Ord som intersektionalitet, afropessimisme og mikroaggressioner vil blive allemandseje

Der er kommet mange nye ord og begreber fra USA, Canada og England, og de er ved at blive en del af forskningen og undervisningen på universiteterne. De vil efterhånden blive alment accepteret, men der vil være protester i begyndelsen. Til trøst kan man anføre, at teorier har en levetid på 15 år.

De nye ord er intersektionalitet, classism, safetyism, childism, ableism, microagression, BIPoC, snowflaking, wokery, allyship, og så er der de allerede kendte racism og sexism samt de lidt ældre identitetspolitik, cancel culture, trigger warnings og det allerældste politisk korrekthed.

Nye teorier, og det er også nyt at kalde alt ’teorier’, og alle er ’teoretikere’, begynder i opposition til en ældre teori. Efterhånden etablerer den sig, og der udformes en dogmatik. De studerende kommer til eksamen i denne dogmatik, men en ny teori er allerede på vej, og derfor indtræder teori 2 i en apologetisk (forsvarende, red.) fase. Dens udøvere er blevet professorer, de forsvarer sig, men efterhånden trænges teori 2 tilbage af teori 3, der så etablerer sig – og så er teori 4 på vej.

Fra elite- til masseuniversitet

Nye teorier afspejler, at universitetets struktur har ændret sig. Eliteuniversitetet blev til 1970’ernes masseuniversitet. Da jeg læste engelsk, var der 50 undervisningsassistenter. Masseuniversitetet blev i løbet af 1990’erne lavet om til the corporate university uden demokrati og med stærk ledelse og krav om artikelproduktion på engelsk.

Vi har altså for tiden et amerikaniseret universitet, og derfor strømmer amerikanske teorier ind i det. Lektorer kalder sig associate professors, og der er bachelorer, mastere og ph.d.’er.

Da jeg begyndte på universitetet, var eliteuniversitetet ved at give op. Professorvældet blev afskaffet. Det samme blev forelæsninger, bh’er og store auditorier. Den nye teori var forskellige former for marxisme, kapitallogik, ideologikritik, kritisk teori og fransk strukturalisme. Det lykkedes at få positivismen, objektiviteten, og den værdifri videnskab marginaliseret. Den var borgerlig.

Postmodernismen fortrængte marxismen

Marxismen, som vi kalder den, etablerede sig og blev dogme. Dens tilhængere overtog stillingerne. Videnskabsteori var det sted, hvorfra de nye teorier bredte sig ind i fagene, der efterhånden alle blev tværfag.

Men så begyndte en ny teori at komme frem, lad os kalde den postmodernismen, og dens mål var at fjerne marxismen (den store fortælling), og derfor blev postmodernismen kaldt neokonservativ eller neoliberal. Den var frem for alt en studenterbevægelse, der blev holdt nede af de røde professorer. De fastansatte postmodernister var muldvarpe.

Race og køn dominerer klasse

Marxismen er vendt stærkt tilbage, men med en forskel. Nu er det ikke klasse, men race der er blevet det dominerende begreb sammen med køn. De fleste af de nye teorier kommer fra jurister – fra 1980’ernes CLS, Critical Legal Studies. Treenigheden er køn, klasse og race. Kritische Theory er blevet erstattet af CRT, Critical Race Theory, der nu er den dominerende teori, også fordi få læser tysk.

Samfundet er ikke et klassesamfund, men et racistisk samfund. Selv borgerlige politikere siger: ’jo, der findes racisme i Danmark’. Det er ikke klassekampen, der driver historien frem, men racekampen og kønskampen. Og disse kampe er strukturelle og ikke historiske. De forsvinder ikke. I sin mest radikale form hedder det Afropessimisme.

Snart vil flere og flere af de ovennævnte ord cirkulere i den offentlige debat og blive hverdagsord. Trine Bramsen erklærede sig fx som intersektionalist i sin tiltrædelsestale, da hun skiftede ministerium for nyligt.

Hans Hauge deltager i en høring i Folketinget torsdag den 3. marts om kulturen i akademia og aktivisme i forskning. Uniavisen dækker arrangementet.