Den ene var ny læge, den anden patient. Nu laver de rockmusik om psykiatri

Der lugter af hash og cigaretrøg, allerede da vi går ind i bygningen på Sturlasgade ved Islands Brygge. Dagens interview foregår i en gammel bygning med etagevis af øvelokaler, der går under navnet ‘Rock Island’. Det er her bandet Doula holder til. På de lange mørke gange er der lavet graffiti på næsten hver en millimeter, og en dump lyd af trommer ledsager os ned ad gangen. Frederik Gøtzsche, der er forsanger i bandet, viser mig ind i et lille lokale, hvor der modsat udenfor, er roligt og lyst.

Frederik Gøtzsche blev færdig med medicinstudiet i 2018, og arbejder til dagligt som læge i børne- og ungepsykiatrien, når han altså ikke lige er på barsel som i øjeblikket. Og så har han sammen med en håndfuld venner bandet Doula. En af dem er Lauge Jørn, der er mentor i psykiatrien og tidligere har været indlagt på psykiatrisk afdeling med depression.

»Vi skal ikke kun være dem, der taler om psykiatri. Men det er noget, der er pissevigtigt og noget, vi går meget op i.«

Det er tydeligt, at omdrejningspunktet for Doulas debutalbum, Constantly Repeating, der udkom for kort tid siden, er psykiatrien. Med albummet har de efter eget udsagn forsøgt at skabe et kunstværk, der giver så neutralt et indblik som muligt i en verden, der for det meste lever bag lukkede døre.

»Når man ser psykisk sygdom i tv, handler det tit om nogen, der har det virkelig skidt eller om en behandling af folk, der er virkelig dårlig. For det er ikke særligt spændende at lave et program om noget, der er mere udramatisk,« siger Frederik Gøtzsche, der gennem sin tid på medicinstudiet oplevede, at psykiatrien blev nedprioriteret på pensum. Han håber, at Doulas album kan være med til at åbne op for emnet og sætte gang i interessen for den gren af lægevidenskaben, der handler om sindet.

Skraldespandslæge

På den psykiatriske afdeling, hvor Lauge Jørn arbejder som mentor, kunne de sagtens være dobbelt så mange ansatte, forklarer han. »Psykiatrien er en af de grene med færrest midler. Den har haltet bagud og haft et dårligt renomme.«

Der var ingen grund til at gemme sandheden. Især ikke hvis vi skulle lave musik sammen.

Lauge Jørn, mentor på psykiatrisk afdeling og trommeslager

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at psykiatrien bliver set på, som mindre ‘fin’,« supplerer Frederik Gøtzsche og fortsætter:

»Da jeg lige var startet på medicin og skulle have mit allerførste ophold på et hospital, kom jeg til en kirurgisk afdeling. Den sidste dag jeg var der, var også den dag, hvor vores klinikchef skulle gå på pension, og han spurgte mig: ‘Nå, skal du så være plastikkirug?’«

»Jeg kunne se i hans ansigt, at han tænkte: Nu giver jeg teten videre. Så kom jeg til at sige: ‘Ej, det skal jeg ikke.’ Det blev han mega stødt over. Han kiggede på mig og sagde køligt: ‘Du kan jo altid blive psykiater.’ Så vendte han sig om og gik. Dengang tænkte jeg, at det var en mærkelig kommentar, men der var helt klart en stemning af, at læger i psykiatrien er en slags skraldespandslæger. Hvis du ikke kunne blive andet, kunne du altid blive psykiater.«

Både Frederik Gøtzsche og Lauge Jørn håber, at Doulas musik vil gøre psykiatrien mere ‘sexet’ eller i det mindste pirre folks interesse og forståelse for, hvad der foregår bag de lukkede døre.

