Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Det er nok det eneste 10-tal, jeg kommer til at lave på det her studie. Og nu bliver det så annulleret.« SUND-studerende demonstrerer

Demonstration — Studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Faktultet tvinges nu til reeksamen grundet en fejl fra fakultetet. De efterlyser lydhørhed hos dekanatet. Uniavisen var forbi demonstrationen ved Panum.

En hel del regntøj, enkelte paraplyer og rigtig mange gennemblødte dunjakker var fredag formiddag samlet foran Mærsk Tårnet ved Panum Instituttet.

»KU har brug for sund fornuft,« råber omkring 50 medicinstuderende med henvisning til Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der går under navnet SUND.

De demonstrerer mod dekanatets beslutning om, at studerende på 3. semester har fået annulleret en eksamen og nu skal til reeksamen. Det skal de, fordi deres kursusleder på faget sundheds- og medicinsk psykologi ved en fejl har genbrugt et eksamenssæt fra 2008 til deres eksamen. Et eksamenssæt som lå tilgængeligt online, og som de derfor i princippet har haft adgang til under eksamen.

Men det vil de studerende ikke finde sig i.

Mens regnen får spraymalede statements som »uSUND Fakultet« og »Dårlige SUNDskyldninger« til langsomt at gå i opløsning, brager Another Brick In The Wall ud af soundboksen.

»We don’t need no education«, synger Pink Floyd, og de studerende skråler med.

Reeksamen falder midt i et semester, der med et krævende anatomikursus er kendt for at trække tænder ud. Men selvom det er beklageligt, er der ikke meget at gøre ved det, lyder meldingen fra dekanen og prodekanen, der fredag er mødt op til demonstrationen, og som begge står lidt betuttede og ser med fra afstand.

Fællesadministrationens jurister har nemlig vurderet, at fakultetet ikke kan sikre legitimiteten af eksamen og dermed i sidste ende de studerendes eksamensbevis, lyder forklaringen fra dekanatet.

Nu er de studerende derfor gået til Folketingets Ombudsmand, som skal vurdere, om de studerende kan få medhold.

 

»Jeg håber virkelig, at det her oprør kan sikre, at det ikke sker igen«

»Jeg har frameldt mig eksamen. Jeg føler slet ikke, at jeg har tid til det her på 3. semester. Så jeg må tage den på et andet tidspunkt. Jeg har stadig mine bøger osv., men jeg føler godt nok ikke, at man får lyst til at gøre noget ud af det denne her gang, når man har gjort det før. Så det kommer jeg nok ikke til at gøre. Også bare for at sende et signal om, at det er virkelig presset, at vi er utilfredse, og at vi ikke synes, det er en ordentlig måde, det er blevet gjort på.«

»Det er megafedt, at der er så mange andre, der støtter op, så det ikke kun er 3. semester, der står herude i regnen og råber og skriger. Nu hvor både prodekanen og dekanen er mødt op, håber jeg da, at det kan gøre en forskel. Men om ikke andet håber jeg virkelig, at det her oprør kan sikre, at det ikke sker igen. Og at dekanatet tænker sig lidt mere om fremover.«

 

»NU skal der lige pludselig strammes vildt meget op«

Ellen Kehlet: »Jeg er bange for, at det kommer til at ske igen, og at de laver det samme nummer på en endnu større eksamen. Jeg har hørt megamange historier om, at det er sket før på det her fag, hvor der også er blevet klaget, og at det generelt er sådan, at der bare bliver ændret en lille smule i spørgsmålene fra gang til gang. Så det virker som om dekanatet bare har besluttet sig for, at nu er det nu. NU skal der lige pludselig strammes vildt meget op. Det er bare unfair, at det skal gå ud over os.«

Lærke Mejdal Jensen: »Jeg føler, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet. Vi sidder i forvejen på studiet til langt ud på aftenen, og det her semester er klart det hårdeste, vi har været udsat for hidtil. Derudover er det også kommet lidt en chokbølge, fordi der er så mange, der er dumpet denne her eksamen, som ellers normalt ikke har så høj en dumpeprocent.«

»Jeg havde overvejet at ombooke den. Men vi kunne enten vælge at tage den under vores TKO (tidlig kliniske ophold), hvor vi er ude i klinik, så det ligger vildt dårligt. Og ellers i sommerferien, og det er også bare sygt ærgerligt.«

 

»Beslutningen er fuldstændig hul i hovedet, så det er problematisk at dekanatet holder fast«

»Jeg synes, det er pisseærgerligt, for det er nok det eneste 10-tal, jeg kommer til at lave på det her studie. Og nu bliver det så annulleret. Men det er jo, hvad det er. Jeg er trods alt glad for, at det ikke er eksamen på 1. eller 2. semester, for så kunne jeg seriøst have overvejet at droppe ud. For det er jo så hårdt at skulle til at læse op igen.

Man skulle tro, at det var nemmere at blive hørt her på KU. For uden nogen studerende, er der jo ikke noget universitet. Når vi bliver undermineret på denne her måde og bliver mødt med en hel masse paragraffer og jurister og et enkelt Zoom-møde som den eneste kommunikation, hvor de prøver at spise os af med nogle halvdårlige undskyldninger, har vi jo ikke en dialog. Selvom fakultetet faktisk siger, at de vil os det bedste. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror, at de vil os det bedste, indtil det bliver ubelejligt for dem selv. Og sådan burde det ikke være.«

Det er selvfølgelig en meget beklagelig situation. Men når juraen har talt, så er det vel svært for dekanatet at gøre særlig meget til eller fra?

Måske, men det er godt nok også problematisk, at der er så stor opbakning til det her oprør, og at den generelle holdning er, at denne her beslutning er fuldstændigt hul i hovedet, at de så holder fast. Bare fordi det har udviklet sig til en principsag for dem. På det Zoom-møde der er blevet holdt, har de efter sigende forklaret sig med, at hvis de havde vidst, at der var blevet genbrugt eksamenssæt før og havde kendt til flere detaljer i sagen noget før, så havde de nok reageret anderledes. Men at det er en principsag, fordi dekanatet er nyt, og derfor bliver de nødt til at fremstå stærke. Men det kan jo ikke passe, at det skal være på de studerendes bekostning.«

LÆS OGSÅ: Fejl fra fakultetet: Medicinstuderende sendes til reeksamen under mareridtssemester

Seneste