PET del 3: »Det tror da fanden, at man har ...

Fortsat fra del 2

»I dag er der ingen der galper op over, at vi bliver registreret over det hele. Vores mails, vores telefoner, hvad vi køber i Irma og så videre. Det er ren kortlægning af, hvad vi laver.

»Modstanden mod Big Brother-staten er helt væk i dag, men især i 60’erne var det en stor debat.

»Det havde været i orden for mig, hvis man havde sagt, at man ikke ville stoppe med at registrere kommunister eller østrejser, fordi ’de var vores fjender’.

PET del 2: »Hvad havde I regnet med?«

Fortsat fra del 1

Er det i orden, at regeringer siger ét over for de folkevalgte politikere i Folketinget, men reelt gør noget helt andet, Ditlev Tamm?

DT: »Det er et kompliceret spørgsmål. Jeg mener grundlæggende ikke, at det er i orden.

»Men jeg er heller ikke den, der i dag 40 år efter skal sætte mig til dommer over for skiftende ministre og regeringers overvejelser om, hvilke slag man vil tage i Folketinget.

Da Big Brother var ung ...

Sagen kort

Er det i orden, at en regering vildleder folkevalgte politikere og befolkningen af hensyn til landets sikkerhed? Og hvor meget må ministre misinformere Folketinget, før de kan stilles til ansvar?

Fundamentale demokratiske spørgsmål som disse siver ud af siderne på PET-kommissionens nyligt udgivne 16-binds beretning om efterretningstjenestens virke under den Kolde Krig.

Ministre har talt med to tunger

Mens skiftende justitsministre under Den Kolde Krig forsikrede Folketinget og den danske befolkning om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke overvågede folk udelukkende på grund af lovlig politisk aktivitet, gav de i al fortrolighed vide beføjelser til, at PET kunne gøre netop det.

PET-historiker advarer mod juristeri

PET-kommissionens rapport fra juni er, som en sand koldkrigsberetning bør være, rig på historier om overvågning, undergravning af demokratiet og ministerløgne.

Diskussionerne i kølvandet på rapporten har drejet sig om, hvorvidt man kan stille skiftende regeringer til ansvar for at have vildledt Folketinget og befolkningen om PET’s overvågningspraksis – hvilket de ifølge beretningen har gjort.

Der er penge i PET

PET-kommissionens beretning om politiets overvågning og registrering under den Kolde Krig har været ti år undervejs, vejer så meget som en haveflise, og har indtil videre kostet statskassen i omegnen af 75 millioner kroner.

Den største luns af de penge er lønudgifter, og der er ingen tvivl om, at det har været en udmærket tjans for kommissionens medlemmer at medforfatte danmarkshistoriens dyreste kommissionsrapport.

Tamm vs. Wilhjelm på Universitetsavisen

Siden PET-kommissionens rambuk af en beretning om PET's virke under den Kolde Krig udkom i juni, har den været udsat for kritik fra flere sider. Mest iørefaldende har været kritikken af kommissionen for at frifinde periodens justitsministre og regeringer, selv om beretningen dokumenterer, at Folketinget kontinuerligt er blevet vildledt om, hvilke overvågningsbeføjelser, PET har haft.

To års kæderaslen

Sagen kort

December 2007: Justitsministeriet nedsætter Ungdomskommissionen, der skal komme med bud på, hvordan indsatsen over for ungdomskriminalitet kan styrkes. Kommissionen har 18 medlemmer, heriblandt to forskere fra universitetsverdenen: Flemming Balvig og Eva Smith, begge professorer i jura ved Københavns Universitet.

19. december 2008: Dansk Folkeparti (DF) fremsætter beslutningsforslag om at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år.

Når Frank kommer til magten

I 100 år har København haft en socialdemokratisk overborgmester, og det ser kommunalvalget den 17. november ikke ud til at ændre noget som helst ved.

Meningsmålingerne er med Frank Jensen og det samme ser SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard ud til at være, efter at have ombestemt sig et par gange. Som det ser ud nu, er Frank Jensens hovedmodstander, Venstres Pia Allerslev, milevidt fra at kunne true den tidligere justitsminister, der nu er på vej tilbage i politik.

Krydsild og varm luft på uddannelses-topmøde

Hvorfor gider tusind elever og studerende bruge en formiddag på at lægge ører til fem politikere, som de på forhånd ved, hvad vil sige? For ved de ikke godt det?

Måske er det for selv at kunne formulere indignationen ansigt til ansigt med landets folkevalgte, eller for selv at se de politiske stikpiller blive stukket. Måske er det for at heppe, eller muligvis er det blot for at brygge videre på den galde, der måtte skvulpe rundt i én.