Hun tog sine studier med til Egypten. Og så skrev hun en roman om »en orientalistisk selvoptaget bitch«

»Du er en orientalistisk selvoptaget bitch, der ikke tænker på andre end dig selv.«

Sådan råber Emmas egyptiske kæreste ad hende, da hun nok engang har jokket i spinaten i Kairo og er blevet konfronteret med sin privilegieblindhed.

Unge Emma er hovedperson i romanen Støj, Storm, Støv, hun læser mellemøststudier på Københavns Universitet, og hun er taget på dannelsesrejse til Kairo for at skrive sin bachelor.

På den måde ligner Emma sin skaber, 30-årige Martha Flyvholm Tode, der selv læste mellemøststudier, da hun besluttede sig for at færdiggøre sin bachelor i Kairo i stedet for København.

Uniavisen møder forfatteren, der netop er udkommet med romanen, der er hendes tredje, og som, uden at være selvbiografisk, er inspireret af hendes eget møde med Egypten som dansk studerende i 2018.

»Før jeg tog afsted til Kairo, havde jeg det her megaromantiske billede af, at jeg ville finde en lille hyggelig lejlighed med udsigt til Nilen. Når jeg rejser til et nyt land, er jeg vant til, at der er rart, og jeg plejer at gå rundt og tænke, wow, hvor er her lækkert med palmetræer, strand, sol!« siger Martha Flyvholm Tode med et lille smil, der antyder, at byen tog fusen på hendes forventninger.

»Men at ankomme til Kairo var meget lidt rart og virkelig overvældende. Der er støj og støv og larm og bilos over det hele. Bare at trække vejret føles besværligt. Faktisk udviklede jeg en hoste i løbet af de første par dage, som ikke rigtig gik væk, før jeg flyttede derfra. Også at bevæge sig rundt er besværligt. Ikke kun fordi jeg som kvinde og udlænding blev antastet så ofte, at jeg måtte gå med solbriller og hørebøffer, men også fordi der er megameget trafik, infrastrukturen ikke fungerer, fortovene er hullede, og folk ville alt muligt med mig: sælge noget, tigge om penge eller bare øve deres engelske.«

Egentlig skulle Martha Flyvholm Tode bare have været på udveksling i tre måneder. Men på trods af udfordringerne, eller måske netop på grund af udfordringerne, blev de tre måneder til tre år. Og hun forelskede sig i mere end en forstand.

Sære og skærende kontraster

I 2011, syv år før forfatterens ankomst, dannede Tahrir-pladsen i byen centrum for det arabiske forår, hvortil tusindvis af demonstranter marcherede for at protestere mod det autoritære regime. Martha Flyvholm Tode var draget af byens tumultariske fortid.

»Jeg mødte mennesker, som havde nogle virkelig spændende historier, og jeg kunne mærke, at der lå en fortælling, som jeg gerne ville udforske, og som skulle blive inspirationen til Støj, Storm, Støv. Det var en vild kontrast at komme til et sted, som umiddelbart ikke virkede superindbydende, men hvor alle jeg mødte var superimødekommende. Jeg følte mig lynhurtigt hjemme.«

Martha Flyvholm Tode fik hurtigt et netværk, en lejlighed og en stambar. Og hun mødte endda sin kæreste til en fest på en Feluke, Egyptens svar på en GoBoat med sejl.

»Der var noget særligt over Kairo, som var anderledes end alle andre steder, jeg har rejst.«

Og det siger ikke så lidt, for Martha Flyvholm Tode brugte to sabbatår efter gymnasiet på at backpacke på tre kontinenter: Sydøstasien, Centralamerika og Sydamerika.

