»Forestil dig alt det, du ikke kan forestille dig.«

Den svære imperativ kommer fra tidligere ph.d.-studerende Maria Toft. Det lyder vanskeligt, og det bliver det nok også. Ikke desto mindre er det præcis, hvad hun og professor i international politik Ole Wæver vil bede forskere fra hele Norden om at gøre.

Forskere skal forestille sig et sted, hvor kreative tanker kan slå rod og gro til kæmpemæssige træer, der strækker sine grene hele vejen ud i samfundet og gør nytte, gør forskel, skaber mening.

De skal forestille sig en tilværelse, hvor fællesskab, omsorg og tillid danner rammen om vilde eksperimenter, der fører til vigtige videnskabelige gennembrud.

»Vi siger nej til det bestående og søger mod en helt grundlæggende forandring. Særligt blandt yngre forskere fornemmer jeg en dybfølt længsel mod noget andet. Mod det, der engang var nerven i videnskab. Mod rent faktisk at være med til at skabe noget,« siger Maria Toft.

Til april inviterer hun, Ole Wæver og en større gruppe af forskere til symposium på Nordisk Sommeruniversitet i Göteborg under titlen Skabelse af ny fri forskersbevægelse.

Efter tre dage skal de deltagende forskere i fællesskab lave et manifest til en bevægelse på tværs af alle nordiske lande, som skal gentænke videnskabens vilkår og rolle i samfundet.

Efter at have råbt op gennem bevægelsen ’Sæt Forskningen Fri’, der med 2.525 underskrifter fra forskere i hele landet fik hul igennem til politikerne og hevet forskningsfrihedens trange kår ud i lyset, melder forskerne klar til næste fase.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have nedsat kommission til at kulegrave forskningsfriheden

De vil viske tavlen ren og selv være med til at skabe det andet, de så inderligt higer efter.

»Det er svært at lobbye for det her, for vi aner ikke, hvor det ender. Men det er hele pointen. Og det kræver, at vi formår at frigøre os fra de logikker og systemer, som vi har været bundet af alt for længe,« siger Maria Toft.

Forskeraktivisme

I begyndelsen af 2022 stod hun, der dengang var ph.d.-studerende, frem og fortalte, hvordan ældre forskere uberettiget havde taget dele af æren for hendes originale forskningsideer. I samarbejde med foreningen PhD Association Network of Denmark, PAND, iværksatte hun kampagnen #pleasedontstealmywork mod forskningstyveri.

LÆS OGSÅ: Ny kampagne vil stoppe forskningstyveri

Samme år startede Maria Toft, Ole Wæver og en række andre forskere bevægelsen ’Sæt forskningen fri’ gennem et frihedsbrev henvendt til partiledere og forskningsordførere.

Opråbet blev bragt i Politiken i juni 2022 og fik på bare en uge 2.252 underskrifter fra forskere i hele landet.

I brevet beskrev forskerne, hvordan prekære ansættelsesforhold, tidspres, manglende tillid mellem ansatte og ledere, centralstyring og erhvervsmæssige og politiske interesser har kompromitteret den frie forskning.

»Bevægelsen gav genlyd på alle danske universiteter og også internationalt. Den åbnede dørene til Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor Ole og jeg sammen med en række andre forskere blev inviteret til møde med daværende forskningsminister Jesper Petersen (S, red.),« fortæller Maria Toft og tilføjer grinende:

»Tja, men så kom der jo valg, og så glemte man alt om det igen.«

Frihedsbrevet peger især på universitetsloven fra 2003 som årsag til den ulykkelige udvikling. Forskerne opfordrede politikerne til at oprette en kommission til at undersøge forskningsfriheden.

Det ønske imødekom den daværende minister ikke, til gengæld igangsatte Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) sidste år en undersøgelse af universiteterne i anledning af 20-året for universitetsloven.

LÆS OGSÅ: Demokrati og forskningsfrihed halter på danske universiteter

Undersøgelsen konkluderede, at universitetsloven har haft succes med sit mål om at åbne universiteterne mod omverdenen. Til gengæld, konkluderede DFIR, har loven haft problematiske følger internt på universiteterne, herunder manglende demokrati og en forskningsfrihed, der er under gevaldigt pres.

På bagkant af begge kampagner valgte Maria Toft i begyndelsen af 2023 at opsige sin stilling som ph.d.-studerende på Københavns Universitet.
»Jeg vidste godt, at det ville blive totalt kamikaze. Men jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere,« sagde hun dengang til Uniavisen.

