Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Rektor om ny sexisme-rapport: »Det her er bare ikke godt nok«

Arbejdsmiljø — Omfanget af sexistiske hændelser for ph.d.-studerende er chokerende, mener rektor, som varsler nye tiltag på baggrund af VIVE-rapport.

»Det er fuldstændig chokerende. Forfærdeligt. Overraskende på den allerkedeligste måde. Det kommer virkelig bag på mig, at det er så galt.«

Sådan siger rektor ved Københavns Universitet, Henrik C. Wegener, om tallene i ny rapport fra VIVE og Uddannelses-og Forskningsministeriet, som kortlægger sexisme og karriereforløb på danske universiteter i en undersøgelse, der omfatter besvarelser fra over 5.000 tidligere ph.d.-studerende.

Her kan man læse, at mere end hver tredje kvindelige ph.d.-studerende har oplevet mindst én verbal handling, der objektiviserer, ekskluderer eller nedværdiger dem på baggrund køn.

Når jeg ser det her, må jeg bare sige: hold da op. Der er vel et eller andet, vi ikke gør rigtigt

Henrik C. Wegener, rektor, København Universitet

Og at knap en tredjedel af de kvindelige ph.d.-studerende har oplevet mindst én ondsindet seksuel kommentar, mens en fjerdedel har oplevet uønsket fysisk kontakt, herunder seksuel tvang.

»Vi har allerede sat mange ting i gang omkring krænkende adfærd, herunder seksuelt betonet krænkerende adfærd, men når jeg ser det her, må jeg bare sige: hold da op. Der er vel et eller andet, vi ikke gør rigtigt,« siger Henrik C. Wegener.

Rektors chok skyldes ifølge ham selv, at universitetet gennem de senere år, særligt efter anden MeToo-bølge i 2020, har lavet egne undersøgelser for at zoome ind på krænkerende adfærd.

»Vi har i både APV’er og studiemiljøundersøgelser forsøgt at spørge til netop krænkende adfærd, og selvom vi er klar over, at der kan være mørketal, har ingen af de undersøgelser vist, at der var så markante problemer. Vi må jo spørge os selv, om vi måler forkert,« siger Henrik C. Wegener og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Mere end hver tredje kvindelige ph.d.-studerende udsat for sexisme 

»Vi har allerede et helt batteri af indsatser, som dels har handlet om at tydeliggøre, at vi ikke accepterer og tolererer sexisme og krænkende adfærd, og dels har vi jo virkelig mange kanaler og steder, hvor man kan henvende sig, hvis man har oplevet noget grænseoverskridende.«

Asymmetriske relationer

Arbejdsmiljøet på universitetet indeholder ifølge VIVE-rapportens konklusioner en række risikofaktorer, der skaber grobund for, at sexisme kan blomstre: Hierarkiske strukturer, korte ansættelser, små arbejdsgrupper og et konkurrencepræget arbejdsmiljø.

Er der nogle af disse risikofaktorer, man ville kunne justere på for at forbedre miljøet?

Det er ledelsens ansvar, at vi får skabt det tryggest mulige sted. Og hvis ikke det er tilfældet, skal vi gøre noget ved det

Henrik C. Wegener, rektor, Københavns Universitet

»Der er ingen tvivl om, at mentor-mentee-relationen i et ph.d.-forløb er nødvendig, og når den fungerer, kan det virkelig være en gave. Men selvfølgelig er det en asymmetrisk magtrelation, og derfor ligger det også på paletten, at vi skal uddanne vores ph.d.-vejledere endnu mere i, hvordan de bliver opmærksomme på uhensigtsmæssige dynamikker,« siger Henrik C. Wegener.

Det er en selvfølgelighed, at ingen vejledere opfører sig grænseoverskriderende over for deres ph.d.-studerende, men der kan opstå gråzoner i adfærd og relationen, som vejlederne kan blive endnu bedre til at navigere i, siger rektor.

»Der kan være situationer, hvor vejleder siger eller gør noget, som vedkommende tror er harmløst, men som opfattes anderledes. Så det skal vi arbejde med, og samtidig skal vi gøre det tydeligt over for de ph.d.-studerende, hvad de kan forvente og forlange,« siger Henrik C. Wegener.

Krænkes kvinderne ud?

Foruden at kortlægge mængden af sexistiske og grænseoverskridende oplevelser blandt ph.d.-studerende, kobler rapporten også tallene til kvinders videre karriereforløb i akademia.

Generelt er kvinderne i overtal på kandidat- og ph.d.-niveau, men det tynder ud i antallet, jo højere man kommer op i det akademiske hierarki.

LÆS OGSÅ: Mange kvindelige forskere overvejer at forlade Københavns Universitet 

VIVE-rapporten konkluderer, at forekomsten af sexistiske hændelser er højere i arbejdsmiljøer, hvor der er overrepræsentation af mænd og at kvinder i miljøer med høj forekomst af sexisme mindre sandsynligt vil fortsætte i en forskerstilling.

»Der kan være mange grunde til, at kvinder forsvinder fra akademia. Det kan være årsager som forældreskab og en urimelig arbejdsdeling i hjemmet, der er mange hypoteser. Men sexisme og krænkende adfærd må jo ikke være en faktor. Så har vi fejlet,« siger Henrik C. Wegener.

Hvis vi antager, at kvinder i nogle tilfælde simpelthen mobbes eller krænkes ud af akademia, hvordan vil I så sætte ind?

»I hele institutionen, på alle niveauer og i alle relationer. Nu snakker vi konkret om ph.d.er, som af flere forskellige årsager er en mere udsat gruppe, men det her forekommer formentlig i alle lag på universitetet. Det er ledelsens ansvar, at vi får skabt det tryggest mulige sted. Og hvis ikke det er tilfældet, skal vi gøre noget ved det.«

Hvad vil I gøre konkret?

»Vi er i gang med at lave ny handlingsplan for diversitet, mangfoldighed og inklusion på KU, som lander i slutningen af året. Og der er ingen tvivl om, at denne rapport ryger direkte ind til den styregruppe, som skal komme med konkrete bud på, hvordan vi adresserer det,« siger rektor og fortsætter:

»Rapporten har vist, at der er en bestemt gruppe, som vi skal have særligt fokus på, nemlig de ph.d.-studerende. De er jo vores fremtid, så det er helt afgørende, at de føler sig fuldstændig trygge, når de går på arbejde. Det her er bare ikke godt nok.«

Seneste