Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Flere internationale studerende på vej til KU

Brain gain — Københavns Universitet kan optage op til 180 nye udenlandske studerende til sommer. Prorektor for uddannelse kalder det »glædeligt,« men har endnu ikke besluttet, hvor studiepladserne skal oprettes.

Når sommerferien slutter engang i september, og landets campusser igen fyldes af nye studerende, vil man måske kunne høre flere fremmedsprog i studenterbaren, end man plejer.

Det skyldes, at et bredt politisk flertal nu er blevet enige om en fordeling af de 1.100 nye engelsksprogede kandidatuddannelsespladser, der skal oprettes som del af kandidatreformen. Med aftalen kan universiteterne sammenlagt oprette 1.100 ekstra engelsksprogede studiepladser hvert år i perioden 2024-2028 og 2.500 pladser årligt fra 2029.

LÆS OGSÅ: Prorektor glæder sig over udsigten til flere internationale studerende: »Vi må håbe, at det også kan lade sig gøre i virkeligheden«

Kandidatreformen blev vedtaget i 2023, og i den forbindelse nedsatte regeringen både et kandidatudvalg og et »kandidatpartnerskab«. De har leveret input til fordelingen, og de har stillet to krav: Studiepladserne, der oprettes, skal være efterspurgt af virksomheder, og så skal de i videst muligt omfang ligge uden for de store byer.

For Københavns Universitet betyder det, at KU i år kan byde velkommen til 180 nye udenlandske studerende. Prorektor for uddannelse Kristian C. Lauta glæder sig til at tage imod dem:

»Internationale studerende skaber stærke miljøer og udsyn for både studerende og ansatte. Det er godt for universitetet,« lyder det fra ham i et skriftligt svar.

Nye ideer og tanker bydes velkommen

Om det bliver i Jurabar, Rolandbar, A-vej eller et fjerde sted, hvor man efter sommerferien vil kunne høre flere fremmede accenter, vides endnu ikke.

Københavns Universitet har nemlig endnu ikke besluttet, hvordan studiepladserne skal fordeles på de forskellige fakulteter. Men man er opmærksom på at efterleve kravet om relevans for arbejdsmarkedet:

»Vi har alle en interesse i, at vores studerende er med til at møde erhvervslivets efterspørgsel – ikke mindst internationale studerende, som vi ønsker bliver i Danmark og bidrager til landets udvikling,« skriver Kristian C. Lauta.

Sådan lyder det også fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som ser frem til at importere nye hoveder:

»Der er stor efterspørgsel på dygtige internationale studerende i hele landet, og en lille åben økonomi som den danske har brug for de nye idéer og tanker, som de internationale studerende bringer med til Danmark,« siger hun i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Aftalen er imidlertid et brud med den eksisterende politiske linje, hvor man de senere år har forsøgt at begrænse antallet af internationale studerende. Det gælder blandt andet en aftale fra 2021, hvor et bredt politisk flertal besluttede at reducere antallet af engelsksprogede uddannelser for at spare på statens SU-udgifter.

Men ministeriet oplyser, at der i forliget om den nye kandidatreform er taget højde for, at SU-udgifterne vil stige i forbindelse med forøgelsen af internationale studerende.

Seneste