Kandidatreformen minder mig om uddannelsesloftet. Og alle ved, hvordan det endte

»Godt, jeg snart er færdiguddannet!« Den tanke kører i ring hos mig i kølvandet på SVM-regeringens udspil om at skære i kandidatuddannelserne.

Det skal ikke forstås, som om det er træls at være studerende. Jeg har valgt en videregående uddannelse, fordi jeg ønskede at blive uddannet i et fag, jeg har særlig interesse for og vil arbejde med de næste mange år frem.

Det, der presser os studerende, er, når vi fra politisk side underprioriteres med fejlagtige antagelser om, at man forbedrer systemet med utallige reformer – mens man faktisk blot forringer og udsulter de videregående uddannelser.

Giv os nu noget ro

Det illustreres meget rammende ved, at denne reform kan blive den 30. uddannelsesreform på 20 år. Det startede med universitetsloven i 2003, og her i 2023 kan en forkortelse af kandidatuddannelserne blive krøllen på halen – eller løkken om halsen. Andre kendte reformer i løbet af den 20-årige periode var det nye karaktersystem i 2006, de ændrede adgangskrav i 2008 og SU- og fremdriftsreformen i 2013.

LÆS OGSÅ: Tre rektorer genfortæller 20 år med mere end 30 reformer

Til det kan jeg kun sige: Giv os nu noget ro på vores uddannelser! Det tager tid at implementere reformer, og man mærker først konsekvenserne af dem flere år efter, de er trådt i kraft. Det har uddannelsesområdet i den grad erfaret gennem de seneste årtier, hvor det er blevet lavet om igen og igen. Flere gange blot for at trække reformerne tilbage efterfølgende.

Eksempler på reformer, der er blevet trukket tilbage, er blandt andre uddannelsesloftet, som var en kortlivet, men destruktiv måde at forhindre tværvidenskabelige fagligheder. Og så hurtigstartsbonussen, som skabte incitament til at begynde på en videregående uddannelse hurtigere og derfor tage færre sabbatår, som kunne give øget livs- og arbejdserfaring inden studiet.

Risikerer at blive trukket tilbage

Eksemplerne illustrerer, at man skal tænke sig godt om, inden man forhandler nye reformer. For begge de nævnte blev trukket tilbage, efter regeringen forventeligt opdagede, at de skabte stress og ikke havde det ønskede udbytte for arbejdsmarkedet.

Særligt uddannelsesloftet kan sammenlignes med det aktuelle reformudspil. Den gjorde det til den studerendes eget ansvar og problem at have ‘valgt den forkerte uddannelse’. Det samme gælder nu for kandidatuddannelserne, hvor ungdommen allerede på bachelorniveau skal vide, hvilken karrierevej de vil gå, fordi deres valg af et- eller toårig kandidat vil have afgørende betydning for deres fremtidige muligheder.

Ontologi og epistemologi er ikke termer, der kan terpes og læres på ét semester.

Sådan var det også under uddannelsesloftet. Allerede inden aflevering af sit bachelorprojekt skulle man finde ud af, om den fremtid, man ønskede sig, kunne gå i opfyldelse med den uddannelse, man var i gang med. Vi ved alle, hvordan den historie endte. Og vi risikerer, at præcis det samme kommer til at ske med kandidatreformen – og at man om få år vil komme til at trække også den tilbage.

For mit vedkommende er det først på kandidaten, at jeg er blevet rigtig afklaret med, hvordan drømmejobbet ser ud. Og det er ikke ualmindeligt på min årgang, at man stadig er ved at finde sin retning. Jeg ser det derfor som urealistisk, at hele Danmarks ungdom i fremtiden skal kunne vide, om deres ønskede arbejde kræver en toårig kandidat, eller om de kan ‘nøjes’ med en etårig.

LÆS OGSÅ: Fra globalt udsyn over national protektionisme til »akavet kompromis«: Her er universitetets historie

Tager tid at få ind under huden

Vi må forvente at se konkurrence mellem de studerende, fordi retskravet til de toårige kandidater afskaffes. Den ro, der skal til for at dykke ned i sit fag og forstå dets mange facetter, kan ende med at blive udvisket i konkurrence og usikkerhed for fremtiden.

Det tager tid at uddanne sig og fordybe sig i sit fag, hvad enten det er filosofi eller nanoteknologi. Inden for pædagogik runder vi videnskabsteoretiske begreber som ontologi og epistemologi tidligt i uddannelsen, men her på kandidatdelen er vi stadig i gang med at øve os i at bruge dem analytisk.

Forskningsministeren skøjter gerne let hen over den videnskabelige erkendelsesproces som noget personligt for den studerende, der ikke er til gavn for arbejdsmarkedet. Men ontologi og epistemologi er ikke termer, der kan terpes og læres på et enkelt semester. Det er måder at forstå verden på, som tager mange års øvelse at få ind under huden.

Muligheden for at tage en toårig kandidat frem for en etårig skal ikke være noget, vi skal føle os heldige at få – det skal være en ret, ligesom det er i dag. Og igen tænker jeg, nøj, hvor er det godt, jeg snart er færdiguddannet.