75 nyslåede kandidater præsenterer deres speciale, og du er inviteret

75 nyuddannede kandidater går i disse dage rundt med sommerfugle i maven. For 5. og 6. oktober skal de præsentere deres speciale for andre studerende, dimittender, organisationer og samfundsaktører på en specialefestival med fri adgang for alle interesserede.

»Hvert år produceres omkring 26.000 specialer fyldt med viden, der kan skabe en bedre fremtid. Men de fleste bliver hverken hørt, hyldet eller anerkendt. Det gør vi op med! Vi bryder de akademiske lænker og baner vejen for mere intelligente og vidensbaserede samfundsløsninger.«

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra festivalens arrangører, Station og Ungdomsbureauet.

Forud for præsentationen har 75 udvalgte kandidater deltaget i en retorikworkshop arrangeret af Røst og været på feedbackkursus, hvor de skulle høre hinandens foreløbige præsentationer og udveksle kærlig kritik. Alt sammen for at styrke deres evne til at vække interesse blandt folk uden for deres forskningsfelt ved for eksempel at bruge hverdagssprog i stedet for akademiske termer.

Vi har mødt to af deltagerne. Prince Henry Asare og Sofie Rechendorff Andersen har begge afleveret speciale på KU i 2023. Selv om deres afhandlinger er vidt forskellige, har de det tilfælles, at de ikke er skrevet for at samle støv i skrivebordsskuffen.

Minoritetsetniske personer på højskole

Prince Henry Asares speciale er en sociologisk undersøgelse af, hvordan minoritetsetniske personer oplever at indgå i højskolefællesskaber.

»Jeg har kigget på, hvilken betydning disse personers oplevelser har for deres følelser og sociale bånd. Altså deres relationer til sig selv, andre elever, lærere og højskolen som institution.«

Specialet viser blandt andet, at ti ud af 14 interviewpersoner ikke vil anbefale andre minoritetsetniske personer at tage på højskole.

Den diskrimination jeg selv oplevede, blev ikke håndteret særlig godt.

Prince Henry Asare

»En har oplevet at få tegnet hagekors på sin dør, en anden at få sit hår befamlet af en underviser, og flere oplever at blive andetgjort ved for eksempel konsekvent at blive talt engelsk til, selv om de som danske statsborgere, der både er født og opvokset i Danmark, taler flydende dansk.«

Dog viser specialet, at det ikke per definition er diskriminationen, der fører til isolation og ensomhed. Det er nærmere den manglende håndtering fra højskolens side.

»Hvis man oplever støtte fra lærere og andre elever i situationer med diskrimination, kan man faktisk komme sig over de dårlige oplevelser og stadig have lyst til at deltage i fællesskabet. Min klare anbefaling er derfor, at højskoler og alle andre slags fællesskaber aktivt forebygger og håndterer diskrimination med for eksempel mangfoldighedsstrategier. Hvis man er opmærksom på de her sociale mekanismer, kan man skabe stærkere og mere inkluderende fællesskaber for både majoriteten og minoriteten.«

En mail om dagen

Hvordan fik du ideen til dit speciale?

»Mellem min bachelor og kandidat brugte jeg nogle år på at mærke efter, hvor jeg var i livet, og hvad jeg havde lyst til at bruge sociologien til. Blandt andet tog jeg et halvt år på Roskilde Festival Højskole. Den diskrimination jeg selv oplevede, blev ikke håndteret særlig godt, og jeg kunne ikke finde ret meget viden på området. Det var der, frøene til mit speciale blev sået.«

Hvorfor tilmeldte du dig specialefestivalen?

»Der bliver produceret rigtig meget viden på universiteterne, som aldrig kommer uden for murene. Det er viden, som går tabt, selv om den er rigtig brugbar for fællesskaber, virksomheder og organisationer, fordi den kan løse konkrete problemer ude i virkeligheden. Jeg ved, at mit eget speciale kan bruges i praksis, så det har hele tiden været en opmærksomhed for mig, at det ikke måtte slutte, efter det var afleveret. Det samme fik jeg at vide af min eksaminator.«

Faktisk får jeg næsten en mail om dagen fra nogen, der gerne vil læse specialet.

Prince Henry Asare

Prince Henry Asare mærkede hurtigt, at der var interesse for hans speciale:

»Kort efter jeg havde afleveret, blev jeg spurgt, om jeg ville fortælle om mit speciale på Folkemødet. For nylig skrev Højskolebladet en seks siders forsideartikel om det, og så har jeg været inde hos kulturministeren for at give mine anbefalinger videre. Faktisk får jeg næsten en mail om dagen fra nogen, der gerne vil læse specialet.«

»Specialfestivalen er en god platform for at nå bredere ud og formidle til andre end vejleder og censor. Jeg håber, der kommer nogen, som kan se mine kompetencer i deres virksomhed eller organisation. Den viden, vi præsenterer på festivalen, er jo helt ny, så der er sikkert mange erhverv, der er nysgerrige.«

Hvad var det sværeste ved at skrive speciale?

