Lektor Rasmus Elling har slukket sin telefon for journalister: Det skal kunne betale sig at formidle. I dag forhaler det bare min karriere

Klokken er typisk 6 om morgenen, når de første opkald rammer lektor Rasmus Ellings telefon. Nogle dage har han fem journalister i røret. Andre dage ti eller 15 samtaler, før han lægger på sidste gang langt ud på aftenen. De seneste måneder har med Rasmus Ellings ord været et »massivt bombardement« af henvendelser om det spektakulære oprør i Iran, der begyndte med 22-årige Jina Mahsa Aminis død og siden har spredt sig til hele landet.

Vi er teknisk set halvanden lektorer i hele Danmark med Iran som speciale, der kan persisk, så selvfølgelig bliver vi kimet ned af journalister.

Rasmus Elling

»Vi er teknisk set halvanden lektorer i hele Danmark med Iran som speciale, der kan persisk, så selvfølgelig bliver vi kimet ned af journalister, når der endelig er fokus på vores område,« siger Rasmus Elling, der har en ph.d i iranstudier og er ansat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, ToRS, på Københavns Universitet.

Journalister kan kun sjældent få visum til Iran, så meget journalistisk arbejde bliver lavet hjemme fra skrivebordene. Når det er tilfældet, er journalister afhængige af at kunne få verificeret deres oplysninger fra et land, der ikke har frie og uafhængige medier. Og her er Rasmus Elling, der har flere årtiers forskning bag sig og tilmed kan persisk, en nødvendig kilde.

»Som humanistiske eksperter bliver vi afgørende for, at journalisterne overhovedet kan producere noget. Så ud over at vi lader os interviewe, udøver vi kildekritik, verificerer og kontekstualiserer nyheder, giver baggrundsviden, hjælper med kontakt til kilder og informanter i landet og oversætter indhold fra for eksempel sociale medier. Alt det tager tid, og det kræver samtidig, at jeg selv sidder klinet til skærmen det meste af dagen for at følge med, for situationen i Iran udvikler sig minut for minut.«

Bliver straffet for at tage telefonen

Ramus Elling ser det som positivt, at medierne opsøger akademisk ekspertise, når komplekse problemstillinger skal foldes ud, og han deler gladelig sin viden, for han ser det som en essentiel del af en forskers forpligtelse også at formidle uden for universitetets mure.

Men han er også frustreret. For Rasmus Elling har de seneste måneder brugt det, der svarer til en fuldtidsstilling – i og uden for arbejdstiden – på at hjælpe pressen med at forstå og formidle et vendepunkt i Irans moderne historie. Og hans indsats giver ham lige nøjagtig nul point i det system, han arbejder i.

Dertil kommer, at små sprog- og områdestudier som hans konstant bliver presset og truet på deres eksistens, og de konstante nedskæringer gør det umuligt for lektorer som Rasmus Elling at passe deres kerneopgaver, når der i perioder er efterspørgsel på hans viden uden for instituttet, fortæller han.

’Smid alt, hvad I har i hænderne og kom over i Udenrigsministeriet og fortæl os alt, hvad I ved og lav en masse arbejde’, lød det. For nu var det lige pludselig vigtigt for Danmarks sikkerhed, at der var nogle, der vidste noget om de her små lukningstruede nicheområder.

Rasmus Elling

»’Luk humaniora’, hører vi i en offentlig debat, hvor humanistiske nichefag og nørdede sprogfag ikke har nogen som helst værdi, og hvor politikere konstant udsætter os for smædekampagner og nedvurdering.«

»Vi bliver løbende presset af reformer, der skærer i vores ressourcer og af krav om, at vi skal undervise mange timer, også på små fag, og det gør det i forvejen svært at passe vores forskning,« siger Rasmus Elling.

LÆS OGSÅ: »Som det er nu, er formidling kun for os tosser, der kan lide at arbejde gratis«

Derfor lavede han i forrige uge et opslag på Facebook og LinkedIn, hvor han beklagede og bekendtgjorde, at han nu slukker sin telefon for journalister for at få arbejdsro til at forske og undervise.

»Hvis jeg tager telefonen i to måneder, hver gang en journalist ringer, så har jeg ikke tilnærmelsesvis tid til at udføre mine kerneopgaver her på instituttet, og det bliver jeg som forsker straffet for. Lader jeg derimod være, har Danmarks skatteydere så fået noget for pengene ved at have en lektor i Iranstudier siddende? Nej, vil mange sige, og jeg fornemmer en klar forventning om, at jeg står til rådighed, når det er nødvendigt. Men omvendt gider Danmark ikke betale for, at vi er nok lektorer til, at vi både kan forske, undervise og formidle i noget så vigtigt som Iran,« siger Rasmus Elling.

»Smid alt hvad I har i hænderne«

Ifølge Rasmus Elling er det langt fra første gang, han og hans kolleger bliver hevet frem og støvet af, når lokummet brænder. Det samme skete efter terrorangrebet 9/11, hvor Danmark involverede sig i en militær intervention i Afghanistan, og det gik op for myndighederne, at de ikke havde nogen, der kunne persisk og vidste noget om landet. Dengang blev Rasmus Ellings kollegaers hjælp forventet på Forsvarsakademiet, hvor de skulle bidrage med undervisning og med at kvalitetssikre uddannelsen af persiske sprogofficerer.

Et andet eksempel var under Muhammedkrisen, hvor Udenrigsministeriet fik akut behov for folk, der kunne arabisk, persisk og tyrkisk.

