Derfor bliver du kaldt russer

Velkommen på Københavns Universitet. Du skal til at begynde din nye uddannelse. Og dermed skal du også vende dig til at blive omtalt som ‘rus’ eller ‘russer’ – eller måske ligefrem afledte kælenavne som ‘rus-pus’ eller ‘rusling’.

Nye studerende på danske universiteter er nemlig gennem århundreder blevet betegnet som rus eller russer (som er de to former, som Sprognævnet ifølge sproget.dk officielt anerkender).

Men hvorfor egentlig rus? Det rette sted at finde svaret er KU’s eget universitetshistoriske leksikon. Her kan man erfare, at rus – selv om man snildt kunne få den mistanke – intet har at gøre med hverken østeuropæisk geografi, vodkabegejstring eller promille: En information, som en af avisens redaktionsmedlemmer i den grad kunne have brugt, da han som studerende fik rodet sig ud i en velmenende, men ikke just flatterende samtale med en ‘russer’.

Sproghjørnet

Betegnelsen rus har derimod en dobbelt latinsk rod. Umiddelbart kommer det fra det latinske udtryk Depositurus. Det betegnede oprindeligt en person (af hankøn, historisk set …), der gennemgik optagelsesritualet – på latin depositio – ved universitetet. Her deponeredestudenten, hvilket betyder, at han aflagde sit dyriske væsen

En anden mulig ordstamme kan også være det latinske rustikus, der betyder bondsk eller landlig, altså en bondeknold.

Rustur = røvtur

Mediernes historier om universiteternes introforløb og rusture er ikke altid lige smigrende. Men selv de værste (røver)historier er vand ved siden af det, som nye studerende i gamle dage blev udsat for:

Ved depositsen skulle russerne møde i universitetsgården, udklædt så dyrisk og frastødende som muligt – fx med spidse huer, store næser, tilsværtede ansigter, pukler på ryg og bryst – og de skulle optræde groft og uopdragent.

Men i gården blev de mødt af depositor, normalt den ældste af pedellerne, der ligeledes var udklædt og forsynet med behagelige instrumenter som ferle (en slags bat, velegnet til tæv, red.), høvl og tang.

Depositor drev russerne ind i et kammer, hvor de blev underkastet ikke just behagelig eksamination af de ældre studerende, som altid endte med prygl: Datidens tutorer slog ganske enkelt løs med en ferle og ofte også en pølse(!), alt imens russerne blev svinet til.

Når denne, den festligste del af programmet, var ovre, blev russerne iklædt en mere passende dragt og fik foretræde for den stedlige dekan. Ham måtte russerne så anmode om at blive optaget blandt universitetets akademiske indbyggere, hvilket dekanen så allernådigst tillod dem.

Til sidst – bare lige for at sætte prikken over i’et – måtte russerne give et drikkegilde for de ældre studerende, der havde deltaget så ivrigt i deres modtagelse.

Slette og nedrige medstuderende

Det er måske ikke direkte overraskende, at depositsen kunne have en lettere uheldig tendens til at gå over gevind. Faktisk udviklede ritualet sig ofte til direkte mishandling. Universitetets myndigheder forsøgte derfor på forskellig vis at lægge en dæmper på løjerne. Blandt andet blev det indskrevet i den allerførste universitetsstatut fra 1479. Fx i paragraf 39:

»Ligeledes, fordi vi lægger stor vægt på at sætte en stopper for visse slette og nedrige studenters skadelige tilbøjeligheder, beslutter vi og forordner, at ingen må besvære de nyindskrevne studenter med upassende opgaver eller overvælde dem med obskøne ord eller på anden måde gøre dem til genstand for fornærmende og krænkende ord og handlinger.«

Stakkels Peder Mus

Professorernes holdning til rusplagerierne var dog ikke helt entydig. Depositet havde således stadig sin plads i Universitetsfundatsen fra 1539. Årsagen var klar:

»De unge må lære, at der er en stor forskel mellem en ulærd og en lærd mand, og for at de må vænnes til at tåle fornærmelser og utaknemmelighed, som lærde og brave mænd ofte får for deres gode gerninger og rigtige råd.«

Og de grove løjer fortsatte langt op i tiden. Blandt andet måtte den ældre student Hans Jensen Assens i 1656 betale en klækkelig bøde samt snuppe en tur i det dengang eksisterende studenterfængsel, fordi han under depositsen havde trampet så hårdt på pedellen Peder Mus, at hans ferle var knækket i to stykker.

Først fra slutningen af det 18. århundrede gik modtagelsen af de nye studenter over til at ske under mere afdæmpede former. Og det var trods alt fornuftigt nok, at KU stort set har nøjedes med at bringe ordet rus med ind i det 21. århundrede – og ladet pryglebattet blive i skabet.

Artiklen er baseret på opslaget ’Rus’ i KU’s universitetshistoriske leksikon

Nicklas.Lund@adm.ku.dk