Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

»Rapporten er så veludført, at man ikke kan ignorere den.« Klimasamling høster store roser

Kulmination — Efter flere måneders demokratisk diskussion præsenterer KU’s første klimasamling nu 27 forslag til, hvordan SAMF kan reducere sit klimaaftryk. Dekanen er positiv og kalder forslagene »realistiske og konkrete«.

»Imponerende« og »en pokkers god rapport«.

Der er flotte ord at hente fra Mikkel Vedby Rasmussen, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF), som åbner ballet til dagens arrangement i højstemt tone.

Dekanen står med den berømte talerstol i ryggen og taler ud til en næsten fyldt festsal på Københavns Universitet. Den 18. januar kulminerer et demokratisk eksperiment på SAMF.

I løbet af efteråret har repræsentativt udvalgte studerende og ansatte udgjort Københavns Universitets allerførste klimasamling. I fællesskab har de arbejdet sig frem til at række løsninger på, hvordan fakultetet bliver mere grønt.

Det er der nu kommet en rapport ud af, som indeholder i alt 27 forslag til, hvordan SAMF kan reducere sit klimaftryk.

LÆS OGSÅ: »Danmarkshistorie:« Velkommen til KU’s første klimasamling

Forslagene fordeler sig i fem grupper, nemlig SAMF’s rolle i samfundet, forskning og uddannelse, faciliteterne på CSS, rejser og forbrug.

Blandt forslagene finder man blandt andet, at den fysiske tilstedeværelse ved udenlandske konferencer skal begrænses, og at de veganske kantinetilbud skal gøres mere attraktive.

I rapporten er det også angivet, hvor stor en procentsats af medlemmerne fra klimasamlingen, som har stemt for forslagene.

For eksempel har 88 procent stemt for, at der oprettes et obligatorisk klimafag for alle bachelorstuderende på SAMF. Ligeledes har 91 procent stemt for, at der skal oprettes et Green Action Center, som skal forbinde tværgående grøn forskning med eksterne aktører.

Demokrati skaber handling

De flotte ord efterfølges af en reception med »klimabobler og networking«. Her deltager blandt andre Sofie Liv Petry og Celina Dalvang. De har begge været med i klimasamlingen og læser henholdsvis økonomi og sociologi.

Jeg kan godt lide tanken om at udnytte vores lokaler bedre og forsøge at gøre CSS til et lille økomiljø

Celina Dalvang, studerende og medlem af klimasamlingen

 

»Jeg tror, at denne metode er god til at fremme klimahandling,« siger Sofie Liv Petry og fortsætter: »Den demokratiske forankring vil, håber jeg, give meget større opbakning, end hvis det bare kom oppe fra ledelsen.«

Fra Celina Dalvang lyder håbet, at fakultetet tager tiltagene til sig og implementerer dem.

»Vi har jo ikke skullet forholde os til økonomiske og administrative spørgsmål, så vi ved ikke, hvor meget der er muligt. Men jeg håber, at ledelsen lægger sig i selen,« siger hun.

Blandt de mange grønne forslag har de to studerende hver deres favorit.

»Jeg er gladest for et forslag, som handler om data. Hvis de implementerer det, kommer fakultetet til at have meget mere mikrodata, som vil gøre det lettere at identificere, hvor vi skal sætte ind,« siger Sofie Liv Petry.

Celina Dalvang er særligt glad for den del af forslagene, som handler om faciliteterne på CSS.

»Jeg kan godt lide tanken om at udnytte vores lokaler bedre og forsøge at gøre CSS til et lille økomiljø,« siger hun.

En imponeret dekan

Manden med magten til at implementere er også at finde i festsalen til receptionen. Mikkel Vedby Rasmussen smiler bredt, da han bliver spurgt til projektet, som han mener har ramt den helt rette balance:

»Klimaspørgsmålet er et stort spørgsmål, og diskussionen ender ofte i en af to grøfter. Enten bliver det meget konkret og for småt, hvor man kun taler om for eksempel flyrejser. Ellers bliver det for stort og abstrakt, hvor man forsøger at løse hele klodens problemer. Men klimasamlingen her har vist, at man kan finde den rette middelvej,« siger han og fortsætter:

Nogle gange bliver KU-rapporter ren retorik, men det er langt fra tilfældet her. Forslagene er realistiske og konkrete

Mikkel Vedby Rasmussen, dekan, SAMF

»Jeg er generelt imponeret over, at metoden har virket så godt. Hvis man udvælger repræsentanter fra fakultetets forskellige lag, giver dem ekspertviden og nogle gode rammer at diskutere i, så udmønter det sig faktisk i forslag, som jeg vil påstå, at hovedparten af fakultetets 7.000 personer kan se sig selv i.«

Det store spørgsmål er nu, om dekanen har i sinde at implementere de forslag, som klimasamlingen har fremsat.

»Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for, hvad de havde fundet på. Men rapporten er så veludført, at man ikke kan ignorere den,« siger dekanen.

Han er så begejstret for initiativet, at han også ser lignende demokratiske processer bliver brugt i andre spørgsmål på SAMF.

»Nogle gange bliver KU-rapporter ren retorik, men det er langt fra tilfældet her. Forslagene er realistiske og konkrete,« siger Mikkel Vedby Rasmussen, der har bebudet, at fakultetet allerede er gået i gang med at inkorporere CO2-data på budgettet og en skat på flyrejser. Begge ting har klimasamlingen forslået.

Tilfredse facilitatorer

Initiativet til klimasamlingen kommer fra studieleder Lars Tønder og bæredygtighedskonsulent Ditte Helsted-Amskov. De synes begge, at projektet er gået langt over forventning.

»Vi var både nervøse for, hvor mange der ville tilmelde sig, og om processen ville lede til noget brugbart. De bekymringer blev gjort til skamme. Vi havde 242 frivillige, der meldte sig, og i dag står vi med en flot og gennemarbejdet rapport,« siger Ditte Helsted-Amskov.

Lars Tønder nikker og tilføjer:

»En evig udfordring på fakultet er, hvordan man får ledelse, ansatte og studerende til at tale sammen. Det er vi lykkedes med. Vi ser det både i dag, hvor ledelsen møder op og forholder sig til tiltagene, men vi har faktisk oplevet det gennem hele processen,« siger han og fortsætter:

»Jeg håber, at processen kan være en inspiration for de andre fakulteter på Københavns Universitet.«

Læs hele rapporten her.

Seneste