En æstetisk og sanselig filmoplevelse

Wuthering Heights er en filmatisering af Emily Brontës bog af samme navn fra 1847, (på dansk Stormfulde højder). Den handler om Heathcliff, en ung hjemløs dreng, der bliver samlet op på gaden af overhovedet i Earnshaw-familien. Huset på vidden i Yorkshire bliver Heathcliffs hjem, og han knytter stærke bånd til familiens datter Catherine.

Da faderen, der havde taget Heatcliff under sin vinge, dør, overtager Catherines voldelige bror Hindley styringen af hjemmet. Heathcliff bliver som følge af dette behandlet mere som en slave end som en del af familien. Efter at Catherine også begynder at afvise ham, flygter Heathcliff fra Yorkshire. Han opsøger dog Catherine nogle år senere.

Bogen er mere kompleks

Over for mig sidder lektor Dorrit Einersen, der ved en del om Emily Brontë og især om hendes søster Charlotte Brontë. Da jeg ringede og spurgte, om hun ville med mig ind og se filmatiseringen af Wuthering Heights, vægrede hun sig et øjeblik og medgav, at hun ikke var så begejstret for bogen. Det er et interessant udgangspunkt, argumenterede jeg, og Einersen lod sig overtale.

Nu har vi set filmen, og mit umiddelbare indtryk er, at hun er ret begejstret for den.

»Bogen er mere kompleks end filmen. Og det er en fordel, at filmen begrænser og forenkler historien,« siger Dorrit Einersen.

Sprogets betydning

Dorrit Einersen fortæller, at hun morede sig over, at filmen lader Heathcliff som ung få lov til at bruge et meget moderne sprog.

»Det fungerer godt. Selv om ’cunt’ og fuck’ ikke var gangbare udtryk dengang,« siger lektoren.

Jeg tilføjer, at andre steder i filmen, er sproget meget opstyltet og gammeldags. Særligt dialogen mellem den voksne Catherine og Heathcliff er mindre vellykket. Einersen følger op:

»Sproget er betegnende for skellet mellem den første halvdel af filmen, hvor børnene bærer historien, og den anden halvdel, hvor de er blevet voksne. Børnenes sprog passer på en måde bedre til deres karakterer – det løse sprog i munden på de vilde naturbørn. Til forskel fra den anden halvdel, hvor de er vokset op til forknudte mennesker, hensat til et bundet eller utroværdigt sprog. De har på en måde mistet deres umiddelbarhed.«

I en sådan optik kan deres til tider dårlige skuespil og aflirede replikker være bevidste valg for at understrege konsekvensen af, at de ikke har været tro mod sig selv og hinanden. Den kunstige attitude er blot et symptom på tabet af det, der var ægte.

Visualisering af menneskets udvikling

Naturen og landskabet er centrale elementer i Wuthering Heights. Mennesker, dyr og natur spiller sammen i et meget audiovisuelt og æstetisk rum. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at alle visuelle fremtoninger i filmen er udtryk for en følelse, en stemning eller en særlig udvikling i karaktererne.

Som fx Catherines forflytning fra den forblæste hede til den friserede og civiliserede dal (i læ for vinden), som kommer til syne i hendes krop, der forvandler sig fra at være en frodig og levende piges til en spinkel og sammenbidt kvindes.

»Begyndelsen til denne proces bliver også symbolladet, idet Catherine lige pludselig begynder at gå op i at være ren. Fra det øjeblik hun støder ind i Edgars rige familie og tilbringer et par dage hos dem, kommer hun hjem i en ny ren kjole og synes, at Heathcliff er beskidt. Indtil da har det været skidtet, de havde til fælles, det var ude i Yorkshires mudder at nærheden og fællesskabet opstod,« siger Einersen.

På denne måde er filmen ekstremt god til at visualisere vendepunkterne i historien.

Romantik erstattet af brutalitet

For den der har set tidligere filmatiseringer af Wuthering Heights, fx den klassiske version hvor Heathcliff inkarneres af Laurence Olivier, vil Arnolds version måske overraske.

»William Wylers filmatisering fra 1939 er en romantisk udgave, hvor Heathcliff og Catherine finder hinanden på heden i de store følelsers vold. Arnolds film er mere tro mod bogens brutalitet. Der er meget vold og destruktivitet i den. Heathcliff er en meget sammensat figur, og det synes jeg filmen understreger,« siger Einersen og tilføjer:

»Døden er en meget nærværende del af tilværelsen i dette univers,« siger hun.

Naturen og det overnaturlige

Wuthering Heights formår det nyskabende i at tage en periodisk fortælling fra 1800-tallet og formidle den i en socialrealistisk indpakning.

»Den rå og direkte formidlingsform er god til at fremmane den storslåede natur og menneskenes skrøbelighed i den. Billed- og især lydsiden er med til at give naturen en deterministisk kraft, idet den er med til at bestemme stemningen i scenerne: fra den altfavnende blæst og det tunge regnvejr til et poetisk og stille landskab, der giver rum til andre følelser,« siger Einersen.

Jeg foreslår, at der er et spænd mellem naturen som det naturlige, en slags forlængelse af mennesket, og til naturen som noget overnaturligt. Dette er stærkt til stede i filmen. Naturen bærer også noget mystisk med sig og giver filmen en dimension af det, der er større end mennesket – både i bogstavelig og overført forstand. Det minder lidt om Triers ’Antichrist’ og ’Melancholia’.

Einersen er enig og kan uddybe:

»Også i bogen er der et overnaturligt element på spil. Der ligger mellem linjerne en mystik af overtro, mørke og genfærd,« siger hun.

Den auditive oplevelse

Mest tydelig og sanselig i filmen er lyden. De færreste film har et lydunivers med så nærværende menneskelige og intime lyde. De er et effektivt middel til at udtrykke karakterernes følelser og relationer. Særlig Heathcliffs åndedræt fortæller om hans sindstilstand:

»Lyden og billedet fortæller historien om den intensitet og nærhed, der opstår mellem Heathcliff og Catherine – bedre end nogen dialog kunne have gjort det. Det er både sanseligt og håndgribeligt. Som når Heathcliff sidder bagved Catherine på hesten; vi hører hans tunge og nysgerrige åndedræt, mens vi ser hans point of view af Catherines flagrende hår meget tæt på. Få ord behøver at blive sagt, men filmens replikker er meget velvalgte, « siger Einersen.

Indhold og form smelter sammen

Wuthering Heights fungerer bedst i den første halvdel af filmen. Man ærgrer sig over, at den ikke formår at holde niveauet oppe, da Heathcliff vender tilbage til Yorkshire og møder den voksne Catherine.

Men det ændrer ikke på, at filmen stadig er et gennemført og gribende værk, som udnytter alle filmmediets muligheder til fulde – og mestrer at fortælle en historie nærmest udelukkende via nærværende lyd og forførende billeder.

Dette gør Wuthering Heights til en oplevelse, der indlemmer og omgiver dig inde i biografen. Det er, som om man kan mærke blæsten fra Yorkshire gribe ud efter grenen, der banker på vinduet. Og man kan smage det blod, Catherine slikker af Heathcliffs forslåede ryg.