ANALYSE Når fem udenrigsministre taler med store bogstaver

Til dagens arrangement er publikum og journalister hastet ind. Anført af prorektor Lykke Friis haster udenrigsministrene ind i lokalet.

Den næste time fortæller de os, hvor meget det haster, og hvor forfærdeligt det er, hvis ikke det lykkes at lave en ambitiøs klimaaftale. Klokken 11 haster de ud igen.

Summa summarum giver det en hel masse hastværk på kort tid.

Men hvorfor al den hast? Hvad vil udenrigsministrene og deres regeringer opnå med sådan en optræden? Teorien om ’sikkerhedsliggørelse’ kan hjælpe os med at forstå det.

Sikkerhedsliggørelse i praksis

Grundlæggende i teorien er, at et emne, for eksempel klima, enten kan være ikke-politiseret (uden for dagsordenen), politiseret (en del af den normale politiske proces på linje med andre emner) eller sikkerhedsliggjort (løftet over normal politik).

Når et emne er sikkerhedsliggjort, træder de normale spilleregler for beslutningstagen ud af kraft, og det bliver herved muligt for beslutningstagerne at anvende ekstraordinære midler. Problemet må løses uanset prisen.

Det mest oplagte eksempel er sikkerhedsliggørelse af en stats overlevelse ved trussel fra andre stater, men det er også muligt at sikkerhedsliggøre andre områder, herunder klimaspørgsmålet.

Hermed er det også sagt, at hvad der anses for en trussel ikke er objektivt og fast defineret, men at trusler skabes og formes (konstrueres) gennem talehandlinger.

Klimaet drukner

I et politisk perspektiv er klimaets problem, at det drukner under en række andre problemer.

Der opstår konstant nye ’kriser’, som skal løses nu og her, hvorimod konsekvenserne af klimaproblemet er langsigtede. Finanskrise, fødevarekrise og andre kriser haster mere og optager forsiderne, fordi de er mere konkrete.

Der ligger altså både en udfordring i at råbe medierne op og i at opnå accept fra vælgerne, så de kan blive genvalgt. Disse to udfordringer påvirker naturligvis hinanden gensidigt.

Hvordan tiltrækker man opmærksomhed? Man samler fem væsentlige udenrigsministre, der rangerer højere end klima- og miljøministre. Man samler to af Europas stormagter, EU’s formandskab (Sverige), værten for topmødet (Danmark) og Finland (hvis udenrigsminister passende jokede med, at han kunne slappe af, imens de andre klarede opgaven).

Et råb om hjælp

Hvordan redder man klimaet fra druknedøden? Man råber om hjælp. Man råber højt, bruger kraftige ord og gentager dem. Når det ikke er nok, må man lave koblinger til andre problemer. Det gøres ofte ved at gøre problemet til et sikkerhedsspørgsmål.

Man gør det for at fange publikums opmærksomhed – første prioritet er medierne og anden prioritet er de tilstedeværende ved mødet. Det er i sidste ende publikum, der skal acceptere de fem udenrigsministres påstand om, hvor meget det haster, og hvor vigtigt det er.

Ser vi på udenrigsministres optræden, var alle elementerne til stede.

Til tonerne af ’The Final Countdown’ trådte de symbolsk ind, og de fortalte i deres oplæg stort set det samme: Det er for staternes og individernes sikkerheds skyld, at det haster med en ambitiøs klimaaftale, koste hvad det koste vil.

Ser vi på ordvalget i løbet af de 30 minutters oplæg efterfulgt af spørgsmål, genspejles mønstret. Ord som ’sikkerhed’ (32 gange), ’haster’ ( 14), ’trussel’ (10) og ’nødsituation’ (9) optrådte hyppigt i forbindelse med ’klimaforandringer’ for at understrege vigtigheden. Det vil medføre flere krige, hungersnød og en række andre ting, hvis ikke vi får løst dette, lyder logikken.

En succes?

Kan vi så sige, at dagens forsøg på sikkerhedsliggørelse var en succes? Har udenrigsministrene opnået accept til at indgå en ambitiøs klimaaftale uanset prisen af dette?

Det klare og utvetydige svar er: Måske. Det lader sig ikke så let måle, hvorvidt forsøget lykkedes, da der på klimaspørgsmålet er et stort publikum og et komplekst net af aktører.

Publikum er de enkelte parlamenter, som skal give mandat til, at forhandlerne kan indgå en ambitiøs aftale i København. Derudover er det befolkningerne i de enkelte lande, som skal acceptere deres politikeres handlinger, særligt i demokratier hvor politikerne gerne vil genvælges. Endelig er der en række aktører, der præger debatten for og imod.

En vurdering af succesen kan derfor først laves efter klimatopmødet i København. Pointen her må være, at de fem lande er gået i gang med at bruge alle mulige midler for at overbevise deres befolkninger og omverdenen om vigtigheden af en ambitiøs klimaaftale i København. Koste hvad det koste vil.

uni-avis@adm.ku.dk