Indvendig underminering

»I dag flyver jeg nærmest ikke længere, men da jeg gjorde, brugte jeg altid tiden i luften på at kigge ned på markerne i landskabet. Store firkanter, sirligt placeret ved siden af hinanden, men med tydelige grænser. Og en dag slog det mig, at det præcis er sådan, universitetet er indrettet,« siger Maria Toft.

Flere ting deler skylden for, at universiteterne i dag er, hvad Maria Toft beskriver som en gold ørken, »hvor ingen vilde blomster gror.«

En af dem kunne være, at der aldrig har eksisteret et stærkt fagligt fællesskab blandt danske forskere, siger Maria Toft og Ole Wæver, der også mener, det resulterer i forsvindende få tværfaglige samarbejder.

»Paradoksalt nok har det været en ulempe for forskere i Danmark, at vi har så stærk en fagforeningstradition. Altså, at vi er blevet opslugt i alle mulige forskellige fagforeninger og dermed er blevet opdelt i små faglige nichegrupper, der ikke repræsenteres af forskere,« siger Maria Toft. Ole Wæver supplerer:

»Historisk har vi været dårlige til at kæmpe vores sag. Det er nok også derfor, ingen har råbt op før nu. Det er jo kun forskerne selv, der har kunnet observere, hvordan friheden har indskrænket sig de seneste 20 år.«

Flere studier placerer Danmark i bunden, når det kommer til akademisk frihed. Blandt andet et studie fra 2017 af den britiske uddannelsesforsker Terrence Karran, der dengang placerede Danmark så lavt som nummer 24 af 28 EU-lande. En rapport fra tænketanken Justitia (2021) undersøger desuden, hvor godt den danske akademiske frihed er beskyttet sammenlignet med andre nordiske lande. Også her ligger Danmark i bund.

Ole Wæver siger, at universiteterne langsomt krakelerer indefra. Udefra står facaderne stadig intakt. Kigger man på outputtet – altså antal af publiceringer og citationer – ligger Danmark rigtig pænt på de internationale ranglister.

»Eller det vil sige, det gjorde vi. For kurven er så småt begyndt at knække. De dårlige vilkår for forskning er nu også begyndt at vise sig i output,« siger Ole Wæver og henviser til rapporten The scientific impact of Danish research 1980-2020 (bestilt og finansieret af Novo Nordisk Fonden og VILLUM FONDEN, red.)

»Her undersøger dygtige forskere fra Aarhus Universitet danske forskningsartiklers gennemslagskraft og opdaterer de målinger, der for ti år siden fik alle til at klappe hinanden på skulderen og rose den danske model. Det er tankevækkende læsning. Forskningsverdenen bevæger sig langsomt, men i dag, 20 år efter universitetsloven, kan vi roligt tillade os at sige, at noget er helt, helt galt. Og jo længere vi venter med at gøre noget, jo længere tid tager det at rette op,« siger han og fortsætter:

»Det vil kræve 10-20 år at indhente alt det forsømte.«

At outputtet længe har ligget nogenlunde stabilt er nok snarere et udtryk for, at folk er blevet dygtige til at sætte kryds de rigtige steder, end at de reelt lykkes med at skabe noget, siger Ole Wæver:

LÆS OGSÅ: Foucault ville nok have fået afvist ansøgning om forskningsmidler

»Men i virkeligheden har folk jo ofte meldt sig fuldstændig ud af fællesskabet. Alle prøver at overleve i deres egne små lommer på deres eget lille stykke jord. Der er opstået en kynisme, hvor forskere har lært at spille spillet. De har lært, hvordan man skriver bullshit-dokumenter, der foregiver at leve op til kravene til en forskningsansøgning, som får succes, fordi den bedømmes af nogen, som ikke har forstand på det pågældende forskningsområde,« siger han.

Imens forstummer de store og vigtige samtaler på universitetet:

»På alt for mange fag fortæller kollegaer, at ingen længere diskuterer, hvor deres forskningsområde er på vej hen, eller hvad de drømmer om at udvikle. For det er jo ikke længere dem, der træffer de vigtige beslutninger – det gør ledelsen,« siger Ole Wæver:

»Stille og roligt holder vi op med at tage os selv alvorligt. Vi har ikke længere en kobling til den nerve, som vi kom for. Det er en langsom, men sikker og massiv underminering indefra. Før eller siden vil det også begynde at slå igennem på vores resultater og skabe konsekvenser for samfundet,« siger han.