Udvekslingsopholdet blev til en praktikplads, der blev til et studiejob, fortæller hun:

»Eftersom jeg var en af meget få danskere i Kairo, kom jeg hurtigt ind i et loop, hvor jeg fik nogle fede praktikpladser og blev studentermedhjælper på Det Danske Kulturinstitut. Jeg kom ind i en cirkel, som var fed, hvis jeg senere ville hjem og lave en karriere. Dørene var mere åbne for mig, end de var for mine egyptiske venner. Mine privilegier som dansker stod i skærende kontrast til hvor svært de egyptere, jeg kender, har det.«

Dumpede alle eksamener

Martha Flyvholm Tode har altid været i tvivl om, hvad hun ville læse, fortæller hun, der troede, at hun ville se lyset på sine rejser i sine sabbatår:

»Jeg havde ligesom en aftale med mig selv om, at hvis ikke jeg fandt ud af, hvad jeg ville læse, var det min backupplan at læse medicin. På den måde kunne jeg måske komme ud og rejse med Læger uden Grænser en dag.«

Martha Flyvholm Tode flyttede til Aarhus for at studere medicin i 2014. Hun stoppede efter to år.

»Jeg havde måske ikke lige helt tænkt igennem, hvor hårdt et studie, det er. Og jeg var virkelig ikke særlig god til det. Jeg dumpede alle mine eksamener, selv om jeg virkelig, virkelig, prøvede. Og på et eller andet tidspunkt, blev det ligesom bare nok.«

Hvis ikke medicin, hvad var så det rette? Anden gang skulle hun vælge rigtigt, besluttede hun.

»Jeg gik rundt og opsøgte hver eneste studievejleder, jeg kunne finde i Aarhus. Og satte mig ned foran dem som en åben bog og spurgte, hvad skal jeg læse? Og de var sådan lidt, pfff, det ved jeg ikke. Og hvor skulle de også vide fra, hvad jeg skulle læse? Jeg trawlede den samme hjemmeside igennem et utal af gange – den med det farvede hjul, hvor der står Hvad vil du være?«

I sin research fandt hun både ud af, at hun skulle så langt væk fra den anatomiske udenadslære som muligt, og at hendes rejser måske hele tiden havde rummet et svar. For Martha Flyvholm Tode faldt over bacheloren i Mellemøstens sprog og samfund på KU.

»Jeg var fascineret af mennesker og kulturer. Jeg ville læse, analysere, argumentere og reflektere. Og det var lidt tilfældigt, at jeg så endte på Mellemøststudier, for det var den del af verden, jeg ikke havde besøgt endnu. Jeg interesserede mig selvfølgelig lidt for det arabiske forår, og jeg fulgte med i den uretfærdige behandling af flygtninge, der kom til Danmark. Men Mellemøsten udgjorde på en måde et hul i min viden og erfaring, så derfor valgte jeg det.«

Martha Flyvholm Tode smiler, da hun tænker på sin studiestart nummer to.

»Det føltes helt vildt rigtigt. Materialet var spændende, folk var supersøde, og lærerne var megagode. Man kan vælge forkert, men man kan også vælge rigtigt på et tidspunkt. Jeg kunne jo ikke vide, at medicin og udenadslære ikke var noget for mig, før jeg havde prøvet det.«

Efter halvandet år tog hun studierne med til Kairo, hvor KU’s undervisere var gode til at tilbyde hende online undervisning på Zoom. Dog var der en ting, hun savnede: at diskutere med sine medstuderende.

»Det endte med, at jeg trængte så meget til en studiegruppe, at jeg bare gik hen til folk, jeg mødte, og sagde, hey, jeg har læst den her artikel om haram og ære. Hvad tænker du om den? Ofte blev jeg mødt med en skepsis, for jeg var jo bare irriterende, og de fleste havde slet ikke noget at gøre med de artikler, jeg læste.«

Paradoksalt nok er der også en del af den egyptiske litteratur, Martha Flyvholm Tode læste, som egypterne slet ikke har mulighed for selv at læse, fordi den er censureret af regimet.

