En ung blond pige - og en dansk sang

24-årige Marie Møller er instruktør på en ny, politisk teaterkoncert, som undersøger fænomenet danskhed. Og så læser hun retorik. Det sidste var ikke altid med hendes gode vilje, men har vist sig ikke at være så dumt endda

af My Kristensen

Efter fire afslag fra teaterskolens instruktørlinie besluttede Marie sig for at gøre noget andet. Hun påtog sig at gennemføre retorikstudiet på Københavns Universitet (KU) som en uvelkommen plan B og blev instruktør i egen teatergruppe, Quasi teater.

Nu råber hun op for bedre vilkår på den uafhængige teaterscene – og hun har lært at råbe så veltalende, at dem med magten gider høre efter.

Marie har følt sig som KU’s værste studerende, men har også fundet sin egen berettigelse på studiet. Hun har drømt om at lave en teaterkoncert, siden hun i 7. klasse hørte en cd med Danser med drenge og forstod, at alle sangene passede sammen.

For tiden er hun i gang med at opfylde drømmen ved at dirigere tre musikere iført Dannebrogfarvet kluns rundt på scenen på det lille spillested Lades Kælder.

Jeg møder Marie en virkelig pæn solskinsdag i baggården ved Huset i Magstræde. Hun kommer mig storsmilende og multifarvet i møde.

Københavns elendigste studerende

Påvirker universitetstilværelsen din måde at lave teater på?

Hun tænker sig kort om.

»Altså – det får mig ikke til at lave intellektuelt teater, men det giver mig lyst til at lave scenekunst, som betyder noget for samfundet,« svarer hun så.

»På retorik lærer jeg at råbe højt på en måde, som åbenbart virker – folk reagerer på det, jeg siger. Og det er smart, for teatermiljøet som autodidakt er hårdt og utaknemmeligt.«

Quasi teater må, som uafhængig gruppe, kæmpe sådan lidt for det hele: for at blive set og anerkendt, for at skaffe penge til forestillingerne, og for at have et sted at øve. Nåja, og så tager det jo også tid at sætte en forestilling op. Teatret kræver mange timer, som så trækkes fra studiet.

»Jeg har tit haft det sådan, at jeg er Københavns elendigste studerende, og jeg har haft det splittet med, at jeg har gjort to ting halvt, men jeg synes jeg har fundet en metode, som fungerer,« siger hun så.

Metoden går ud på at sige ’ja’ til forelæsninger, ’måske’ til lektier og så i øvrigt stole på sin egen evne til at prioritere.

Selv om retorikken har været en til tider frustrerende nødløsning, er interessen opstået løbende. Ved accept af tingene som de er. Og så har det vist sig, at teater og retorik slet ikke hænger så dårligt sammen endda:

»Retorik er et vildt banalt studie, hvis du ikke har noget på hjerte. Man skal have noget, man gerne vil holde en tale om, ellers er det ligegyldigt. Og dér tror jeg, at jeg passer rigtig godt ind. Når du kan overføre det, du lærer, til noget praktisk, så er du kommet langt!«

Uhyggelige fædrelandssange

Marie instruerer en teaterkoncert, som er så ny, at den ikke engang har haft premiere endnu. Den hedder Den danske sang, og jeg spørger, hvordan idéen opstod.

»Jeg har ønsket at lave en teaterkoncert, siden jeg gik i syvende og hørte Danser med Drenge på cd. Alle numrene passer jo sammen! Jeg må iscenesætte det!« Stemmen tilhører Marie 13 år.

»Men idéen opstod for et år siden, da jeg så filmen Cabaret for første gang. Har du set den?«

Jeg ryster på hovedet.

»Jeg tænkte: det minder på en eller anden måde om den situation, vi har i Danmark i øjeblikket. Bortset fra, at vi ikke har at gøre med nazister, men nationalister, som præger og forbyder mere og mere.«

Marie fortæller om Cabaret og om en scene, hvor skuespillerne heilende synger sangen Oh Fatherland. Den gjorde indtryk i al sin smukke grimhed. Parallellen er i Quasis hænder blevet til Den danske sang er en ung, blond pige

»Den kan synges på en passioneret måde, som næsten er uhyggelig.«

Derfor er sangen også titelmelodi til forestillingen, som Marie i øjeblikket finpudser i lokalerne på Lades Kælders.

Frygtsomme danskere

Hvad er det, I vil med forestillingen?

»Vil have publikum til at tage stilling til, hvad det vil sige for dem at være danske. De skal finde ud af, hvor deres grænse er og hvorfor den er, hvor den er. Vi vil undersøge, hvor dansk man egentlig kan være, før det bliver ubehageligt. Det at synge danske sange er noget, de fleste kan nyde – det er en del af den danske kultur, som vi ikke vil give køb på, men der er sket noget i den politisk udvikling de seneste ti år.«

Danskerne er blevet mere frygtsomme, mener Marie, bange for EU og bange for globaliseringen og i det hele taget bare »skidebange for alt muligt.«

»Et parti som DF sælger jo sig selv på at bevare de danske værdier – men hvad er det? Vi bliver nødt til at gøre op med os selv, hvad det vil sige at være dansk, og hvad det vil sige at være stolt af sit land. Og om man kan være det og samtidig være inkluderende.«

Har du så fundet ud af, hvad du selv mener?

»Jamen, det tror jeg ikke jeg vil afsløre, for ...« Hun stopper sig selv og smiler, »det har jeg jo virkelig i høj grad allerede afsløret. Men vi er faktisk ikke enige i Quasi. Vi er ikke ude på at tage stilling – vi vil bare gerne kaste boldene op i luften.«

Hun trækker vejret.

»Det er vigtigt for mig, at publikum reflekterer, og det er i tvivlen at refleksion opstår, så vi skal skabe tvivl. Det kan være du bliver i godt humør og samtidig får en vildt dårlig smag i munden.«

Vil de, der stemmer på DF føle sig trådt over tæerne, hvis de ser forestillingen?

»Åh, jeg ville ØNSKE de ville komme,« siger hun og ser oprigtigt håbefuld ud. Så bliver hun tænksom og roder i det lyse hår.

»Det er jeg rigtig spændt på ... Jeg håber, at de ville elske det. At de ville synge med og stå op med deres fadøl og gynge hinanden arm i arm i takt til musikken.« Hun smiler stort og fortsætter:

»Publikum forventer at blive fascineret og underholdt, og de forventninger skal imødekommes, men hvad man så synes om det, er op til den enkelte. Det er vel kunst ik’?« Griner hun.

• Send
• Del