»Men jeg tror, at hvis vi virkelig skal lykkes med at skabe noget andet, så er vi nødt til at frisætte os selv fuldstændig. Vi er bundet af gæld, strukturer og logikker, og ideerne kan ikke trives frit i det miljø,« siger hun.

Maria Toft drømmer om hele forskerlandsbyer, gerne placeret tæt på naturen. Her skal forskere bo med deres familier, være nogenlunde selvforsynende og gældfri, og de skal lykkes med at forene familieliv med kreativ og nyskabende forskning.

»Det vil kræve en ret stor startkapital, og folk skal være indforstået med at sætte deres eget forbrug helt i bund,« siger Maria Toft.

Forskeren er kunstner

Den frie forskningsbevægelse er forankret i en vision om at skabe både bedre og mere meningsfulde liv for forskere og samtidig bidrage med den viden, samfundet har brug for, hvis forskningen skal have en chance for at løse verdens kriser.

»Vi har råbt op, og vi er gået imod det etablerede system. Men vores oprør bidrager på sin vis også til at opretholde status quo, for når vi stiller os i opposition til det bestående, bekræfter vi det også. Derfor er vi nødt til at fjerne os helt fra systemet. Det her er næste, nødvendige fase,« siger Maria Toft.

Når hun skal forklare de overordnede tanker, der skal lede forskerne på sporet af en ny måde at bedrive forskning på, sammenligner hun en forsker med en kunstner. For de to, siger hun, arbejder på mange måder ens.

Arbejdet foregår i tre stadier.

»Første stadie er at sætte penslen på lærredet. Det er her, du forestiller dig alt, hvad dit kunstværk kan blive til. Noget vil frem i dig. Personligt er det stadiet, jeg elsker mest. Det er her, skabelsen starter, og ideerne flyver frit,« siger Maria Toft.

I næste stadie ligger selve arbejdet. Du maler og former alle tanker, ideer og forestillinger til et faktisk maleri. Du begår fejl, maler over, maler nyt.

»Og så kommer tredje og sidste stadie. Dit maleri er færdigt, og nu skal du vise det frem. Alle kan se det, snakke om det, diskutere det og kritisere det – den del er vi rigtig gode til i dag,« griner Maria Toft.

»Måske ændrer du et par enkelte penselstrøg, men det er det. Og her kommer pointen, for det system, vi arbejder under i dag, støtter næsten udelukkende det sidste stadie. Der bliver skrevet en hel masse, men der bliver ikke skabt noget,« siger hun.

Ole Wæver tilføjer:

»Det er blevet en trend, at der laves enormt meget forskning, hvor der kun ændres en lille streg, mens radikale og originale ideer forsvinder helt. Faktisk publicerede tidsskriftet Nature et studie i begyndelsen af 2023, der kvantitativt dokumenterede, at nytænkningen i videnskabelige publikationer er styrtdykket.«

Selvforsynende og gældfri

Maria Toft og Ole Wæver kan endnu ikke svare på, hvor og hvordan den frie forskningsbevægelse skal eksistere i verden.

Men står det til Maria Toft, skal bevægelsen ikke blot manifestere sig som et samtalerum, den skal også eksistere som et fysisk sted.

»Det her er bare min drøm, den kan jeg slet ikke tage alle til indtægt for,« griner Maria Toft og holder afværgende hænderne i vejret.

Jeg spørger, om hun forestiller sig et liv og en tilværelse, hvor folk i bogstavelig forstand dedikerer hele deres eksistens til forskning. Det får straks Maria Toft og Ole Wæver til at bryde ud i latter.

»Jamen, det er jo hele pointen …« udbryder Ole Wæver, »… at det gør vi allerede. Der er ingen, der går ind i forskning, som ikke virkelig, virkelig brænder for det. Vi kunne have tjent langt flere penge, haft kortere arbejdstider og alle mulige andre gode ting, hvis ikke vi havde dedikeret vores liv til forskning,« siger han.

