Forelæsninger gør mig dyrisk

Jeg har lige været til forelæsning. Om et emne, der interesserer mig meget. En forelæsning der, ligesom alle andre af sin slags, er skabt for at oplyse tilhørerne. For at give dem mere viden, opløfte ånden. Men det, jeg altid oplever til forelæsninger, er, at jeg bliver enormt opmærksom på min krop.

Jeg bliver uhyre opmærksom på, hvordan jeg sidder. Derhjemme kan jeg slænge mig i uergonomiske stillinger i flere timer uden at ænse det, men når jeg sidder til en forelæsning, distraherer det mig usigeligt, hvis stolene er dårlige at sidde på. Desuden bliver jeg ofte desperat kaffetrængende. Det kan føles som et narkotisk behov, og jeg drikker ellers maksimalt to kopper kaffe om dagen. Dertil kommer, måske som en konsekvens af kaffeindtaget, at jeg ofte skal tisse under forelæsningen. Derfor bliver jeg decideret aggressiv, hvis forelæseren går over tiden.

Det samme gælder, hvis forelæseren er en dårlig formidler – hvis vedkommende taler for lavt, er for abstrakt, eller værst af alt, læser op fra et manuskript. Så føler jeg, han eller hun fornærmer mig og spilder min tid.

Umuligt ikke at stirre

I øvrigt sluger jeg forelæseren med øjnene og tænker mere på vedkommendes udseende end det, vedkommende siger. Uanset om det er en mand eller en kvinde, uanset om vedkommende er ung eller gammel, tiltrækkende eller grim eller fuldkommen almindelig. Har de et plaster på kinden, hiver jeg det af med øjnene. Har de kavalergang, søger mit blik uvægerligt brysterne.

Jeg tænker ofte over, hvordan de er som mennesker. Ofte tillægger jeg dem nedrige motiver, især hvis de er unge eller ser godt ud. Så tænker jeg, at de kun forelæser for at promovere deres ego.

Jeg længes ofte intenst efter at tjekke min mobiltelefon for sms’er, min mail, min Facebookprofil. Jeg bliver hurtigt søvnig, skal ofte kæmpe for at holde øjnene åbne. Hvorfor det kan føles som en kamp overhovedet at gå tilbage i forelæsningslokalet efter pausen.

Kort sagt: i den situation, som burde stå allermest i åndelighedens navn, bliver jeg forvandlet til et dyrisk væsen. Aggressivt og groft sanseligt. Jeg undrer mig over det, for jeg har hele mit liv været dybt videbegærlig, og jeg er i gang med en forskeruddannelse. Det er med andre ord ikke, fordi jeg modsætter mig at lære noget nyt, men det at være til forelæsning fremprovokerer en negativ reaktion i mig.

Er det, fordi det dybest set er ydmygende at underlægge sig andres belæring? Fordi man føler sig talt ned til, som en skoleelev? Eller er det simpelthen fokusset på ånden i sig selv, der gør, at man uvilkårligt lader kroppen tage over? Er det kroppens modsvar til at blive undertrykt, dæmpet?

Ikke i den andens sted

Mekanismen er så meget desto mere absurd, som jeg selv har holdt massevis af forelæsninger. Og den situation er ganske anderledes end den, jeg oplever som studerende eller konferencedeltager. Hvis vi går fem minutter over tiden, herregud, hvad gør det? Vi har jo en spændende faglighed at tænke på. Hvis jeg siger noget, som er lidt indviklet, eller citerer på fransk, så har de da værsgo at høre ordentligt efter, det kan jo næppe siges på anden måde. Hvis mine powerpoint-slides er kedeligt layoutet, hvad så? Det er jo ikke det ydre, det kommer an på.

Og hvorfor skulle det betyde noget for oplevelsen, hvis jeg har en stumpet bluse på eller glemt at lægge makeup? Jeg hader, når folk render ud og tisser midt i det hele, for ikke at tale om dem, der sidder og gaber. Kan de da ikke tage sig sammen, det er jo for deres skyld, jeg står der. Det værste er dem, der sms’er. Det føles som en hån mod mig, mod min person, og mod videnskabens væsen. Med andre ord kan jeg slet ikke sætte mig i tilhørernes sted. Selvom jeg har befundet mig der mange gange.

De to situationer og oplevelser er tilsyneladende uforenelige. At blive forelæst for er en radikalt anderledes situation end at være forelæser. Måske er det at blive forelæst for en slags umyndiggørelse, hvor myndig og voksen man end er i sit øvrige liv. Det er at blive placeret i verden af andres magt, på en måde at være ufri. Og samtidig fri for sin voksne, ansvarlige identitet. Man frisættes til at være en slags barn, en krop. Man fralægger sig ansvaret for situationen og dens meningsfylde. Uanset hvem man er, uanset hvor gammel man er, uanset hvor interesseret i emnet man er.

uni-avis@adm.ku.dk