Kapringen af Tobias Lindholm udspiller sig delvis om bord på Fragtskibet MV Rozen, der bordes og kapres af pirater i Det Indiske Ocean og delvis hjemme på rederiet i København, hvor man forsøger at løse situationen.
Filmen følger parallelt tilfangetagningen af den danske skibskok Mikkel, der var på vej hjem til sin kone og datter, og rederidirektør Peters forhandlinger med piraterne.
Juraen kommer til kort
Intet er gået som planlagt forud for denne screening - og ikke alt kan planlægges optimalt. Først har Deres udsendte sat lektor og centerleder Anders Henriksen i stævne ved en forkert biograf; dernæst viser det sig, at jeg har inviteret ham ind til den forkerte film. Hvis jeg altså ville have ham til at sige noget om filmens juridiske komplikationer. Og det var jo egentlig min hensigt og filmsamtalens koncept:
»Krigsfilm er fyldt med juridiske spørgsmål, som kan give anledning til interessante diskussioner. Det, der er specielt ved denne film - og kapringssituationer generelt - er, at situationen er fuldstændig uden for juraens rækkevidde,« siger Anders Henriksen.
Men derfor vil juralektoren alligevel gerne gøre sig nogle overvejelser om filmen.
Juraen kommer til kort
Måske kan det endog være frugtbart at gøre sig tanker om de situationer, hvor et fagområde møder sine begrænsninger?
»Det er en absurd erkendelse, men også interessant, at vi ikke er i stand til at stille mere op over for situationer som kapringssituationen. Det folkeretlige og politiske aspekt handler om, at vi ikke kan komme problemet til livs,« siger Henriksen, der finder, at Kapringen illustrerer dette godt.
»Filmen viser, hvordan rederiet bliver tvunget til at entrere med piraterne i bizarre forhandlinger og kommunikere på piraternes præmisser. De har ingen andre muligheder. Vores love og begreber om menneskeværd og den retlige sans er intet værd. Rederne bliver nødsaget til at sætte sig ud over det rationelle tankesæt om ret og uret. Det er frustrerende vilkår, og sådan fremstiller filmen det,« siger Henriksen.
Civiliserede metoder er nytteløse
Filmens skildring af, hvordan rederidirektøren i forhandlingsprocessen hele tiden må svælge sin fortvivlelse og utålmodighed afspejler den komplekse udfordring, pirateri i virkeligheden er:
»Vores vestlige, retlige normer gør det umuligt for os at handle. Vi vil ikke udlevere pirater til Somalia, hvis de risikerer at blive mishandlet; vi vil heller ikke smide dem overbord, hvis vi fanger dem. Vores civiliserede metoder lammes i mødet med de barbariske og lovløse tilstande i det Indiske Ocean.«
Vi bliver altså ofre for vor egen 'værdighed' i kapringssituationer. Uden at gå på kompromis med menneskerettighederne, vil historier som den, der udspiller sig i Lindholms film, blive ved med at opstille et krævende og uregerligt scenarie.
Direktørens udvikling
Anders Henriksen finder det interessant, hvordan filmen skildrer kontrasten mellem den vestlige, strukturerede og normbaserede måde at opføre sig under forhandlinger på, og den fuldstændig kaotiske situation der opstår i konfrontationen med den tredje verden, hvor det er liv eller død på spil:
»Direktøren for rederiet er en verdensmand - i vores del af verden. Han mestrer forhandlingerne med japanerne med selvsikker hånd. Men han møder sin egen begrænsning i den langtrukne forhandling med somalierne. Den kræver noget helt andet af ham.«
Og det er direktørens udvikling, der fanger lektoren mest.
»Plottet er ekstremt simpelt, så for mig er det karakterernes udviklingsforløb, som er det primære identifikations- og interesseafsæt. Der synes jeg skibsrederen Peters karakter er mest tankevækkende,« siger Henriksen.
Det forudsigelige
Henriksen synes, at Kapringen, trods forudsigeligheden, fungerer som film:
»Den narrative historie er nem at udregne, og enkelte elementer er for påtrængende for min smag. Jeg mener for eksempel, at det er unødvendigt at fokusere så meget på hovedpersonens familie. Den kliché, tror jeg, historien ville have klaret sig uden,« siger han.
Og i forlængelse af det lovmæssige paradoks, kapringssituationer repræsenterer, mener lektoren at det ville være interessant, hvis man tog pirateriproblematikken et skridt videre:
»Det er svært at se en løsning, fordi man ikke kan regulere, hvordan man forhandler menneskeliv. Men derfor kunne det stadig være interessant at inddrage det politiske aspekt: hvad kan vi gøre ved situationen? Hvordan skal det politiske landskab i Danmark håndtere den presserende udfordring?,« spørger han, og afbryder sig selv:
»Men det er jo en helt anden film.«
Når lektoren alligevel synes at Kapringen er god film, kan det handle om, at den hele tiden formår at holde balancen. Den viser det nødvendige, den har præcision, og det fungerer. Vi forlader scenerne lige på kanten til, at det hele bliver for meget.
Det gør, at vi fastholder interessen undervejs. Usikkerheden hos karaktererne og intensiteten i dramaet består til det sidste. Overbevisende skuespil formidler tilstanden på blottet og sårbar vis - hvad enten den konstituerer sig i en hikstende krop på bunden af et fragtskib eller blot anes som en flimren bag poleret brilleglas og jakkesættets revers.
Skriv kommentar