»At formidle bredt er selvfølgelig noget, vi ønsker, at vores forskere har lyst til«

Gør formidling i den brede offentlighed til et kvantificerbart parameter for forskere. Sådan lyder opfordringen fra blandt andre lektor i Iranstudier, Rasmus Elling, der i Uniavisen har peget på, at forskere, der bruger tid og kræfter på at formidle deres viden i medierne, risikerer at forhale deres karrierer, fordi deres indsats ikke belønnes nok i universitetsverdenen.

LÆS OGSÅ: Lektor Rasmus Elling har slukket sin telefon for journalister: Det skal kunne betale sig at formidle. I dag forhaler det bare min karriere

Den diskussion hilses velkommen af prorektor for forskning på Københavns Universitet, David Dreyer Lassen.

»Formidling er en af de ting, vi på KU synes er vigtigt, ligesom det i den grad også er noget, samfundet forventer af os, at vi leverer. Så at formidle forskning bredt i samfundet er en opgave, der fylder meget på KU og selvfølgelig noget, vi ønsker, at vores forskere har lyst til at bidrage til,« siger han.

Rasmus Ellings opråb udspringer især af de seneste to måneder, hvor lektoren i efterhånden utallige interviews har stillet sin viden om oprøret i Iran til rådighed i et omfang, der svarer til en fuldtidsstilling – uden det kan måles og vejes konkret, som det ville kunne, hvis han i stedet brugte tiden på at søge forskningsmidler, undervise eller skrive tidsskriftartikler målrettet sine fagfæller.

LÆS OGSÅ: »Som det er nu, er formidling kun for os tosser, der kan lide at arbejde gratis«

Rasmus Elling har understreget, at hans mission ikke er at sætte fokus på sig selv – men at få den principielle diskussion om forskeres formidlingsforpligtelser på dagsordenen. Han er blot en af en række forskere, Uniavisen har været i kontakt med, der deler det ønske. Blandt andre postdoc Sabrina Vittig-Seerup, der kalder forskningsformidling for en disciplin for »os tosser, der kan lide at arbejde gratis.«

Et officielt kriterie for forfremmelse

David Dreyer Lassen, hvad siger du til, at flere forskere oplever, at de bliver straffet for at bruge tid på formidling, fordi tiden går fra kerneopgaver, der kan måles og vejes?

»Jeg synes, der er en falsk modsætning i at sætte forskning og undervisning op som kerneopgaver og så have forskningsformidling på den anden side. Vi har et stort fokus på formidling, og vi opfatter det som en af universitetets vigtigste opgaver. Faktisk så vigtig, at vi har gjort det til en del af vores officielle kriterier for ansættelse og forfremmelse,« siger David Dreyer Lassen og peger på universitetets såkaldte meriteringskriterier, der blev implementeret for to år siden.

Meriteringskriterierne fremhæver blandt andet de ansattes bidrag til populærvidenskabelig formidling som et plus for ønsket samfundsmæssig impact.

Trods de nye kriterier oplever en række forskere, vi har talt med, det fortsat ikke som en kerneopgave at formidle bredt. Hvad vil du sige til dem?

»Der vil jeg sige, at hvis de føler, der er et problem med anerkendelsen af den formidling, de laver, synes jeg, de skal begynde med at tage en snak med deres institutleder og få en dialog om, hvad der forventes, og hvordan det spiller ind i deres karriere.«

Men det er alt andet lige mindre målbart, hvad man har deltaget i af baggrundsinterviews, artikler og debatprogrammer, end det er, om man er publiceret i et high rank tidsskrift eller har undervist x antal timer?

»Det er fair nok, at nogle forskere har det sådan. Men jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det er sværere at måle. Der relativt nemt at tælle op, hvad man har deltaget i i pressen. Og vi ved godt, at det tager længere tid end de ti minutter, man har siddet i et studie hos P1 eller Deadline, at forberede sig til at være med. Der, hvor jeg derimod godt vil anerkende, at impact er svært at gøre op, er i niveauet længere ude, hvor det er kompliceret at måle, hvilken indflydelse ens formidling får i samfundet for eksempel på politiske beslutninger.«

Behøver ikke en model

Manges dilemma er, at de oplever, at de kommer bagud med deres forskning, når de bruger tid i medierne. For den tid, det tager at skrive en kronik eller at deltage i et P1-program går direkte fra den tid, de kan bruge på at søge funding eller skrive fagfællebedømte artikler.

»Det er et klassisk dilemma. Man skal jo prioritere sin tid, og det gælder over hele linjen. Også når det gælder valg af forskningsprojekter, og hvordan man forbereder sin undervisning. Det er en dialog, man må tage løbende med sin lokale leder. Ofte er god formidling også det, der kan gøre forskeren interessant for fonde og andre samarbejdspartnere.«

Gør I jer overvejelser om, om man kan lave nogle modeller for forskere, der sidder på et lille område, så man kan være med til at understøtte deres vigtige formidling i spidsbelastningsperioder?

»Jeg ved ikke, om man ligefrem behøver at lave en model. Jeg er helt med på, at et lille fagmiljø kan opleve den her type spidsbelastninger. Men det gælder også i store fagmiljøer, at enkeltpersoner kan blive ramt hårdt. Jo mere specialiseret i et emne, du er, jo mere interessant er du som formidler i pressen, og det gælder, uanset om det handler om corona, klima elle Iran. Og jo mere specialiseret, du er, jo sværere er det også at hyre en vikar i dit fravær. Så nogle gange må det være sådan, at man har så travlt, at der bliver skåret et hjørne af undervisningen, eller at der er noget forskning, man ikke når. Og det er en løbende dialog, man må have med sin nærmeste leder.«

Trods de nye meriteringskriterier har vi talt med en række forskere, der ikke oplever, at formidling i medierne er et kriterie, der bliver lagt vægt på fra universitetsledelsens side. Hvordan kan I som øverste ledelse gøre mere for, at jeres forskere bliver klar over, at formidling vægtes højt fra øverste sted?

Jeg vil meget nødig sige, at man skal bruge x antal timer på formidling. Det vil jeg meget hellere løse ad hoc med den gode dialog.

David Dreyer Lassen

»Det må vi blive bedre til at fortælle så. Det er fair nok, hvis vi ikke har været gode nok til at fortælle det. Det må vi gøre en indsats for.«

Rasmus Elling fortæller, at der i hans kontrakt står, hvor mange timer, han skal bruge på undervisning, men ikke, hvor mange timer han skal bruge på forskning og formidling. Burde det ikke være udspecificeret bedre, når formidling vægter så højt i jeres ansættelses- og forfremmelseskriterier?

»Jeg vil meget nødig sige, at man skal bruge x antal timer på formidling. Det vil jeg meget hellere løse ad hoc med den gode dialog, og opgaverne kan være forskellige fra forsker til forsker,« siger David Dreyer Lassen, der dog fuldt ud forstår Rasmus Ellings frustration over, at humaniora ofte tales ned i den offentlige debat samtidig med, at han og hans kolleger leverer uvurderlig viden til presse og myndigheder.

»Jeg er enig i, at det er et paradoks, at nogle politikere på den ene side skælder ud på humaniora og på den anden side efterspørger forskernes tid og viden. Små fag med få studerende som for eksempel Iranstudier har i sagens natur færre ansatte. Men det er ikke ensbetydende med, at deres emner er mindre vigtige. Mange forskere på humaniora er virkelig dygtige formidlere og er med til at sætte et konkret aftryk på løsninger på nogle af samfundets store udfordringer.«