Berlusconi-bashing med Dario og Franca på KUA

GAMLE OG SKARPE - Klimaet blev glemt, eller også gik det bare tabt i oversættelsen. Til gengæld var der løssluppen Berlusconi-kritik og ateistiske jokes, palæstinensiske frihedskæmpere og ungdommelig rebelskhed, da Dario Fo og Franca Rame i dag gik i dialog med deres publikum

af My Kristensen

En sølvfarvet pels slænger sig på en kontorstol. Det må være Franca Rames. Hun ligner en som kunne eje den: lyst hår, pink øreringe, grønne briller. En pastelfarvet diva. Dario Fo er klædt i mørkt jakkesæt og venligt gummiansigt.

Han er billedkunstner, skuespiller, dramatiker, teaterleder og nobelprisvinder. Hun er feminist, venstrefløjspolitiker, datter af en omrejsende teaterfamilie, og de har dannet par de sidste 54 år. Siden hun tog det første skridt og kyssede ham.

De er født i henholdsvis 1928 og 1926, så man kan vel efterhånden godt tillade sig at sige, at de er ret gamle. Jo, det er de altså, men de har en energi omkring sig, som gør stemningen let på en tung dag - grinet ligger og ulmer i luften.

Auditoriet er fyldt til randen.

Oplysning og klassekamp

»Det skal være jer der spørger. Det er sjovere,« siger Dario Fo efter en rosende introduktion leveret af Marianne Ping Huang, som er institutleder ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab (IKK) og virkelig glad for besøget.

Som sagt så gjort. Det første spørgsmål lyder: »Hvad er jeres indtryk af Danmark indtil videre?«

Dario Fo svarer, gennem sin tolk, at danske kammerater har sladret om, at tilstandene i Danmark nærmer sig de italienske: En dalende interesse for samfundet - og for klassekampen.
Fair. Klassekamp er ikke det man umiddelbart forbinder med Danmark anno 2009.

Fo fortæller videre om den samfundskatastrofe, han mener, det er, at ærlig information bliver mere og mere sjælden: »I Italien har tv overtaget al informationsformidling, og det har ført os ind i en misinformationskultur. De, der sidder på magten, er inde over al information, som spredes ud.«

Saftig sankt Ambrosius

Da Darios danske stemme påpeger, at den avislæsende del af befolkningen er nede på 50 procent falder hammeren lynhurtigt - fra salen kommer utallige tilråb, det skal rettes til 5 procent. Italienskkyndige er der nok af. Jeg føler, at tolkene knokler mest for mig.

Han fortæller om det teaterstykke som han og Franca Rame engang lavede om sankt Ambrosius, som angiveligt slet ikke gad blive helgenkåret, og som derfor iscenesatte et absolut ukristeligt orgie.

Selvfølgelig skulle det saftige orgie med i opsætningen, men problemet opstod, da at de mange neapolitanske katolikker ikke havde stiftet bekendtskab med lige præcis den del af historien, og Rame og Fo blev bebrejdet de bare baller.

Dario Fo mener, at det skyldtes forfalskning og ændringer i teksterne gennem århundreder, og han kalder det for »kernen i misinformationen«.

Han slutter af med en opfordring: søg information og spred oplysningen!

Løssluppen kritik

Da der er tavshed mellem to spørgsmål, skynder Dario Fo sig at sige noget, med forklaringen: »Der er et italiensk ordsprog som siger, at hvis der bliver tavshed, så fødes der præster.« Salen griner. Fo er inkarneret ateist.

Det næste spørgsmål fører til en snak om Berlusconis store magt over tv og ... ja, alt andet i Italien.
Her er det Franca Rame, der overtager ordet. Hun fortæller, hvordan Berlusconi, ud over at styre sine egne tv-kanaler (!), også har fundet ud af at lægge bånd på de statslige. Hun kalder ham »chefen for hele Italien« og siger - til salens fornøjelse - at den gennemsnitlige mand ønsker sig at være en Silvio, omgivet af penge og (nogle gange utilladeligt) unge kvinder:

»Han er så strammet op, at han ikke kan smile mere – og hvis han har problemer med rejsningen kommer smukke piger ilende med en masse Viagra.«

Inden hun spidder ham med betegnelsen »overfladisk, sladdervorn og trættende« siger hun dog med en vis medfølelse, at hun tror, han er en ensom mand - alene som en hund efter at konen forlod ham. Selv om hun vist godt forstår konen.

I retten 40 gange - og stolt af det

»Hvor får I brændstoffet til at forblive så optimistiske og energiske?« Spørgsmålet hentes ind af en springende Marianne Ping Huang, som piler op og ned af trapperne med en bærbar mikrofon. Det er stillet af en mand som indrømmer, at han er præcis – på datoen – 40 år yngre end Dario Fo, men føler sig absolut mere træt.

»Fra Viagra,« lyder Franca Rames tørre og lynhurtige svar. Latterbrøl i salen. »Nej - det er bare en joke,« siger hun smilende og slår ud med hånden. Helt karakteristisk bliver hun sekundet efter seriøs. Både hun og husbonden har evnen til at skifte ubesværet rundt mellem store grin og tunge emner.

»Det er ikke nok, bare at tale om tingene. Man må gøre noget.« Derfor har de også altid stået til rådighed, som støtte for folk i kamp mod uretfærdighed, og det er her, de finder energien, siger de; i mødet med dem, som kæmper:

»Hvis de der bliver udnyttet kan blive ved, hvorfor skulle vi så standse?«

Jeg føler mig som et ualmindelig dovent og uidealistisk menneske. Især da Dario Fo stolt fremhæver, at han og konen har været anklaget og ført i retten hele 40 gange i løbet af et langt liv, som sten i skoen på magthaverne.

Frihedskæmpere på teaterscenen

Franca og Dario opsatte en forestilling med tøj- og medicinindsamling til fordel for Palæstina.

Dengang var der debat efter forestillingerne, og en mand sagde, at det da ville være bedst, hvis frihedskæmperne kunne være der og selv fortælle deres historie. I teaterkompagniet var folk enige i synspunktet, og de var også enige om, at det var Franca, der måtte drage til Libanon, for at hente frihedskæmpereksempler.

Det lykkedes både at finde dem, smugle dem hjem og få dem til at fortælle deres historier på scenen, men hun indrømmer, at det var nervepirrende at have ansvaret for 11 palæstinensiske frihedskæmpere på falske pas, som frøs og ikke kunne sproget, og som, hvis de blev syge, måtte smugles ind på hospitalet.

Det lyder som et vildt liv, de har haft indtil videre, de to. Og de har stadig et energiniveau, der topper mig med en 300-400 procent på de fleste dage. Efter halvanden time var det tid til afsked med Dario Fo og Franca Rame. Og tid til selvransagelse.

uni-avis@adm.ku.dk

• Send
• Del