Frederik Gøtzsche bruger sangen ‘Constantly Repeating’ som eksempel. Her har han trukket på sine erfaringer og erindringer som læge:

»Der er flere ting i teksten, der kommer fra min hverdag. Der beskrives eksempelvis den særlige bankelyd, som kommer af at nogen banker deres hoved ind i en væg for at selvskade. Personen i sangen ender med at blive psykotisk og have stemmehallucinationer. Stemmerne er nedladende og kommer oppe fra loftet. Af en eller anden grund hører folk stemmer oppefra ved nogle typer hørehallucinationer. Den detalje havde jeg nok ikke fået med i sangen, hvis ikke det stod i min diagnosebog. Og så kan folk tænke, at de her ting enten er uhyggelige eller måske ikke lyder så slemt. Det er op til dem.«

Et pilleglas på hylden

At de to mænd skulle blive venner og lave musik sammen, syntes næsten skæbnebestemt. I hvert fald skete deres første møde, lige da Frederik Gøtzsche havde afsluttet medicinstudiet og Lauge Jørn var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital, hvor han havde været indlagt med depression i to måneder.

»Jeg kendte Lasse, vores bassist, i forvejen, og jeg havde aftalt at mødes og drikke nogle øl med ham og bandet, men det blev koldt udenfor, og vi tog hjem til mig,« fortæller Lauge Jørn.

Det ligner jo bare et almindeligt hospital. Forhåbentlig vil det være lidt mindre mystisk, efter at man har hørt vores album.

Frederik Gøtzsche, læge og forsanger, om psykistriske afdelinger

Frederik Gøtzsche skynder sig at tilføje: »Da jeg skulle låne toilettet hos Lauge, så jeg, at der stod et pilleglas på hylden meget synligt fremme. Nu har jeg den baggrund, jeg har, så det spottede jeg hurtigt og spurgte Lauge, hvad det handlede om.«

Det førte til en ærlig og åben snak mellem de to bandmedlemmer, der siden blev gode venner.

»Der var ingen grund til at gemme sandheden. Især ikke hvis vi skulle lave musik sammen,« siger Lauge Jørn.

Frederik Gøtzsche havde på det tidspunkt længe gået og leget med tanken om at skrive musik, der berørte psykiatrien uden helt at vide, hvordan han skulle gøre det. »Lauge og jeg ramte bare hinanden i udviklingen af de her sange. Vi talte om hans oplevelse med at være indlagt og min egen oplevelse som læge. Det er noget, vi kan tale meget længe om. Forleden talte vi i tre timer,« siger han.

En mystificeret boble

Som læge er Frederik Gøtzsche træt af alle stereotyperne, som han tror særligt kommer fra populærkulturen.

»Der er mange gyserfilm, som foregår på psykiatriske hospitaler eller berører psykiatrien på en eller anden måde. Og så findes der også mange film, der giver et meget voldsomt og forkert billede af den . Bare tænk på Gøgereden. Tanken med vores musik er at give et øjebliksbillede af, hvordan psykiatrien er lige nu. Vi vil ikke trække en eller anden værdi ned over det. Vi siger bare: Sådan er det.«

Lauge Jørn ville ønske, at der havde været mere åbenhed om psykiatri og psykisk sårbarhed, dengang han gik igennem sit depressionsforløb. »Jeg trak den virkelig meget, inden jeg gik til lægen. Jeg havde svært ved at anerkende, at der var noget galt. Det at blive indlagt, var det største skrækscenarie i mit hoved. Men så begyndte jeg at tale med folk, som havde været indlagt og fandt ud af, at det slet ikke var så slemt,« fortæller han og beskriver, at han selv oplevede både syns- og hørehallucinationer, under sit sygdomsforløb. I dag har han intet imod at tale om det.

»Folk tænker måske, at det er meget mørkt og dystert. Som om det er en fremmed verden, man træder ind i, når man kommer på psykiatrisk afdeling. Det er lidt en mystificeret boble. Men det ligner jo bare et almindeligt hospital. Forhåbentlig vil det være lidt mindre mystisk, efter at man har hørt vores album,« tilføjer Frederik Gøtzsche.