»Det var virkelig underligt, at jeg selv inden for deres kultur havde nogle privilegier, de ikke havde. Og der skulle jeg lige passe på med ikke at blive belærende og komme der med mine gode idéer og analyser af, hvad arabisk litteratur er.«

Verden kan gå meget mere under

Der er selvfølgelig forskel på forfatter og fortæller. Men Martha Flyvholm Todes hovedperson Emma oplever også at dumpe en eksamen. Og også hun bakser med sit studieliv og sine fordomme i Kairo.

Bachelorprojektet er ikke det vigtigste i livet. Og det er okay, at tingene skrider lidt

Martha Flyvholm Tode

»Emma kommer til Egypten og tænker, at det vigtigste i verden er, at hun skal aflevere sin bacheloropgave. Det, synes vi, er vigtigt i Danmark. Det er jo ikke fedt at sige, at man har dumpet sin bachelor. Men Emma oplever, at man hverken kan kontrollere sin tid eller sit liv i Kairo, hvilket har den konsekvens, at hun simpelthen glemmer at aflevere sit projekt.«

Martha Flyvholm Tode siger, at hun blev konfronteret med sin danskhed i sit møde med Kairo.

»Jeg vil gerne have kontrol over min dag, og jeg bliver irriteret, hvis folk ikke kommer til tiden. I Danmark har vi en idé om, at vi kan lave en plan og følge den. Jeg kan planlægge at skrive en opgave på 13 dage og rent faktisk gøre det. I Kairo er det anderledes, for samfundet er ikke bygget op på en måde, hvor det giver mening at have en plan. Pludselig havner man i en trafikprop i flere timer, eller også går ens aircondition i stykker, eller man skal betale en telefonregning, og det kan alt sammen være et helt eventyr i sig selv. Så det er meget svært at holde en plan. Men i modsætning til i Danmark, er det ikke så pinligt ikke at have styr på sin tid i Egypten.«

For romanens Emma føles det som jordens undergang at dumpe sit første bachelorforsøg, men nedtursoplevelsen bliver sat i perspektiv i Kairo. Martha Flyvholm Tode peger på tragikkomikken:

»Jorden kan gå meget mere under end det. De egyptere, der portrætteres i bogen, oplever langt barskere konsekvenser af deres handlinger, end Emma gør. For eksempel at blive arresteret for at tage til demonstration. Det er jo en reel konsekvens. Emma dumper sin bachelor, men hun kan bare rejse hjem til Danmark og aflevere to måneder senere.«

Emmas historie understreger ifølge forfatteren »hvor fucking heldige, vi er i Danmark.« Danskheden er som en kuffert af privilegier.

»Uanset hvor langt ud vi føler, vi kommer, har vi et massivt sikkerhedsnet, en masse chancer og en grundlæggende tro på, at det hele nok skal gå. Vi har tillid til, at autoriteter er gode, og at mennesker vil os det godt. Det ved jeg så ikke altid er tilfældet. Særligt ikke i Egypten.«

Er du typen, der ligesom hovedpersonen Emma kløjes i opgaver og eksamenspres, kan du måske have glæde af Martha Flyvholm Todes råd:

»Tag på udveksling eller rejs så langt væk som muligt. Vil man forstå, hvor privilegeret man egentlig er, tror jeg, at man bliver nødt til at komme ud og opleve noget andet. Jeg tror virkelig, at man lærer meget af det som menneske. Bachelorprojektet er ikke det vigtigste i livet. Og det er okay, at tingene skrider lidt, og at Emma oplever noget andet, end det hun havde planlagt.«

Fra fritidsfantasy til fuldtidsforfatter

Lige så meget Martha Flyvholm Tode tvivlede på sit studievalg, lige så lidt tvivlede hun på sin forfatterdrøm.

