Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Det nye kuld studerende bliver ramt af SU-stramninger

SU-REFORM – Regeringen vil skære 1.200 kroner (før skat) af den månedlige uddannelsesstøtte til studerende. Uddannelses- og Forskningsministeriet bekræfter, at det også kommer til at gælde de studerende, der starter på kandidaten medio 2019.

Hvis du er blevet optaget på en 3-årig bacheloruddannelse på universitetet denne sommer, bliver forsinket med studierne eller planlægger at tage orlov undervejs, risikerer du at få 1.200 kroner mindre i SU (før skat) om måneden, når du skal i gang med kandidaten.

Ifølge regeringens 2025-plan skal de studerende, der starter på en uddannelse medio 2019, have 4.753 kroner i stipendie før skat, altså cirka 1.200 kroner mindre om måneden end i dag, men de får til gengæld mulighed for at låne 4.344 kroner månedligt.

SU-stipendierne begrænses samtidig til normeret studietid, altså fra seks til fem år.

Udeboende studerende vil få knap 1.200 mindre udbetalt om måneden før skat ifølge regeringens forslag. Tabel fra Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Kandidaten betragtes som ny uddannelse

Det fremgår af 2025-planen, at »SU-omlægningen skal have virkning for dem, der starter på en uddannelse fra medio 2019.«

Uniavisen har spurgt i Uddannelses- og Forskningsministeriet, om de betragter optagelse på en kandidatuddannelse som start på en ny uddannelse.

Den 3-årige bachelor og den 2-årig kandidat er nemlig officielt to uddannelser, og man skal søge om at blive optaget på kandidaten.

Svaret fra ministeriet lyder:
»Ja, da kandidatuddannelse er en selvstændig uddannelse, vil det gælde dem, der begynder på en kandidatuddannelse i 2019.«

Startet på uoplyst grundlag

Det bekymrer Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

»Det betyder jo, at en masse studerende er startet på deres uddannelse denne sommer uden at vide, om de har økonomiske råderum til at gennemføre,« siger hun.

Hvis regeringens plan bliver vedtaget, frygter hun, at det vil øge frafaldet, da mange studerende ikke vil have råd til at tage kandidaten på den lavere SU.

»De havde en begrundet forventning om at få fuld SU til hele uddannelsen, så mange har ikke fået et oplyst grundlag at træffe deres uddannelsesvalg på,« siger Yasmin Davali.

clba@adm.ku.dk

Seneste