Og faktisk er det, Maria Toft foreslår slet ikke så »hippieagtigt«, som det måske lyder, indvender han:

»De her tanker findes jo allerede i universitetstraditionen. Hvis du tager til Cambridge eller Oxford University, finder du colleges, hvor folk spiser og lever sammen med andre forskere, og det foregår på tværs af fagdiscipliner.«

Det er klart, medgiver både Maria Toft og Ole Wæver, at ikke alle typer af forskning vil kunne løsrive sig fra de etablerede systemer og de eksterne finansieringer, der er omviklet af politiske og erhvervsmæssige interesser.

»Selvfølgelig er der nogle forhold omkring, lad os sige partikelfysisk, som kræver særlige betingelser og konstruktioner, der koster rigtig mange penge. Den slags forskning kan selvfølgelig ikke laves på en mark,« siger Ole Wæver og fortsætter:

»I de tilfælde ser jeg nok nærmere vores bevægelse som et parallelt system, forskere kan opsøge for at få kreative input. Vi kan håbe, at nogle vil have et forskningsmæssigt dobbeltliv. Og for andre, mindre ressourcekrævende typer af forskning, kan det måske give mening at hoppe helt over hegnet.«

Internationalt schwung

De store drømme ligger langt ude i fremtiden. I første omgang ser initiativtagerne to spor i deres fortsatte arbejde med bevægelsen.

Det ene spor begynder med symposiet i april, hvor de sammen med deres skandinaviske ligesindede vil formulere et manifest, der ifølge Maria Toft skal have »internationalt schwung.«

Det andet spor begrænser sig til den danske universitetsverden. Her drømmer initiativtagerne om at skabe større sammenhængskraft, så danske forskere på længere sigt kan få en fælles stemme.

»Vi vil gerne lave et forskermagasin, så alle tanker samles ét sted. Og så håber vi på, at der skabes en monitoreringsenhed for forskningsfrihed og en uafhængig klagemyndighed for forskere, der oplever forskningstyveri eller lignende,« siger Maria Toft og fortsætter:

»Vi har også en vision om at mindske kløften mellem samfundet og forskernes viden. For eksempel ved at lave en fælles database eller et slags ’fritflyvende universitet’ med alle forskere og deres artikler, så viden bliver nemmere tilgængelig. Sådan burde det være i et oplyst demokrati.«

»De fleste har forstået, at noget er helt galt,« siger Ole Wæver:

»Nu håber vi bare på, at der også vil være politisk vilje til at lave om på nogle strukturer. Og mens vi venter på det, vil vi arbejde med dette alternativ,« siger han.

Alle involverede i projektet arbejder frivilligt i dag. Den eneste økonomi stammer fra Nordisk Sommeruniversitet (NSU), der lægger hus til symposiet i april og igen i sommeren 2024, hvor bevægelsen forhåbentlig finder mere plads og retning.

»Vores bevægelse knytter faktisk an til det, der var Nordisk Sommeruniversitets oprindelige tanke,« siger Ole Wæver.

NSU er et nordisk forskningsforum forankret i Nordisk Ministerråd, som siden 1950 har fungeret som en uafhængig akademisk institution, der organiserer vinter- og sommersymposier på tværs af discipliner i de nordiske og baltiske lande understøttet af lokale studiekredse i mange universitetsbyer.

»I al den tid, jeg kan huske, har NSU fungeret som et parallelt netværk, hvor forskere kan prøve vilde ideer af ved siden af deres gængse forskning. For 35-40 år siden, da jeg var ung forsker, var det et fuldstændig centralt sted for mig,« siger Ole Wæver, som begræder, at NSU »som så meget andet nordisk samarbejde er blevet både undermineret og udhulet økonomisk.«

»Men det funger stadig som et af de ganske få steder, hvor man kan tænke frit,« siger han.

»Ideer, der virker skøre i det fagdisciplinære miljø, bliver prøvet af her, og nogle af dem skaber nye forskningsspor, ja til tider helt nye forskningsområder. Det handler netop, som Maria sagde, om at man tit skal være i et rum med tillid, legesyge og kampgejst for at skabe noget vigtigt.«

»Vi tror ikke, vi får den bedste sundhed af, at Novo Nordisk styrer det hele. Eller det mest bæredygtige samfund af, at Landbrug & Fødevarer påvirker forskningen med sine interesser,« siger Maria Toft.

»Til gengæld tror vi på, at der kan åbne sig nye stier, som vi endnu ikke kan forestille os, når mennesker samles, og nye synapser formes.«

Deadline for tilmelding til symposiet er 1. Marts 2024.