Det eneste fremdriftsreformen har til fælles med rundbold, er et bat

Man kan sagtens kombinere ønsket om at lære og ønsket om ikke nødvendigvis at være bundet til universitetets stole.

Efter min mening bevæger Københavns Universitet sig ud på en farlig sti i forslaget om at eliminere muligheden for orlov på kandidatuddannelsen – det vil ikke bare skade deres studerende, det vil efter min mening også skade muligheden for den brede forskning.



Jeg har fra starten af min uddannelse vidst, jeg vil være journalist. Jeg har ligeledes fra starten vidst, at jeg både måtte have mere erfaring og flere hår på brysterne, inden jeg kunne gøre mig forhåbninger om at blive en del af Danmarks Radios brogede univers.

Jeg planlagde ikke at denne entre skulle være i form af en praktik. Jeg ville arbejde! Derfor tog jeg tilvalgsfag, der kunne sætten prikken over mit personlige i, for alle ved, hvor ondt det gør at være nederst, når der bliver råbt ”BUNKE!”.



Jeg har taget tilløb til min kandidat. Tilløb til den orlov, jeg havde planlagt at holde for at dygtiggøre mig i mit fag. Jeg har taget fag i adaptioner, for bedre at kunne formidle skrevne historier til tv-mediet. Taget fag i mediehistorie, for bedre at kunne forstå mediernes udvikling. Taget min grunduddannelse på Dansk for at få de bedst mulige sproglige kompetencer.

Hvis det havde været en rundboldturnering, ville jeg føle, mine 100 englehop var overstået. Jeg ville glæde mig til at slå en befrier, for jeg ville have evnerne og kræfterne til det nu. Men det eneste, der virkelig kan sammenlignes mellem en rundboldturnering og den nuværende studiesituation, hvor fremdriftsreformen sniger sig ind, er relevansen af at bruge et bat. 



De magiske fem år

Vi skal tage vores uddannelse på de normerede fem år. Selv om det kan være svært at tage seriøst, når adskillige politikere, der har været med til at udarbejde reformen, selv har brugt det dobbelte, er det til at leve med. Det kommer til at kræve ballestramning og tungen lige i munden på eliteplan, for dumper du et enkelt fag, kan udsigten til studier uden indtægt ses med det blotte øje.


Jeg ville ønske, vi stadig havde det ekstra års SU, det er der ingen tvivl om. Men om nødvendigt kan jeg godt sprinte gennem min uddannelse. Men hvis jeg skal løbe for livet, kommer jeg til at behøve en pause. Og netop pausen er min største anke mod fremdriftsreformen. Når man kun tildeler de studerende fem år til at gennemføre deres uddannelse, burde det være den sammenlagte tid, de modtager SU, der talte. Ikke fem år i en lige linje.

Det er svært at studere. Man behøver ikke være ubegavet, fordi man dumper et kursus. Eller fordi man dumper to. Men med den nye reform er der ganske enkelt ikke plads til at dumpe længere. Jeg gør allerede mit bedste for ikke at dumpe. Hvis reformen bliver indført, vil jeg helt sikkert blive bedre til at gøre mit bedste. Men jeg vil også blive træt og have brug for at sidde en omgang over, hvis jeg skal kunne præstere gejst, beståede eksaminer og resultater for mit fag.

Den helt essentielle pause

En eksamensklassiker er at læse det samme ord 40 gange. Ordet mister sin betydning undervejs, og man mister lysten til at læse videre. Som regel hjælper det mig enten at tage en pause eller at holde bogen længere ud fra hovedet, så jeg kan se ordet på den ny måde. Her genfinder det som regel sin betydning. På denne måde skal regeringen og Københavns Universitet se på de studerendes mulighed for at tage orlov.

Universitet udbyder hverken nødvendigvis fag eller rummer muligheden for praktik med lige præcis det sigte, vi ønsker, og det er derfor i høj grad under orlov, vi kan lære. Det er her, vi kan sørge for, vi ikke spilder vores tid, mens vi studerer ved at øve os, prøve nye metoder og vinkler, lave frivilligt arbejde, rejse udenlands, tage et studierelevant fuldtidsjob eller forske, så vi er klar til kommende kurser, specialer og undervisningsrelateret forskning.

For det er jo netop pointen. Vi vil bare have lov til at puste ud. Til at blive bedre. Vi forventer ikke SU under orlov – blot en forståelse af at man kan dygtiggøre sig på andre måder end at have næsen i bøger, og at dette altså kan forlænge de magiske fem år. Praktikpladserne er ofte fuldtids, og er derfor ikke i harmoni med at have sideløbende fag, og muligheden for orlov er derfor helt essentiel.

Jeg havde glædet mig til min orlov, hvor jeg håbede at kunne få et job på Ramasjang og lære at producere børne-tv. Jeg havde ikke planlagt at holde orlov for at se Hawaii og nyde økulturen eller andet ‘lal’, som det ofte er blevet benævnt af politikerne. Jeg ville ikke pause mit studie for at dovne. Jeg ville pause det for at studere andre måder og emner end Københavns Universitet har ressourcer og kompetencer til at udbyde.

Efter min mening er det snobberi, at vi skal være færdige på fem år. Hvis vi selv betaler for orlov, kan jeg ikke se problemet i, at vi udvider vores uddannelse. Universitetet er ikke de eneste, der kan lære os noget. Hvad vi lærer under vores orlov, kan både give os en faglig og psykisk ballast til at gennemføre den resterende del af vores uddannelse. Det kan være det pusterum, der gør, vi ikke dropper ud af vores studie, fordi vi både finder overskuddet og den faglige gejst igen.



Frygten for den ensartede forskning

Det er ikke kun det ærlige behov for en pause, der fylder. Hvis forslaget om helt at afskaffe orlovsmuligheden på kandidatuddannelserne bliver en realitet, frygter jeg, vi bliver for ens uddannede. Vi kommer hverken til at have tiden, rummet eller muligheden for at skille os ud på nogen væsentlig måde.

For vi må hverken puste ud, mens vi tænker over vores næste træk, eller bruge en pause på at prøve en anden metode, så vi kan blive bedre. Jeg tror det vil skade universitetet at indføre forslaget omkring afskaffelse af mulighed for orlov udover ved sygdom og graviditet.

Når de studerende hverken kan forske, rejse eller arbejde på egen hånd, vil de afleverede specialer have en langt smallere horisont, da de studerende nu kun vil have mulighed for at tage udgangspunkt i, præcis hvad de lærer i de fag, universitetet udbyder. Det er en skam – jeg tror der kommer til at ryge kreativitet, ideer og en masse drømme på kontoen, hvis orloven på kandidatuddannelsen helt bliver sløjfet.

Det eneste fremdriftsreformen har til fælles med rundbold, er et bat. Jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet, fordi jeg ikke holdt den på min bachelor, mens der stadig var tid. Men jeg har også lyst til at slå ledelsen på Københavns Universitet en lille smule i hovedet for at få dem til at forstå, at for at løbe så hurtigt, som de beder os om, må man ganske enkelt både have tid til at puste ud og til at øve sig, ellers ender benene med at knække sammen under en.

uni-avis@adm.ku.dk