Det er ikke synd for de studerende, der mister det sjette SU-år

Blandt studerende og overførselsindkomstentusiaster lyder der generelt et ramaskrig over SU-reformen, som giver de studerende fem års understøttelse i stedet for seks år.

Dette er et »generationstyveri«, udtalte SF’s udannelsesordfører Sofie Lippert til Uniavisen, som »rammer studieskiftere hårdt, når der ikke længere er klip ud over normeret tid.«

Esben Salmonsen fra Danske Studerendes Fællesråd udtaler, at reformen medfører, at omtalte studieskiftere bliver »nødsaget til at optage lån for at finansiere et skifte til et andet studie.« Planen om fem års understøttelse »rammer socialt skævt« og » kommer tydeligvis også til at påvirke studerende fra uddannelsesfremmede hjem«

De samme pointer gentages af alle mulige interessenter til alle mulige medier, der vil gentage ramaskrigene.

Hvilket generationstyveri?

Det pudsige ved disse argumenter er, at de ikke fokuserer på, om SU-reformen er retfærdig, men om den er gavnlig for ditten eller datten. Modstandere af SU-reformen taler aldrig om midlet – at tage fra de arbejdende for at give til de studerende – men taler kun om målet om uddannelse og SU og disses positive værdi. Men skylder vi ikke alle, der finansierer SU’en – altså alle der betaler skat – at kunne forklare, hvorfor det er retfærdigt, at staten beslaglægger deres penge til dette formål?

For mig virker det ikke som en tilstrækkelig forklaring, at skatteydernes penge luner i de studerendes lommer. Så når ingen løfter denne forklaringsopgave, tyder det på, at det er svært.

SF’s Sofie Lippert har egentlig ret i, at SU-reformen er et generationstyveri; understøttelsen er jo primært penge beslaglagt fra de ældre generationer. Vi bør dog ikke glemme, at andre unge, der eksempelvis har valgt at arbejde i stedet for at studere, også finansierer SU’en, herunder akademikernes sjette SU-år. Sandt nok har nogle – ikke alle – ældre også generationsstjålet sig til SU dengang de selv tog en uddannelse, men det er altså kun i aritmetik, at minus og minus giver plus.

Generationstyveriet er dog svært at undgå, fordi de studerendes manglende betalinger til statskassen generelt skyldes deres unge alder. Det er et vilkår for velfærdsstaten, at understøttelse betales af dem, som arbejder og faktisk genererer en skatteindtægt. Samme vilkår gælder eksempelvis dem, som modtager folkepension. Pensionen betales af hvert års skatteindtægt, og derfor har folkepensionisterne – ligesom de studerende – ikke finansieret den understøttelse, de modtager: Andre generationer betaler; det har Sofie Lippert ret i.

Ville det ikke være synd for de fattige studerende, hvis de kun får fem års forsørgelse i tilgift til deres gratis uddannelse?

Men hvad er forklaringen på, at der med det sjette gratis studieår også skal følge gratis penge til mad og husly, når det ikke følger med det syvende eller ottende, som mange akademikere også tager? (Hvorfor skal det overhovedet følge med de første fem?)

Tak for festen

Det er klart, at understøttelsen er en fordel for modtagerne. Målet om, at de studerende skal have en nemmere tilværelse, bliver med sikkerhed opfyldt, når de får SU. Men er midlet – altså beslaglæggelsen af de arbejdendes løn – retfærdigt? Hvordan forklarer vi til de studerendes familiemedlemmer, naboer og gamle klassekammerater, at det er retfærdigt, at de ikke kun skal finansiere gratis uddannelse, men at de også skal betale for de studerendes forsørgelse?

LÆS OGSÅ: SF-politiker: Hold fingrene væk fra SU-klippene

De arbejdende – unge, gamle, rige, fattige; alle selvfinansierende – skal selv betale for deres mad og husly, men dette gælder ikke studerende. For de mennesker, som vælger uddannelse fra, må denne ordning virke særlig mærkværdig. Disse »uddannelsesfremmede« mennesker drager aldrig nytte af hverken gratis uddannelse eller gratis understøttelse til studerende, så de ser næppe det retfærdige i at skulle betale for et gilde, de aldrig deltog i. Ikke desto mindre beslaglægges en del af deres indtægt alligevel for at finansiere både uddannelse og underhold for andre – herunder det sjette SU-år, som primært benyttes af akademikere (samt eventuelle syvende og ottende gratis studieår.) Måske er det nærmere hér, Lippert og DSF skal snakke om at »ramme socialt skævt«?

Gratis penge modtages med kyshånd

Rockwool Fonden udtrykker til Uniavisen også sin bekymring over SU-reformen. Fonden har i en undersøgelse fundet ud af, at cirka 44 procent af de ressourcesvage og 40 procent ressourcestærke studerende – begge beregnet ud fra forældrenes indkomst – benytter sig af det sjette SU-år. Rockwool Fonden er »ikke så bekymret for akademikerbørnene«, men udtrykker i stedet bekymring for »unge med en mere ressourcesvag baggrund, fordi de typisk har et højere frafald, flere studieskift og derfor bruger det sjette SU-år tidligere.«

De fattige har altså et behov for det sjette SU-år, må vi forstå. Med andre ord: Skatteindtægter fra de arbejdende vil lune godt i de studerendes lommer. Hvis vi skal forsøge at gøre dette til en forklaring til skatteyderne – hvilket er en tilsnigelse – så må det være: Ville det ikke være synd for de fattige studerende, hvis de kun får fem års forsørgelse i tilgift til deres gratis uddannelse?

LÆS OGSÅ: Drop sjette SU-år og giv mig mit bachelorforsvar tilbage

Dog synes Rockwool Fonden jo ikke, at det er synd for de rige studerende. Dem er fonden som nævnt ikke bekymret for. For mens de 44 procent fattiges benyttelse af det sjette SU-år kobles til en økonomisk nødvendighed, så er de 40 procent riges benyttelse en slags gåde: »Vi ved faktisk ikke helt, hvorfor det forholder sig sådan,« siger Rockwool Fonden til Uniavisen.

Det kunne jo være, at de rige har det som de fattige: Gratis penge modtages med kyshånd. Det er de færreste, som nægter sig en kontant overførsel fra staten, om det så drejer sig om SU, folkepension eller en grøn check. Pengene luner jo i deres lommer – uanset hvorfor de overføres, og uanset hvor de kommer fra. Men målet om at lune lommer siger jo intet om, hvorfor midlet er retfærdigt. Med mindre det er nok at sige: Ville det ellers ikke være synd for de studerende?

Det synes jeg ikke.