»’Smid alt, hvad I har i hænderne og kom over i Udenrigsministeriet og fortæl os alt, hvad I ved og lav en masse arbejde’, lød det. For nu var det lige pludselig vigtigt for Danmarks sikkerhed, at der var nogle, der vidste noget om de her små lukningstruede nicheområder. Og det står bare i skærende kontrast til al den tid, hvor politikere signalerer, at der sgu ikke er behov for os og for et bredt udvalg af sprogbaserede områdestudier.«

Ramus Elling fortsætter:

»Det arbejde, vi laver, er enormt værdifuldt. Vores alumner får jobs, der er efterspørgsel på dem ude i samfundet, alle er enige om, at Danmark mangler flere sprogkundskaber, og samtidig er vores fag udsultet og lukningstruet. Det er grotesk. Og klart, at færre og færre studerende tør søge ind på humanistiske småfag.«

Håbløst bagud

Rasmus Elling fortæller, at han de seneste måneder er kommet håbløst bagud med alting. Lige nu er han midt i at forberede en forelæsning, han skal holde på Oxford University, og vores interview har han måttet rykke et par gange, før det endelig lykkedes ham at finde en halv time. Når han alligevel gør en undtagelse og lader sig interviewe til Uniavisen trods sin tidsnød, er det fordi, han har brug for at råbe de politiske beslutningstagere op. Starte en principiel diskussion.

For hvorfor kan man ikke gøre formidling til et kvantificerbart parameter for forskere? Hvorfor er det kun peer reviewede -forskningsartikler og forskningsmidler, der tæller i det pointsystem, der en dag skal gøre dig til professor?

»Jeg synes, det er urimeligt, at man forventer, at vi laver formidling, uden at vi bliver belønnet for det. Ganske simpelt,« siger Rasmus Elling.

»I forskning siger man, at når personen har udgivet x antal artikler i x antal tidsskrifter, der er rangeret hierarkisk alt efter, hvor vigtige de angiveligt er, så er det lig med impact, der kan gøre alt muligt for din karriere. Men hvem har læst de artikler? Helt ærligt, hvor mange læser dem andre end forskere?« spørger Rasmus Elling retorisk.

»Jeg mener, at vi har en stor forpligtelse til at dele ud af vores viden til samfundet, men når det ikke bliver meriteret, betyder det for sådan en som mig, at jeg faktisk forhaler min karriere, hvis jeg bruger tid på det. Al den tid, jeg bruger på at tænke over, hvordan jeg skal formidle og på at finde baggrundsinformation, lade mig interviewe og skrive til dagblade, er tid, jeg ikke bruger på at skrive forskningsansøgninger og hive eksterne midler hjem. Det er tid, jeg ikke bruger på at skrive videnskabelige artikler, der skal udgives i toprankede tidsskrifter rundt om i verden. KU er ikke det eneste sted, det er et problem. Det er sådan, systemet er skruet sammen, fordi vi på de tørre fag er underfinansierede og overbebyrdede.«

Kæmpe impact

Rasmus Elling fortæller, at hans nærmeste leder bakker ham 100 procent op, når han holder igen og passer på sig selv i spidsbelastede perioder. Men selvom hans telefon for en stund er slukket, så ved han, at han kommer til at tænde den igen inden for en overskuelig fremtid. For han har taget et aktivt valg i sin karriere om, at formidling er vigtigt.

»Jeg har besluttet mig for, at det i sådanne situationer ikke er en mulighed for mig bare at lade være med at formidle. Så må det vente med at hive midler hjem eller udgive forskning.«

Af samme grund valgte Rasmus Elling for tre år siden også at udgive sin bog Irans moderne historie på forlaget Gyldendal i et sprog, enhver lægmand vil kunne forstå.

»Bogen gav mig ingen point som forsker, men jeg har udgivet den, fordi jeg ser det som min forpligtelse at dele min viden med danskerne. Den har fået gode anmeldelser, læsere skriver til mig, hvor vigtig den bog er – så den har givet mig så meget impact,« siger Rasmus Elling, der kalder bogen for det bedste, han har gjort i sin karriere, selvom den ingenting tæller i universitetssystemet, som han udtrykker det.

Magthaverne skal forstå, at humaniora er en hjørnesten i det oplyste samfund, et grundlag for alles forståelse for den verden, de bor i – og at dette bliver respekteret og anerkendt i stedet for at køre den ene hetz efter den anden mod fakultetet.

Rasmus Elling

For ligesom når han bruger en eftermiddag på DR med at lave en explainervideo om oprøret i Iran, der på få dage bliver set af 150.000 danskere, føler han, at hans viden kommer så mange til gavn, at det er det hele værd, meritter eller ej.

»Der er et kæmpe potentiale derude for forskningsbaseret vidensformidling i offentligheden, men ikke nogen synderlig merit i det. Det synes jeg, er virkelig ærgerligt. Jeg tror, at rigtig mange forskere kunne få virkelig stor impact ude i samfundet, hvis de havde tid til det. Ikke alle behøver at formidle i stor skala, men det skal kunne betale sig for dem, der vil og kan. Så i bund og grund handler det om, at universiteterne mere tydeligt og konkret begynder at anerkende formidling til den bredere offentlighed,« siger Rasmus Elling.

»Og så handler det om, at magthaverne skal forstå, at humaniora er en hjørnesten i det oplyste samfund, et grundlag for alles forståelse for den verden, de bor i – og at dette bliver respekteret og anerkendt i stedet for at køre den ene hetz efter den anden mod fakultetet.«

LÆS OGSÅ: »At formidle bredt er selvfølgelig noget, vi ønsker, at vores forskere har lyst til«