»Min dansklærer i fjerde klasse læste den allerførste novelle, jeg skrev. Og hun syntes, den var helt vildt god. Jeg reagerer megagodt på ros, så jeg tænkte, fedt, det vil jeg gerne have mere af. Da jeg skulle skrive den næste novelle, gjorde jeg mig endnu mere umage. Og sådan fortsatte det. Det var mest fantasyromaner, og de så heldigvis aldrig dagens lys.«

Årsagen, til at de spæde noveller blev liggende i skuffen, var, at Martha Flyvholm Todes redaktørmor havde både sans for timing og tilbød kærlig kritik.

»Jeg har haft en mor, som var rigtig god til at sige, ej, hvor er det godt Martha, men den næste er endnu bedre! Skriv lige lidt mere, inden du sender det ind til et forlag.«

I gymnasiet skrev Martha Flyvholm Tode dagbog, og hendes debutroman, På Bornholm må man græde overalt, udkom i 2017, i efterlyset af et dødsfald i den nære familie:

»Min papfar døde. Og jeg fik pludselig en voldsom trang til at komme ud med det. Så jeg satte mig ned i tre dage og bare skrev og skrev og skrev. Bagefter ringede jeg til min daværende kæreste og sagde, jeg tror, jeg har skrevet min første bog.«

Redaktørmoren så timingen og matchede sin datter med det rette forlag. Og efter en tre år lang proces med redigering, feedback og frem og tilbage, var debuten klar.

På det tidspunkt var Martha Flyvholm Tode 23 år.

Minimalistiske skiderikker

»Jeg har 89 versioner af Støj, Storm, Støv,« siger forfatteren om sin tredje bog og ser lidt mat ud.

»Jeg skrev det første udkast til bogen, lige da jeg var kommet til Kairo. Og det var virkelig … dårligt. Så jeg parkerede den i tre år, indtil jeg flyttede til Rom, hvor jeg bor med min kæreste i dag. Jeg har arbejdet på den hver dag siden. Det er meget intenst, når jeg skriver. Jeg lukker døren og skriver, og så er jeg først færdig, når den første gennemskrivning er ovre.«

Det var netop, hvad hun oplevede med sin debutroman.

»Det var jo så dejligt, at det kun tog tre dage at skrive første udkast. Mine to første bøger er sådan nogle små minimalistiske skiderikker, hvor der nærmest ikke står noget på siderne. Men Kairo er alt andet end minimalistisk. Det kaldte på en helt anden stil, og jeg skulle nærmest lære at skrive på ny.«

Nu er Støj, Storm, Støv endelig ude af forfatterens hænder og hoved efter to intensive år. Og det er en lettelse.

»På et eller andet plan blev jeg bare fucking træt af at være inde i hovedet på hende Emma, som lavede mere eller mindre det samme i alle 89 versioner af manuskriptet, men alligevel lige skulle lave noget lidt andet, fordi historien stadig ikke helt hang sammen. Så jeg glæder mig til at skulle i gang med at skrive noget nyt,« lyder det ærligt fra forfatteren.

Det må gerne gøre lidt ondt

Vi skal møde fotografen på Davids Samling om lidt. Men Uniavisen når at bruge Martha Flyvholm Todes ærlighed til at spørge, om hun har nogen guilty pleasures.

»Jeg er begyndt at se enormt meget reality. Da jeg boede i Danmark, kunne jeg aldrig finde på at se noget, der ikke var kunstfilm. Men efter jeg er flyttet, synes jeg, at DR3 er det fedeste fede. Jeg bruger enormt meget fritid på at se DR-programmer. Det må gerne gøre lidt ondt og være noget med, at nogen har det skidt. Det føles åndssvagt at sige, men for mig handler det også bare om at høre nogle danskere snakke.«

De snakker selvfølgelig dansk i TV Avisen, siger Martha Flyvholm Tode, men det hun savner, når hun er ude, er at høre det sprog, unge danskere taler med hinanden.

»Må jeg stille dig et spørgsmål,« spørger hun, da interviewet ellers er ved at være slut.

»Selvfølgelig.«

»Hvad synes du, min bog handler om?«