De frie eksaminer på humaniora skader undervisningen

Igen sker det. Under halvdelen af kursets tilmeldte er mødt op. Endnu færre har forberedt sig. Med 30 minutter tilbage af forelæsningen har vi kun ridset i overfladen af dagens tekst. Forelæser slukker sine slides, folder hænderne i skødet og læner sig mageligt tilbage: »Lad os snakke om jeres individuelle projekter.«

Projekterne, som underviseren snakker om, er vores frie eksamensprojekter. Her er opgaverne baseret på egne interesser i stedet for underviserens pensum. Postkolonialistisk feminisme, klimarapporter eller Bayesiansk statistik – gerne noget underviserne aldrig før har set eller hørt om. Og så langt væk fra den faglige ramme for kurset som muligt.

En tidlig specialisering kunne man foranlediges til at tro, men nej

En tidlig specialisering kunne man foranlediges til at tro, men nej. Grundkompetencer er nødvendige, før man kan fordybe sig på egen hånd. Det er trods alt ikke tilfældigt, at specialet er det sidste på uddannelsen.

Anderledes på SCIENCE

De frie eksamensprojekter resulterer i, at vi ikke bliver testet i pensum. Når HUM ikke tester os i det, vi undervises i, mister vi motivationen til at deltage i undervisningen. Det fører ikke til større specialisering. Vi bytter ikke bredde med dybde.

Vi udvikler bare ikke vores kernekompetencer.

Som den evighedsstuderende, jeg er, taler jeg af erfaring – erfaringer fra kurser på HUM, TEOL og SCIENCE. Før jeg begyndte at supplerede med kurser på HUM, har jeg nemlig haft fire år, hvor jeg blev taget seriøst på SCIENCE. Først på en BA i matematik og nu en KA i forsikringsmatematik. På SCIENCE oplever jeg høje forventninger, klare krav og eksamener, der ofte kræver flere forsøg.

Nu føler jeg, at jeg er tilbage i børnehaven på HUM, hvor jeg tidligere har taget en BA i filosofi. Situationen er kun blevet værre.

LÆS OGSÅ: Dump os humanister

På SCIENCE er fremmødet konstant højt, fordi man ved, at man vil blive testet i pensum. På filosofi og teologi, hvor undervisningslokalerne står halvtomme, har jeg derimod oplevet, at forelæseren registrerede fravær.

I skrivende stund tager jeg kurset Politik, samfund og værdier. Kurset er delt i tre forløb, med hver sit fokus, skriveøvelse og underviser. Kun to ud af tre opgaver skal afleveres, så sidste tredjedel af pensum behøver man ikke at læse. Man kan gå til eksamen i én af de to afleveringer suppleret af et valgfrit pensum. Eksamen er altså kun i en tredjedel af kurset.

Enten udebliver vi altså fra al undervisningen eller bare til det forløb, vi bryder os mindst om. Når vi føler os provokeret eller udfordret af en undervisers faglige tilgange, så fristes vi nemt til at stoppe med at møde op.

Alle incitamenter peger i retning af døren

Jeg har nu afleveret to skriveøvelser og forventer at gå til eksamen i én af dem – alle incitamenter peger i retning af døren og ud af auditoriet. Jeg har medstuderende, der træffer det valg. Kan man fortænke dem i det? Nej, vores studieordning beder os jo nærmest om det.

At mindske vores motivation til at deltage i undervisningen og forberede os til timerne har i mine øjne flere negative konsekvenser. Vi vildledes til at tro, vi ikke behøver at læse pensum, vi møder uforberedte medstuderende i undervisningen, og vi får ikke synergieffekterne af et videbegærligt auditorie, fordi færre møder op.

Studieordningen burde gøre det let at gøre det rigtige – ikke omvendt

Jeg synes ikke, det er ikke vores skyld. Studieordningen burde gøre det let at gøre det rigtige – ikke omvendt.

Selvfølgelig skal vi også testes på HUM

Nogle kunne måske nu have lyst til at argumentere for, at test i pensum ikke hører hjemme på humaniora. »I humaniora er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert,« har en folkeskolelærer med pagehår måske engang fortalt dig. Det er en naiv opfattelse af videnskabsteori. Opfattelsen af humaniora som reflekterende og naturvidenskab som redegørende er forkert.

Naturvidenskab indeholder også diskussion, der kan udfoldes i frie projekter – vi skriver også speciale. Matematikkens kreative disciplin – at producere beviser – har samme grad af kritisk og demokratisk dannelse som begrebs- og diskursanalyser på humaniora. Humaniora befinder sig ikke kun på de øvre taksonomiske niveauer.

Evnen til perspektivering fjerner ikke nødvendigheden af grundkompetencer.

Vi mister de kritisk tænkende humanister

Hvis HUM ikke tester os studerende i det, der undervises i, får vi ikke de kritisk tænkende og kompetente humanister, som samfundet og erhvervslivet har brug for.

Som situationen er nu, overlader HUM det til den enkelte studerende at sammensætte et tendentiøst pensum. Ønsket er at inkludere alles interesser. Derfor åbnes en ladeport for både munkemarxisme såvel som scientistisk pseudo-humaniora. Det er værst for den enkeltes dannelse. Vi studerende hjælpes ikke ud af vores selvforskyldte uvidenhed, hvis vi ikke udsættes for blot nogle få, faglige forventninger.

LÆS OGSÅ: Humanist: Jeg vil skide på rigdom og magt

Det er ikke synd for os studerende, at en kompetent underviser nøje udvælger et pensum inden for en fagdisciplin, hvor vedkommende er ekspert.

Idéen med et universitet er jo netop, at tekster uden for ens eget ekkokammer læses, diskuteres og forstås.