»Jeg måtte udskyde to gange. Det har været otte hårde måneder, for det er et tungt emne at beskæftige sig med. Jeg sad med meget følelsesladede interviews – jeg tror, en tredjedel brød grædende sammen. Så det var hårdt at sidde alene med. I en periode troede jeg slet ikke, at jeg ville aflevere. Men jeg følte, jeg skyldte en masse mennesker, særligt mine informanter, at få specialet ud og leve uden for universitetet. Jeg sad jo med en viden, som ikke eksisterede andre steder.«

Det tog alt, hvad Prince Henry Asare havde i sig at skrive specialet:

»Da jeg endelig var færdig, var det den største forløsning. Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg var tømt for energi. Min krop reagerede, og jeg sov i to dage.«

En god elevatorpitch

Hvad er dine råd til andre, der skriver speciale?

»Tænk over dit emne tidligt. Jeg startede næsten et år inden med at lave et Google Docs, hvor jeg noterede ideer til teorier, vejleder, hvilken forskning der allerede eksisterede, og hvad der manglede. Det gør skriveprocessen nemmere, hvis man har et overblik over forskningsfeltet allerede inden, man starter.«

Og så skal man ikke være bange for at spørge om hjælp:

»Skriv til mulige vejledere og spørg om et møde med dem. Det kan du aldrig gøre for tidligt. Sig, hey, jeg overvejer at skrive om det her. Det behøver ikke være konkret. Du skal bare have en fornemmelse af et område, der ville være spændende. Spørg, hvordan kunne jeg gå til det metodisk? Hvordan kunne jeg gå til det teoretisk? Hvad skal jeg være opmærksom på? Er der noget på feltet, som du ved rigtig meget om, som jeg måske kan bruge?«

Prince Henry Asare har også et råd af praktisk karakter:

»Det er virkelig vigtigt, at man faktisk har et sted, hvor man kan skrive. Det gør noget godt for ens produktivitet. På den måde kan man også lægge arbejdet fra sig og tage hjem uden at tage specialet med.«

Hvad har du lært af at deltage i specialefestivalen?

»På den første workshop havde vi en hurtigskrivningsøvelse, der skulle få os til at finde ind til kernen i specialet. Vi har jo kun ti minutter til at præsentere. Det er meget angstprovokerende for mig at skulle skære et speciale på 70 sider så meget ind til benet. Men det er en god elevatorpitch at have i baghånden til jobsamtaler. Og så har jeg skullet øve mig på at formidle i hverdagssprog i stedet for akademisk. Jeg er både nervøs og spændt på at præsentere, for det betyder noget for mig.«

Ideologi og begær i vampyrserien Twilight

Sofie Rechendorff Andersen afleverede sit speciale med titlen Horny, Masochistic Lamb: Ideologiske fremstillinger af begær i Stephenie Meyers Twilight-romaner i februar 2023.

Kort sagt konkluderer specialet blandt andet, at ungdomsbøgerne i Twilight-serien hverken kan læses som kvindeundertrykkende eller kvindefrigørende. De er begge dele.

»På den ene side har serien kvindeundertrykkende tendenser, for eksempel mødomsfortællinger som fremstiller et liv uden sex før ægteskabet som efterstræbelsesværdigt. Desuden indikerer vampyrmetaforen, at mandens begær efter kvinden omfatter at fortære hende og slå hende ihjel. På den måde er mandens begær farligt for kvinden – og ikke omvendt.«

»På den anden side oplevede mange fans det som frigørende, at det er den kvindelige hovedkarakter Bellas begær, der er omdrejningspunktet. Kvindens oplevelse af sin egen seksualitet er i fokus frem for det klassiske ’male gaze’, som ellers dominerer populærkulturen. Kvinden bliver ikke seksualiseret, hun seksualiserer.«

Gik i sort, men fandt en niche

Hvordan fik du ideen til dit speciale?

