Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Hård kritik af universiteterne: »De har ikke vist, at de kerer sig om forskertalenterne«

De fleste ph.d.-studerende på Københavns Universitet siger, at corona har skadet kvaliteten af deres projekt. Mange er flere måneder forsinkede. Ifølge DM gør universiteterne ikke nok for at undgå en coronaårgang.

Da universitetet lukkede ned i marts, måtte Morten Winther Vestenaa smide en masse planter ud og stoppe sine forsøg.

Han var ellers et sted i sit ph.d.-forløb på Institut for Plante- og Miljøvidenskab, hvor han havde brug for at lave forsøg og indsamle resultater. I stedet måtte han sætte sig hjem og prøve at skrive den artikel, som de udskudte forsøg egentlig skulle have været en del af.

Det var svært nok i sig selv. Og det blev ikke lettere af, at han samtidig skulle passe sine to børn på 1 og 5 år, som corona også holdt inden for hjemmets vægge.

Han satte sig ovenpå og forsøgte at holde afstand til børnene, mens de blev passet af deres mor, men han havde svært ved at fordybe sig i forskningen, når gråd sivede igennem væggene, eller det ældste barn sneg sig ind på kontoret i en jagt på opmærksomhed.

»Det er bare naturligt for en forælder at reagere på de ting. Så det var fuldstændig umuligt at få en hel arbejdsdag til at fungere. Jeg kom hele tiden ud af flowet,« siger Morten Winther Vestenaa.

I alt anslår han, at han er blevet forsinket med halvanden til to måneder, og det ville med garanti have stået værre til, hvis ikke han var gået på barsel et par måneder inde i nedlukningen.

Sammen med sin vejleder har han vurderet, at det er nyttesløst at søge om en forlængelse med løn. Kriterierne, som Københavns Universitet har opstillet, dækker ikke hans situation, og hans samvittighed fortæller ham også, at andre har endnu mere brug for midlerne, siger han.

Man efterlader de ph.d.-studerende alene som del af en coronaårgang, der ikke får nogen hjælp. Det er simpelthen uantageligt.

Camilla Gregersen, formand, DM

Det ved han, fordi han kender flere ph.d.-studerende, der er blevet sat så langt tilbage af coronakrisen, at det har forplantet sig i regulær stress.

I stedet må Morten Winther Vestenaa acceptere, at kvaliteten af hans ph.d. ikke bliver så høj, som han havde drømt om.

»Der er jo x antal timer på et døgn, så det er ikke muligt for mig at hente det tabte. Nogen vil måske sige, at man skulle løbe hurtigere og lave mere. Det har jeg prøvet at gøre før, men min erfaring er, at det fører til søvnløse nætter og egentlig også manglende produktivitet, fordi man bliver stresset af det.«

»Samfundet må acceptere at kvaliteten af min ph.d. ikke bliver den samme. Og det er en kamel, jeg også selv skal sluge.«

Kan du det?

»Det har jeg svært ved. Jeg har svært ved at acceptere, at mit forsknings-cv bliver dårligere, og at mine chancer for at få forskningsbevillinger og skabe en karriere bliver forringet.«

Coronaårgang?

Morten Winther Vestenaa deler bekymringer med en skov af forsinkede ph.d.-studerende.

En undersøgelse fra DM og PAND (PhD Association Network), som Dagbladet Information har omtalt, viser faktisk, at et flertal af ph.d.-studerende er mærkbart forsinket som følge af nedlukningen.

Uniavisen har set tal specifikt for ph.d.-studerende på Københavns Universitet, og her er billedet det samme: Over halvdelen af de 657 personer, der har deltaget i undersøgelsen, svarer, at de er blevet forsinket med mindst tre måneder, og hele 62 procent siger, at nedlukningen har haft en negativ effekt på kvaliteten af deres projekt.

Men 85 procent af respondenterne regner enten ikke med at få en lønnet forlængelse af deres projekt eller ved ikke, om de kan komme i betragtning.

Det er en dybt alarmerende situation, siger formand i DM, Camilla Gregersen.

Det er virkelig ærgerligt, hvis man stigmatiserer det her som en coronaårgang. Det er alt, alt for tidligt at snakke om det.

Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter

»Tallene viser, at rigtig mange er blevet forsinket og ikke har fået nogen hjælp. De står stadig uden en reel løsning og kan ikke lave deres projekt på sædvanlige vilkår. Det finder jeg voldsomt bekymrende og faktisk uacceptabelt,« siger hun.

»Både universitetsledelserne og regeringen har negligeret de unge forskeres problemer. Man efterlader dem alene som del af en coronaårgang, der ikke får nogen hjælp. Det er simpelthen uantageligt.«

Københavns Universitet har lavet en model, hvor forsinkede ph.d.-studerende kan få lønkompensation, hvis de efter planen skal afslutte deres projekt senest 13. marts 2021 og kan dokumentere væsentlige faglige ændringer på grund af nedlukningen.

Det vil sige, at ordningen ikke tager højde for de studerende, der har bakset med ekstra børnepasning eller andre private forhold.

Ifølge Camilla Gregersen er kriterierne for snævre:

»De retningslinjer, KU har lavet, har afholdt mange af de ph.d.-studerende, der har behov for forlængelse, fra at søge om det. På den måde har KU bragt ph.d.’erne i en urimelig position. De har ikke vist, at de har keret sig om det her problem – og det gælder i øvrigt ikke kun KU,« siger hun.

»De svigter os lidt«

Det er ikke opfattelsen på Københavns Universitet. Her siger Kim Brinckmann, vicedirektør for Forskning og Innovation, at ordningen er et udtryk for, at man netop har taget ansvar.

»Jeg synes, at vi har taget problemerne alvorligt og har forsøgt at gøre noget ved dem,« siger han.

