Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

»Det er ok at samle pant, hvis man gør det i kaninkostume«

FESTIVAL – Hvordan kan det være, at unge mennesker efterlader værdifulde telte, soveposer, campingstole og mad i læssevis, når de samtidig abonnerer på Roskilde Festivalens bæredygtige og grønne profil? Og hvorfor har de fleste pantsamlere et dårligt ry? Forskere fra KU studerer festivalgængeres skraldevaner.

For en enkelt uge klemmer Roskilde Festival sig ind mellem Aalborg og Esbjerg på listen over Danmarks største byer. En by med en eksplosiv demografisk tilvækst og en forbilledlig bæredygtig profil. Men også en by, der mandag efter festivalen rømmes og står tilbage som den ultimative forbrugsfests ruinlandskab.

»Går man en tur på campingområderne søndag aften, ligger smadrede campingstole tilbage i skulpturelle bunker. Overvej, hvor meget metal, der er brugt til sådan en stol. Folk orker ikke at tage deres ting med. Samtidig er alle madboderne forpligtede til at levere bionedbrydeligt bestik. Der er et enormt spænd mellem festivalens officielle bæredygtighedsprofil og det hyperspild og ragnarok, man ser på campingpladsen,« siger Frida Hastrup, adjunkt i etnologi ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

Sammen med kollegaerne post.doc. Nathalia Brichet og ph.d. Martin Nicolaisen fra Saxo Instituttet har hun undersøgt ressourcer, forbrug og skrald på Roskilde Festival fra et kvalitativt perspektiv.

’Jamen, hvad nu hvis han er den hjemløse?’

På bedste antropologiske vis pakkede de tre forskere rygsækken og drog på feltarbejde på Roskilde Festival.

»Vi oplevede en absurd seance mandag morgen. Som antropologer er vores metode jo feltarbejde, og vi havde lånt et forladt telt, som vi overnattede i. Om morgenen hørte vi råb udenfor. ’Hey, you need to go away!’ råbte en official i selvlysende vest til en skralder, der gik rundt og rodede med en pind i efterladte ting fra en rømmet lejr,« fortæller Nathalia Brichet.

Situationen optrappede og begyndte at blive lidt spændt. De frivillige var instrueret i at genne skraldere væk og bad derfor den uvelkomne gæst om at gå. De var selv i gang med at indsamle efterladte ting til uddeling blandt hjemløse.

»Da vi overhørte den ordveksling, kunne vi ikke lade være med at spørge, ’Jamen, hvad nu hvis han er den hjemløse?’ Der er noget fuldstændig absurd ved, at en mand, der i princippet hjælper med oprydningen og måske også er værdigt trængende, bliver smidt væk. Det viser et problem med at ville formalisere hjælp på den måde.«

De tre antropologer mener, at festivalens indsamlingsprogram, hvor efterladte genstande samles ind til herberger for hjemløse, måske har en utilsigtet bagside.

»Gæsterne glemmer nok det kæmpe sorteringsarbejde, der ligger forude. Det forekom helt vildt uoverskueligt og svært at sortere det brugbare fra det ikke-brugbare. Alting skal jo også vaskes, og meget campinggrej er desuden tænkt som engangsudstyr og er derfor af en svingende kvalitet. Indsamlingsordningen kan blive til en sovepude – så er det tilsyneladende pludselig i orden at efterlade alt sit udstyr, når man ved, det bliver genbrugt og ikke orker selv at tage det med sig,« siger Frida Hastrup.

Karneval er hverdagens modsætning

Det, der overraskede de tre antropologer allermest, var netop det totale spild, de mange festivalgæster lader tilbage, når festen er slut.

»Det er interessant at se, hvad festivalarrangørerne kan og ikke kan styre. For mange mennesker er festivalen en slags karneval, et alternativ til hverdagen, hvor man har friheden til at udleve noget, man ikke gør til daglig. Festivalen inviterer til, at folk er med til at opbygge det ideelle grønne samfund, hvor visioner kan blive til virkelighed, men afbrækket fra hverdagen kan åbenbart også opmuntre til, at man suspenderer tanker om spild og skrald,« siger Martin Nicolaisen.

»Pantsamlere kan komme i karambollage med den idé om et alternativ til hverdagen, måske fordi de opfører sig, ligesom de gør til daglig i Kongens Have, hvor de jo er på arbejde. Pantsamlerne stikker ud, fordi de ikke er med i festen, men derimod er målrettede og økonomisk motiverede, hvilket kan stå i kontrast til både den grønne og ligeglade festivalgænger; de passer ikke ind i karnevalet,« tilføjer han.

Slumromantik

Festivalgæsternes forhold til pantsamling og pantsamlere er endnu et omdrejningspunkt i antropologernes undersøgelse.

»På et tidspunkt prøvede jeg at samle pant. Det var en lidt ubehagelig oplevelse. Det lader til at mange folk opfører sig anderledes over for pantsamlere end overfor andre festivalgæster. Det kan i det lys være en ydmygende oplevelse at være pantsamler. På et tidspunkt spurgte jeg på engelsk nogen, om jeg måtte tage deres pant. ’Jo, du kan tage den dernede’, sagde de grinende og kastede en flaske over i et brækhul,« fortæller Nathalia Brichet.

De tre antropologer mener, at pantsamlere ofte opfattes som nogen, der ikke hører til i festen. Festivalgængerne vil gerne hjælpe de trængende, men de vil helst ikke konfronteres med dem under festivalen.

»Det er ok at rende rundt og samle pant, hvis man gør det i et kaninkostume. Hvis man gør det ’for sjov’. Ikke hvis man gør en forretning ud af det,« siger Nathalia Brichet.

På en måde bliver campingområdet på Roskilde Festival et sted, hvor samfundets uligheder bliver mere udtalte, end de er til daglig.

»I noget af festivalens materiale fra 2013 var en zone på festivalpladsen beskrevet som inspireret af slummen i Rio de Janeiro og Adis Ababa. En sådan romantiseret ide om urbant slum virker lidt bizar på os, især når den trives side om side med en forbrugsfest, mere eller mindre udtalt racisme overfor tilrejsende pantsamlere og en eksplicit nonprofit og grøn profil,« fortæller de tre antropologer enstemmigt.

»Jeg kan altså rigtig godt lide Roskilde Festival«

Antropologernes undersøgelse af festivalgængernes praksis er en del af projektet Fra Rio til Roskilde, der ledes af CBS (se faktaboks). Undersøgelsen indgår desuden som en del af et større forskningsprojekt om naturressourcer, som forskerne ved Saxo Instituttet er i gang med.

»Vi lever i overflod, og en god antropologisk pointe er, at alle samfundsformer kommer af noget. Der er ikke nogen automatik i, at samfundet skal se ud, som det gør. Det kunne sagtens se ud på en anden måde,« siger Nathalia Brichet.

»Jeg kan altså rigtig godt lide at være på Roskilde Festival, hvor jeg har hørt fremragende koncerter, og hvor stemningen oftest er fantastisk« tilføjer Frida Hastrup, »og det er ikke for at pege fingre ad nogen. Men vi vil gerne spørge: er det dét her, vi vil? Der er nogen, der har gravet råstoffer op og syet nylon sammen til de campingstole, og de er blevet fremstillet på en fabrik i Kina. Der er ikke noget, der tilsiger, at man skal lade dem ligge. Det er et valg.«

»Man kan godt blive lidt træt af de ukreative forbrugsmåder. Kan man gå amok og feste på en anden måde?« spørger Nathalia Brichet afslutningsvis.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste