På Reddit, bag rattet og i aids’ kulturhistorie: Tre projekter om ligestilling på KU

Kvinder og internettet. Kvinder og transport. Kvinder og AIDS.

Uniavisen har talt med tre kvindelige forskere på KU, der beskæftiger sig med ligestilling og køn på helt forskellige måder.

Isabelle Augenstein fra Datalogisk Institut, Hilda Rømer Christensen fra Sociologisk Institut og Bolette Frydendahl Larsen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab fortæller her om deres forskning, der spænder over alt fra algoritmebaseret analyse af ord, der beskriver kvindelige politikere til manglende ligestilling i det offentlige transportnetværk.

Bliv klogere på dem her.

Kønsbias eksisterer overalt

Kvindelige politikere beskrives ofte med ord som ’buksedragt’, ’matriark’ eller ’facelift’. Mandlige politikere beskrives som ’hersker’, ’idiot’ eller ’formand.’

Isabelle Augenstein er professor på Datalogisk Institut, hvor hun leder en række forskningsprojekter i kønsbias på forskellige platforme, herunder sprogmodeller, sociale medier og nyhedsmedier.

Ovenstående eksempler stammer fra en undersøgelse af, hvordan mandlige og kvindelige politikere omtales på det sociale medie Reddit.

Ved hjælp af en algoritme, der har gennemtrawlet og analyseret mere end 10 millioner kommentarer om både mandlige og kvindelige politikere, kunne Isabelle Augenstein og hendes team hurtigt konkludere, at kvindelige politikere typisk bliver målt på andre ting end bare deres faglighed.

Der er ingen tvivl om, at sprogmodellerne i dag generer tekst med kønsbias, fordi de trænes med tekster, der bruger samme kønsbias

Isabelle Augenstein, professor, Datalogisk Institut

Deres udseende, tøjvalg, evne til at passe børn, grad af ’hysteri’ og… listen er lang.

»Det er helt tydeligt, at der eksisterer kønsbias over hele linjen. Endnu et eksempel er, at kvindelige politikere næsten altid omtales med fornavn, mens deres mandlige kollegaer omtales med efternavn eller profession,« siger Isabelle Augenstein.

Et klassisk eksempel er statsminister Mette Frederiksen. Hun bliver af mange kaldt ’Mette’ eller sågar ’Mor-Mette’. Kunne man forestille sig, at hendes forgænger, Lars Løkke, i flæng ville blive omtalt som ’Lars’ eller ’Far-Lars’? Næppe.

»Vi håber, at vores forskning kan bidrage til at tydeliggøre de kønsbias, der omgiver os overalt i hverdagen og samtidig gøre os klogere på, hvor og hvordan den findes,« siger Isabelle Augenstein, som også håber, at man i fremtiden vil tage højde for, hvilke tekster der bruges til at træne sprogmodeller som ChatGPT.

»Der er ingen tvivl om, at sprogmodellerne i dag generer tekst med kønsbias, fordi de trænes med tekster, der bruger samme kønsbias,« siger hun.

Foruden den omfangsrige forskning i kønsbias, blev Isabelle Augenstein i 2022 udnævnt til Danmark yngste kvindelige professor nogensinde. Dengang var hun 33 år.

»Jeg arbejdede hårdt for at blive fastansat, for arbejdsvilkårene i akademia er ikke gode. Folk spørger mig tit, hvordan det lykkedes. Og jeg tror, det er en kombination af, at jeg er flyttet efter de muligheder, jeg har fået. Jeg er flyttet fra Tyskland over England til Danmark for at være med på spændende forskningsprojekter,« siger hun og fortsætter:

»Og så tror jeg, det handler om, at udviklingen inden for mit forskningsområde bare går virkelig hurtigt lige nu. Det har jeg været heldig med.«

I sin seneste forskning har hun undersøgt, hvordan både race- og kønsbias kommer til udtryk i historiske tekster fra kolonitiden. Hun håber forskningen kan gøre os klogere på, hvor nutidens kønsbias stammer fra.

Transport skaber ulighed

»Jeg var så naiv at tro, at det at færdes med en barnevogn i det danske velfærdssamfund ikke var noget at snakke om. Før jeg fik barn vel at mærke.«

Sådan skrev en ung Hilda Rømer i en kronik i Politiken i 1994 under overskriften Hverdagens forhindringsløb. Som nybagt mor og ung forsker var hun netop flyttet til hovedstaden og mærkede det, som forskning viser om kønsforskelle i transportmønstre: Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at benytte offentlig transport, og de færdes dermed i et transportnet, der er udtænkt med bilister for øje – som statistisk set oftere er mænd.

»Det var vanskeligt at komme rundt i byen med en barnevogn,« uddyber Hilda Rømer i dag i et email-svar. »Busserne var helt umulige, togene ligeså, og rejsen over Storebælt var en stor udfordring. Jeg havde været på forskningsophold i både Frankfurt og Geneve med barn og klapvogn, og der oplevede jeg transportmidler, som var meget mere passagervenlige. Kroniken i Politiken fik meget positiv opmærksomhed. Ikke kun fra forældre, men også fra ældre og handicappede. Dér startede min interesse for køn og transport.«

’Ligestilling i transport’. Folk begynder nærmest at gabe, inden ordene er udtalt

Hilda Rømer, lektor, Sociologisk Institut

I dag er Hilda Rømer er leder af Koordinationen for Kønsforskning på Københavns Universitet og lektor ved Sociologisk Institut. I mere end 15 år har hun forsket i køn og transport, som har meget mere med hinanden at gøre, end man lige skulle tro. Senest har hun sammen sin kollega Michala Hvidt Breengaard forsket i grøn transport i kommunerne, hvor de har udarbejdet en model for, hvordan man vurderer nye transporttiltag ud fra sociokulturelle faktorer som køn, alder og etnicitet. De to forskere mener nemlig, at grøn omstilling, ligestilling og inklusion kan gå hånd i hånd.

Selvom Hilda Rømer har forsket i køn og transport i små tredive år, oplever hun stadig, at forbindelsen mellem de to ting skal forklares. Også politisk oplever hun, at interessen er, mildest talt, svingende.

»Ligestilling inden for transport er stadig et ikke-emne i ligestillingsdebatten eller ligestillingspolitikken. Da Trine Bramsen blev socialdemokratisk transport- og ligestillingsminister i 2022, vakte det undren blandt nogle feminister. Hvad havde transport dog at gøre med ligestilling? Men Trine Bramsen var interesseret i ligestilling på transportområdet, ligesom eksempelvis vores første kvindelige trafikminister Sonja Mikkelsen var det. Hun så en klar sammenhæng mellem køn og transportinvesteringer. Mandlige bilister blev tilgodeset i infrastrukturplanerne, mens der i årtier var og er blevet sparet på kollektive transportmidler, som kommer især kvinder, unge og ældre til gavn,« skriver hun i en email.

Den manglende interesse for køn og transport er faktisk også udgangspunktet for Hilds Rømers nuværende forskningsprojekt.

»’Ligestilling i transport’. Folk begynder nærmest at gabe, inden ordene er udtalt, fordi transport forbindes med asfalt, transportmafia, og beslutninger, som allerede er truffet. Derfor arbejder jeg og nogle kolleger lige nu med ‘gamification’ af feltet – et eksperiment, som indgår i et større europæisk projekt om gender smart innovation.«

Mere vil Hilda Rømer ikke afsløre lige nu.

Hvor var kvinderne i aids-epidemien?

I starten af 1981 oplevede verdenssamfundet et nyt og frygtindgydende fænomen.

I USA blev stribevis af unge, raske mænd pludselig syge, indlagt på hospitalet og efter en rum tid døde de. I Danmark blev et ungt kærestepar samme år indlagt med pludselige vægttab, knuder i huden og forskellige infektioner.

Ingen forstod, hvad der forårsagede sygdommen. Den eneste sammenhæng, man observerede blandt de syge, var, at de som regel var mænd, der havde haft sex med andre mænd. Sygdommen, vi i dag kender som aids, blev i Danmark derfor navngivet eidh – erhvervet immundeffekt hos homoseksuelle mænd.

»I medierne blev det kaldt ’bøssekræft’, og man spekulerede i alle mulige årsager til sygdommen – hang den sammen med antallet af sexpartnere? Sæd i endetarmen? I en periode troede man også, at stoffet poppers, som var populært i nogle homoseksuelle miljøer i 70’erne og 80’erne, var skyld i de mange dødsfald,« siger Bolette Frydendahl Larsen og tilføjer:

»Man troede, det kun var mænd, som kunne få sygdommen. Og det betød selvfølgelig, at kvinder i en lang periode hverken var informerede om eller beskyttede mod at blive smittet med hiv.«

Bolette Frydendahl Larsen er postdoc på Center for Køn, seksualitet og forskellighed, NorS, og i øjeblikket tilknyttet et større forskningsprojekt om aids’ kulturhistorie fra 1981-2000, som i slutningen af 2024 blandt andet udmunder i udgivelsen af en bog.

Der er utallige eksempler på, at kvinder er blevet glemt i medicinens verden, og med aids kan du gange det med 1000

Bolette Frydendahl Larsen, postdoc, NorS

Konkret undersøger hun hverdagsperspektiverne på hiv og aids, herunder hvilke personlige konsekvenser, det fik for dem, som blev testet hiv-positive. Det sker gennem indsamling af arkiver og interviews.

I den forbindelse kigger hun også nærmere på, hvordan aids-epidemien har påvirket kvinder – en gruppe, som i mange år var overset og derfor blev både diagnosticeret senere og døde hurtigere.

»I ’82 blev den første kvinde rapporteret syg med aids, og man fjernede H’et i sygdomsbetegnelsen eid. På det tidspunkt var der stadig teorier om, at smitten var relateret til analsex og poppers. Først i ’84 blev man klar over, at aids forårsages af hiv-virus, som overføres gennem blodbanerne,« siger Bolette Frydendahl Larsen.

»De første kvinder, som fik hiv, var fuldstændig chokerede. Ingen havde fortalt dem, at de kunne få det. Samtidig får kvinder andre symptomer end mænd, så hiv-smitten var sværere at spotte.«

Hiv og aids var nu noget, som kunne ramme alle, og nyoprettede sundhedsorganisationer verden over gjorde meget ud af at fortælle, at alle skulle beskytte sig mod hiv. Prævention fik en helt ny betydning for både kvinder og mænd i den periode, fortæller postdoc’en.

Alligevel var det svært at frigøre sig fra det oprindelige narrativ, som også stadig spøger i dag, mener Bolette Frydendahl Larsen.

»Vi sidder stadig fast i fortællingen om, at hiv er noget, som især rammer homeseksuelle mænd. Det betyder fortsat, at kvinder generelt diagnosticeres med sygdommen senere end mænd, fordi lægerne ikke overvejer, at symptomerne, de kommer ind med, kan skyldes hiv,« siger hun og tilføjer:

»Der er utallige eksempler på, at kvinder er blevet glemt i medicinens verden, og med aids kan du gange det med 1000. I dag er hiv ikke længere en dødelig sygdom, da velbehandlet hiv hverken smitter eller medfører aids.«

Hun håber, at forskningsprojektet kan gøre os klogere på, hvordan aids har påvirket kulturen og samfundet i dag.