbipasserende prøvede at tale hende til fornuft, så hun castede sit publikum i helterollen, beretter Magnus Schneider.

»Hvad med SIGNA?« spørger han, for han synes at publikumspositionen er mere tvetydig eller utydelig end hos de nævnte forgængerne.

»Det skuffer mig, at du ikke talte om det programsatte,« siger Signa. »Jeg ville meget gerne have haft en akademikers mening om, hvad der foregår på diverse blogs.«

Til efterlysningen af en tydeligere publikumsrolle, svarer Signa:

»Nej, nej, nej! Vi har ikke villet caste publikum som hverken sadister eller samaritter. Salò skulle også give plads til de mere stille synspunkter, refleksion eller dialog.«

Ingen portionsanretninger

Så begynder de forskellige stemmer for alvor at brydes i debatten.

Magnus Schneider siger, at han kun har været på kort visit i villaen, og Signa svarer:

»Det fremgår! Det her kommer ikke i portionsanretninger. Det fordrer tid. Jeg er træt af analyser fra folk, der har været i huset i kort tid. Man er nødt til først og fremmest at tage udgangspunkt i sine egne valg og sine egne positioner.«

Kim Skjoldager-Nielsen siger, at forestillingen skurrer mod tidens forbrugermønstre. Anmelderne er ikke parate til at ofre den fornødne tid, og at det er et generelt, strukturelt problem i industrisamfundet.

Laura Schultz er uenig. Forestillingen starter længe før man bevæger sig ind i villaen, og hun finder det helt legitimt at udtale sig efter et par timer i huset.

»Mit fravalg var højst subjektivt. Jeg føler, at publikum bliver låst. I bringer publikum i en tilstand hinsides den rationelle tænkning, og I forventer alligevel af publikum, at vi skal handle ansvarligt.«

Signa svarer, at det netop er pointen. Folk er låst i en spiral af vold i mange sammenhænge mange steder i verden.

Ordstyrer Eigtved giver ordet til salen og efterlyser korte begavede spørgsmål. Korte bliver de ikke. Men meget begavede.

En tilskuer, der præsenterer sig som psykiater, takker for en fremragende forestilling:

»Vi er så konforme (…) Jeg var bevidst passiv under mit besøg, men jeg har besluttet aldrig at være passiv mere.«

En avisanmelder takker for en lammende oplevelse; en iscenesætter siger at forestillingen er det mest inspirerende hun nogensinde har oplevet. Mange vil gerne dele det uafrystelige indtryk Salò har gjort. Der er seks minutter tilbage og mindst otte tilskuespillere fra salen på talerlisten. En ung mand udtrykker sin dybe bekymring for performerne:

»Jeg var så lettet, da jeg gik!«

Signa svarer, at alle har det godt:

»Performerne er stolte over Salò og stødte over, at pressen har udstillet dem som ofre – de er myndige mennesker, der ville blive fornærmede over at få tilbudt krisehjælp. Nogen troede, at de mødte en flok psykisk nedbrudte skuespillere dagen efter den sidste forestilling, men de havde festet hele natten – de havde tømmermænd!«

Seminaret er gået langt over tid, ordstyreren har mistet styringen, og det sidste ord om SIGNA’s Salò er med garanti ikke sagt.

gbg@adm.ku.dk

CITATER: Sagt om Salò

»Ud af de af mine (fire-fem) venner, der har været der, er én blevet bedt om at demonstrere deep throat på en dildo foran publikum, og én har fået pisk (i røven uden på bukserne, og på hænderne og armene) for at være ulydig. Derudover har jeg hørt om én, der er blevet pisset på. Så der er vist ret meget publikumsinteraktion.«
(‹Sissel› i blogindlæg på http://spoergenluder.wordpress.com)

»Sygt, sygt, sygt. Syge mennesker, syge mennesker. Venligst ring til politiet og få skribenten, teatret og ‹tilskuerne› anmeldt og mentalundersøgt. I opfordrer jo ligefrem sexforbrydere. Sygt og sørgeligt!«
(H.C. Jensen, Hellerup i Politiken)

»Det er fantastisk! Og højaktuelt!! Var der i 4,5 time sidste torsdag, Jeg fik en suveræn fortælling i oplevelsen af deres totale indlevelse i deres roller og klare forankring i hierarkiet. Og det var heller ikke uinteressant at observere, hvordan folk interagerer/ikke interagerer med skuespillet.«
(E.S. København i Politiken)

»Jeg kommer her, fordi her bliver udlevet nogle af de forbudte fantasier, man går rundt og har. Det handler vel om at have den ultimative magt.«
(‹Jørgen› i Information)

»Det er vigtigt for mig som medvirkende, at man ikke går derfra med en følelse af at være forløst. Og det tror jeg ikke, folk har gjort. Det er ikke mit generelle indtryk, at folk har været liderlige, når de forlod huset.«
(Salò-skuespiller Marie Hauge i Information)

»En overvældende, forførende omgang totalteater, der på alle måder rykker grænserne for, hvad der kan være teater. Svært ikke at blive anfægtet af, hvad jeg som publikum overhovedet går med til - også udenfor teatret. Er perversionernes villa blot en minimodel af en mere generel forråelse?«
(Monna Dithmer, Politiken)

»Ikke overraskende er offentligheden meget optaget af spørgsmålet ‹finder der penetration sted eller ikke? (…) Vil man forarges (eller fornøje sig) over ægte penetrationer, er der rigeligt med tilbud på markedet – også i varierende grader af tvang og brutalitet! Vi er ikke mere sex-show end Pasolinis Salò er en pornofilm.«
(Signa Köstler i et åbent brev til læsere og publikum på http://signa.dk/politiken_brev)

• Send
• Del