De gemmer Ejvinds hjerne online

Fordi han netop har talt i telefon med Danmarks Radio om SU i gamle dage, begynder vi der. Men det er sådan set tilfældigt.

»Der er en historisk vinkel på alting. Også SU,« erklærer Ejvind Slottved, som er høj og energisk med buskede øjenbryn og en stemme, der godt kan lide at modulere.

Jamen, så lad os høre lidt om den?

»Det kan vi da godt. Den første studenterstøtte indføres, da universitetet bliver genoprettet efter Reformationen,« siger Slottved. »Det står i fundatsen, som er universitetets vigtigste dokument, skønt ingen kender det, fordi det er på latin.«

Ejvind Slottved siger faktisk ’skønt ingen’. Og han er for længst videre:

»Fundatsen har en bestemmelse om, at 20 studenter hver dag skal have et måltid mad nede i Helligåndsklostret på Strøget, og det bliver udvidet af Frederik II i 1539 til et stort legat, kendt som Kommunitetet, hvor 100, senere 120 studenter – måske en femtedel af studentermassen – hver dag får to daglige måltider.«

Salte fisk

»Lige i den her bygning,« siger Slottved og lader en stor finger indikere gangen uden for Uniavisens redaktion. Vi gennemgår menuen, og tænderne løber i vand ved tanken om alle de saltede fisk, grøden og de lammemaver, fortidens studerende har mæsket sig med over deres ølkrus, lige der hvor KU i dag laver avis.

Senere får studerende på mad-stipendium også fribolig i kollegiet Regensen, som Christian IV får bygget, og denne ordning består længe. Men i de halvfattige 1980’ere er legatets formue svundet så meget ind, at de studerende på det fine gamle kollegium bliver opkrævet husleje.

Reformationen var god for KU

I 1500-tallet gik kongen (personligt endda) meget op i, at de studerende var aktive og blev færdige og fulgte en karriereplan, der hurtigst muligt gjorde dem til præster eller skolelærere. Med mindre de døde, inden de havde taget deres eksamen. Man skulle være studieaktiv i over et år for at få del i datidens SU.

»Universitetet overtager bygningerne her i 1537 efter Reformationen, og de røde mursten herovre, ind til rektors lokaler, er den yderste skalmur i hovedbygningen,« siger Slottved.

Vi dasker lidt til murværket og fornemmer dets præ-protestantiske potentiale, mens Ejvind Slottved hurtigt gennemgår flytningen af bispegården hen på den anden side af nutidens Nørregade i kølvandet på Reformationen, som stækkede biskoppernes magt voldsomt, men gjorde universitetet til særligt indsatsområde for kongen, der pludselig fik brug at uddanne præster til den nye lutherske kirke, han havde sat sig i spidsen for.

»Det her,« siger Slottved, som er drejet om, »tror jeg oprindelig var biskoppens private bolig.« Han peger på den nydelige bygning, hvor KU’s bestyrelse i dag spiser fiskefileter og drikker kaffe, når den samles til møde. Oprindelig var bygningen i to etager, men terrænet er hævet, så dagens stueplan plejede at være overetage.

Slottved har gjort sig nogle tanker om, hvordan livet formede sig for biskoppen i begyndelsen af 1500-tallet, så det er muligt at se den hellige mand for sig – frysende, formentlig, i sit kontor, hvor han arbejdede med økonomistyring til han var blå i hovedet.

Et øjeblik efter kommer Ejvind Slottved i tanke om, at trækonstruktionen i bygningen for resten er exceptionel.

»Det er faktisk den eneste bevarede middelalderlige tagkonstruktion i København,« siger han, hvorefter bygningen stiger et nøk i anseelse hos journalisten og fotografen. Og sådan fortsætter rundturen – der er måske en meter tekst med interessante fakta at skrive ned, for hver ene meter, Slottved skridter af.

Man får snart den tanke, at hvis man pegede Ejvind Slottved i en hvilken som helst retning, der tillod hans blik at omfatte en eller anden form for KU-relateret lokalitet og lagde en femmer i ryggen på ham, så ville han kunne holde et foredrag. Et gennemarbejdet, personligt og lunt et.

Den digitale version

Det har universitetet også bemærket, og bedre sent end aldrig, for Ejvind Slottved er gået på pension. Webredaktør i Kommunikationsafdelingen Laurents Nordentoft har haft ansvaret for at bygge en hjemmeside, der, mere eller mindre, gemmer historiker Ejvind Slottveds hjerne i digitaliseret form. I hvert fald den del, der vedrører universitetet.

Selv har Nordentoft moret sig over den krøllede historie om Ludvig Holbergs brudeudstyrslegat til respektable unge kvinder uden penge til linned, men han ser også et større formål med et universitetshistorisk website:

»Universitetshistorien giver et perspektiv på universitetets udvikling, som er vigtigt i en tid med mange forandringer. Som medarbejder kan det give mig fornemmelsen af at være en del af en levende samfundsinstitution snarere end en stor bureaukratisk maskine,« siger han.

I omtrent 100 leksikonopslag kan den nysgerrige få indblik i, hvordan historien har viklet sig ind og ud af universitetet og formet den klump af fag, traditioner og institutioner, som i dag er en milliardforretning med henved 40.000 studerende. Man kan også undersøge, hvad pokker Ejvind Slottved mente, da han sagde, at universitetet blev ’genoprettet’ efter Reformationen.

Og så kan man læse om den smukke bygning ud til Krystalgade, at den var Danmarks første egentlige museumsbygning. Zoologisk Museum udstillede dyr i tre etager her indtil 1965 (de laverestående i stuen, og de højtudviklede dyr øverst), men i dag er bygningen blevet indtaget af administratorer, så besøgende må nøjes med at betragte et udvalg af djøf’ere, mellemledere og it-kyndige, hvilket selvfølgelig også kan være fantastisk, selv om de ikke altid gider stå stille.

Man kan også lære, at den kappe, som rektor smyger sig i, når der er en anledning til at skrue op for pomp-knappen på KU, er en ret ny opfindelse.

Indtil 1807 havde universitetets overhoved ganske vist en fin dragt, men englænderne bombede den i smadder, og først i slutningen af 1960’erne besluttede KU-ledelsen at få syet en ny ceremonidragt, skønt de studerende protesterede imod denne vulgære exces.

Enmands-kommunikationsafdeling

Ejvind Slottveds egen karriere afspejler universitetet i dens snirklethed. I en del år var han det nærmeste universitetet kom på en kommunikationsafdeling, før nogen fandt på at oprette sådan en officielt, men hans egentlige titel blev universitetshistoriker.

I lang tid arbejdede han sammen med professor Ditlev Tamm om at skrive universitetets historie – herunder den epoke, Slottved selv har oplevet, da universitetet endegyldigt forvandlede sig fra lille isoleret eliteakademi til stor offentlig masseuddannelsesinstitution.

I dag kan man muligvis få sig en guidet tur med Slottved, når han er i området. Den anden mulighed er et besøg på det historiske website.

chz@adm.ku.dk