»Faktisk ville jeg ønske, at jeg havde kendt til specialefestivalen, inden jeg skrev speciale, så jeg kunne tage til den og blive inspireret. I stedet havde jeg en note med ideer på min telefon. En af ideerne i mine noter handlede om horror-graviditeter, som jeg tidligere har skrevet eksamen om. Jeg havde egentlig ikke genbesøgt Twilight, siden jeg var teenager, så det var lidt tilfældigt.«

»Da jeg så skulle søge vejleder og vælge mellem de mange ideer, jeg havde skrevet på min telefon, gik jeg helt i sort. Jeg blankede fuldstændig. Og så valgte jeg Twilight, simpelthen fordi der var en underviser, som jeg godt kunne lide, som har lavet noget forskning om vampyrer. Jeg valgte emnet for at få hende som vejleder, og så fik jeg hende ikke. Og på det tidspunkt kunne jeg ikke engang huske, hvorfor jeg havde overvejet det, og hvad jeg ville med det. Så det var en underlig bagvendt vej.«

Hvorfor tilmeldte du dig specialefestivalen?

Litteratur til unge piger som Twilight er stigmatiseret og anses som lavkultur.

Sofie Rechendorff Andersen

»Fordi jeg godt kunne tænke mig at få mit speciale ud i verden. Det er så antiklimatisk at have brugt så meget tid og energi på noget, og så er det kun ens lærer og censor, der læser det. På Litteraturvidenskab skal man heller ikke forsvare specialet. Man afleverer det bare ved at trykke på en knap, fire uger senere får man en karakter, og så er det ligesom det.«

»Og så er emnet vigtigt at fortælle om. Min vejleder sagde, at jeg skulle prøve at holde foredrag og få mit speciale udgivet i nogle tidsskrifter, fordi der ikke er så meget litteraturvidenskabelig forskning i ungdomslitteratur. Især litteratur til unge piger som Twilight er stigmatiseret og anses som lavkultur.«

»Det er jo paradoksalt, når den litteratur har så stor påvirkning på læsere i den formative alder. Jeg tror, Twilight har formet mange i min generations forståelse af, hvad sex, begær og kærlighed er. Også af den grund er litteraturvidenskabelig forskning vigtig.«

Noget personligt og noget provokerende

Men at skabe opmærksomhed om sit speciale er nemmere sagt end gjort, siger Sofie Rechendorff Andersen.

»Det er angstprovokerende og sårbart, og det kræver selvtillid at tro på, at ens speciale er det værd. Jeg har været bange for at sende det ud til alle mulige tidsskrifter, hvis nu de ikke ville bringe det. Derudover har jeg haft travlt med at søge ny bolig og nyt arbejde, efter jeg blev færdig. Skrevet jobansøgninger, været til samtaler, ledt efter et sted at bo og så videre. Der er mange nederlag, så jeg har ikke haft tid til at arbejde mere med specialet endnu.«

Heldigvis kom specialefestivalen ind i billedet:

Tro ikke på din hjerne, når den siger, at det hele er noget lort. Det betyder bare, at du skal gå en tur.

Sofie Rechendorff Andersen

»Jeg tænkte, at festivalen var en oplagt måde at komme tilbage til specialet igen, for jeg har nærmest ikke kigget på det, siden jeg afleverede. Det virker overkommeligt at skulle stille sig op i ti minutter og formidle noget, jeg er ekspert i, for udenforstående. Jeg håber at få noget brugbar feedback, så jeg kan få skrevet nogle artikler og forhåbentlig komme ud på biblioteker og tale om det.«

Hvad er dine råd til andre, der skriver speciale?

»Jeg ville ønske, at jeg havde været mere opmærksom på at række ud til min specialevejleder. Brug din vejleder så meget som muligt, planlæg måske at mødes en gang om måneden. Selv om man tænker, at der ikke er så meget at tale om, er der bare altid noget, man er i tvivl om. Og det er superhårdt at sidde med alene.«

»Og gå ikke i panik. Du kommer til at få skriveblokade og tvivle, og det hjælper ikke at kæmpe imod. Man kan virkelig komme til at second guess’e sig selv meget, når man står så meget på egne ben. Så tro ikke på din hjerne, når den siger, at det hele er noget lort. Det betyder bare, at du skal gå en tur.«

»Jeg havde det fucking skidt op til min oprindelige deadline, for jeg havde så travlt. Det var ikke det værd. Så jeg endte med at udskyde afleveringen, hvilket jeg kun kan anbefale. Husk at sige til din vejleder, hvornår du regner med at aflevere, så du også kan få hjælp til at styre tiden.«

Hvad har du lært af at deltage i specialefestivalen?

»På den første workshop lærte jeg om en retorisk model, der siger, at et godt oplæg indeholder noget personligt, noget relevant, noget provokerende, noget rart og et hook, det vil sige en krog, der sætter sig fast i modtageren. På den anden workshop skulle vi give feedback på hinandens oplæg. Jeg troede, mit oplæg var godt, og at jeg var klar til festivalen. Men jeg gik derfra og var sådan, okay, det er jeg måske ikke helt. For der var meget, jeg ikke havde overvejet, og det var superfedt at få med.«