Ifølge Brinckmann følger universitetet udviklingen og vil blandt andet drøfte de ph.d.-studerendes situation på det kommende møde i KU’s Forsknings- og Innovationsråd, der bliver afholdt i starten af november. Som udgangspunkt har universitetet dog ikke i sinde at udvide den gældende model, der kun holder hånden under de mest kritisk ramte ph.d.-studerende.

Det betyder, at mange ph.d.-studerende ikke kan komme i betragtning. For eksempel dem, der er forsinket af private årsager som børnepasning, eller dem, der ikke skal aflevere deres projekt i starten af 2021.

»Vi har sat nogle grænser for, hvad vi kan dække på KU. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad vi ser os i stand til at håndtere økonomisk på universitetet. Derfor har vi valgt at sige, at det er det faglige hensyn, der skal være i højsædet. Vi har stor forståelse for, at der også kan være coronarelaterede udfordringer i privatlivet, men vi har måttet sige, at det har vi ikke mulighed for at dække,« siger Kim Brinckmann.

Spørgsmålet er så, hvorfor universiteterne ikke presser hårdere på for politisk hjælp, nu hvor de ikke selv har muskler til at lave en model for alle forsinkede ph.d.-studerende? I sidste uge sagde direktør i Danske Universiteter, Jesper Langergaard, til Information, at universiteterne »ikke ser behov for en kollektiv kompensation«.

Det undrer Camilla Gregersen, siger hun:

»Jeg er forundret over, at universiteterne ikke har gjort mere for at få regeringens opmærksomhed rettet hen mod de tidsbegrænsede forskere. Man har i stedet signaleret, at der ikke er brug for hjælp, samtidig med at vi kan se, at blandt andre ph.d.-studerende absolut har brug for hjælp. Universitetsledelserne er nødt til at tage ansvar for den her situation.«

Morten Winter Vestenaa er enig:

»Jeg synes, universitetet skulle presse på for at få regeringen til at give alle ph.d.-studerende tre måneder ekstra. Jeg synes, de svigter os lidt.«

»Ærgerligt at stigmatisere en årgang«

Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, siger til Uniavisen, at behovet for en hjælpepakke kan opstå, hvis de stigende corona-smittetal tvinger universiteterne til at lukke ned igen. I det tilfælde vil »byrden nok blive for tung at bære«.

Jeg synes, universitetet skulle presse på for at få regeringen til at give alle ph.d.-studerende tre måneder ekstra. Jeg synes, de svigter os lidt.

Morten Winter Vestenaa, ph.d.-studerende

Men det er den ikke endnu, siger han.

»Vurderingen er indtil videre, at vi kan håndtere det ude på de enkelte universiteter, hvor alle har mulighed for at få en individuel behandling og søge om støtte – fx hvis deres laboratorium har været lukket ned,« siger Jesper Langergaard.

Erkendelsen er, fortsætter han, at ingen kommer igennem coronakrisen uden omkostninger.

Med til historien hører, at Danske Universiteter tager afsæt i andre tal end DM. Før sommerferien lavede organisationen nemlig en vurdering – sammen med ledelserne på de otte universiteter – der anslog, at kun omkring 15 procent af de ph.d.-studerende har været alvorligt ramt af nedlukningen.

Men 62 procent svarer i DM-undersøgelsen, at kvaliteten af deres projekt er blevet forringet. Kan man så ikke godt frygte, at man får en coronaårgang, hvis man ikke gør mere?

»Det er virkelig ærgerligt, hvis man stigmatiserer det her som en coronaårgang. Det er alt, alt for tidligt at snakke om det. Det er meget forskelligt, hvor de ph.d.-studerende var i forløbet, da nedlukningen kom, og dem, der er hårdt ramt af nedlukningen, er jeg sikker på universiteterne vil strække sig langt for at finde en løsning for,« siger Jesper Langergaard.

»Det er vigtigt, at vi udviser fleksibilitet, så så mange ph.d.-studerende som muligt bliver færdige til tiden og kommer ud i samfundet og gør gavn. Det er måske ikke super tilfredsstillende for alle, at de er nødt til at tilpasse deres projekt, men det er en måde at hente en forsinkelse på.«

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har netop henvist til budskabet fra universiteterne, når hun har forklaret, hvorfor forskertalenterne må se langt efter hjælp fra Christiansborg. Senest sådan her i Information:

»Undervejs har det igen og igen været meldingen fra universiteterne, at de vurderer, det kan håndteres hos dem. Jeg ved, der findes mange ordninger allerede, blandt andet på Københavns Universitet. Måske handler indsatsen om, at de ph.d.-studerende skal blive bedre bekendt med mulighederne,« sagde ministeren, der også opfordrede de fonde, som finansierer mange ph.d.’er, til at udvise ekstra fleksibilitet.

Ifølge Camilla Gregersen fra DM er det langt fra nok. Hun vil have universiteterne til at indse, at mange forskere i tidsbegrænsede stillinger er »i knibe«, og bede om hjælp fra politikerne i samlet flok.

»Det ansvar bør de påtage sig over for de unge forskertalenter.«

Men mange ph.d.-studerende har vel mulighed for at justere deres arbejde, så de kan nå i mål uden ekstra støtte. Giver det så ikke mening at prioritere andre grupper i samfundet?

»Der er lavet hjælpepakker til rigtig mange sektorer i samfundet, men forskningen får bare lov til at sejle, og det forstår jeg ikke. Forskning er jo vigtigt. Det er en samfundsinvestering i forskeruddannelser, og det skal man tage alvorligt. Jeg er helt uenig i, at universiteterne skal sætte sig selv bagerst i køen, eller at midlerne skal tages fra andre forskningsmiljøer,« siger Camilla Gregersen.

Seneste