Er der plads til mig på Københavns Universitet?

Picasso satte pris på et ærligt udtryk, sådan beskrives det i hvert fald i bogen Kunsten at være fucking ligeglad. Jeg er ingen Picasso, men jeg lægger også vægt på et ærligt udtryk, så her kommer mit spørgsmål: Er der plads til mig på Københavns Universitet?

Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv. Hovedsageligt fylder dette spørgsmål for mig, når jeg ikke passer ind i KU’s firkantede kasser – hvilket er ret ofte.

Hvis du af den ene eller anden grund har brug for SPS – særlig pædagogik støtte – så er et væsentligt kriterie, at du IKKE må stilles bedre end de af dine medstuderende, der ikke modtager SPS. Jeg modtager SPS på grund af min ordblindhed, hvilket giver mig forlænget tid til eksamen. Den ekstra tid bør, ud fra hensigten, stille mig på lige fod med mine medstuderende. Desværre oplever jeg ikke, at jeg står på lige fod med dem.

LÆS OGSÅ: Jurastuderende og døvblind: »Ingen skal diktere, hvad jeg kan og ikke kan«

At jeg stadig føler mig bagud trods tilkendt SPS skyldes i høj grad, at KU ikke i tilstrækkelig grad anerkender, at en person kan døje med mere end én diagnose. Men jeg er ikke kun ordblind; jeg lider også af angst og en spiseforstyrrelse, og begge udfordrer mit studieliv. Selvom jeg godt kan modtage støtte for min ordblindhed eller angst, så kan kompensationerne ikke lægges sammen. Til eksamen vurderes jeg på lige vilkår som mine medstuderende, men kan der virkelig være tale om, at jeg er ligestillet med mine medstuderende, når jeg kun kompenseres for min ordblindhed, men ikke for min angst eller spiseforstyrrelse?

Når jeg går til stedeksamen, ryster jeg over det hele kroppen, jeg mister kontrollen over min krop og mine tanker. Jeg græder febrilsk

Jeg modtager ikke yderligere støtte på baggrund af min angst eller spiseforstyrrelse, selvom det kunne gøre en stor forskel for min situation. Hvis du sidder og grubler over, hvor hæmmende angst egentlig er, så skitserer jeg lige den situation, som jeg har mødt til mine tre stedeksaminer: Når jeg går til stedeksamen, ryster jeg over det hele kroppen, jeg mister kontrollen over min krop og mine tanker. Jeg græder febrilsk.

11 minutter ekstra?

Til min seneste stedeksamen måtte mine venner forsøge at berolige mig indtil det sekund, hvor eksamen gik i gang. Mine venner har oplevet, hvordan jeg bliver mere og mere fjern, jo tættere vi kommer på eksamen. Kort før eksamen har angsten overtaget mine tanker, derfor sidder mine venner og jeg tilbage i forberedelseslokalet, de omfavner mig og beroliger min, indtil min rystende krop falder til ro.

I et forsøg på at tale til min indre fornuft bliver jeg mindet om af mine venner, at jeg godt kan, at jeg har styr på pensum, at jeg fik 83/100 dagen før, da vi øvede sidste års eksamen. Okay de har ret, alt fornuft i mig fortæller, at jeg har styr på pensum, når jeg er uden for eksamenslokalet, så kan jeg også godt håndtere min angst i selve eksamenslokalet. Desuden er jeg jo blevet kompenseret for min ordblindhed, og dermed i stand til at tage eksamen på lige vilkår med mine medstuderende – i hvert fald på papiret.

Til min seneste stedeksamen i Offentlig Forvaltning 1 fik jeg 11 ekstra minutter for min ordblindhed. Nu er jeg ifølge KU lige så godt stillet ligesom alle andre? Godt nok til at gennemføre? Jeg har forsøgt, men efter tre forsøg har jeg endnu ikke formået at bestå en stedeksamen på trods af, at det har været eksamination i forskellige fag og forskellige former for stedeksamen. Men uanset hvilken form for stedeksamen, så ændrer det ikke på min ordblindhed, min angst eller på min spiseforstyrrelse.

Langtfra ligestillet

Måske er du ikke bekendt med, hvordan det er at leve med en spiseforstyrrelse. Men min egen erfaring er, at det stiller en dårligere. En dagligdag med tvangshandlinger bidrager til at fjerne koncentrationsevnen. Ikke at få sin næring hænger uløseligt sammen med præstation. Spiseforstyrrelsen udfordrer mig og mit daglige overskud. Nogle dage er gode, andre er dårlige. Det er ikke et quickfix, det tager tid, så det er ikke muligt at udskyde eksamen, indtil det er fikset. Desværre bliver min spiseforstyrrelse – set med SPS-øjne – betragtet som en biting.

En spiseforstyrrelse er ikke noget, der bliver taget højde for, når du spøger om hjælp og dispensation til eksamen. For på trods af ordblindhed, angst og en spiseforstyrrelse, er jeg stadig stillet lige så godt som dine medstuderende, når jeg har modtaget mine 11 minutter ekstra til eksamen.

Jeg mener ikke, at jeg kan nå i mål uden et ekstra skub mod målstregen

Som tidligere nævnt sørger Københavns Universitet for, at SPS-modtagere ikke stilles bedre end de resterende studerende – den opgave klarer de strålende. Jeg bliver i hvert fald ikke bedre stillet af mine ekstra 11 minutter.

Hvis studielivet var et kapløb, så er jeg som ordblind 50 meter bagved startlinjen, men tilværelsen med angst sætter mig yderligere 100 meter bagud og min spiseforstyrrelse ødelægger min forberedelse, hvilket sætter mig yderligere 50 meter bagud. SPS burde give mig et skub frem til startlinjen, hvor mine medstuderende står klar, men jeg er med mine ekstra 11 minutter stadig ikke i nærheden af startlinjen. Jeg sprinter afsted og giver alt, jeg har, men jeg når ikke i mål. Jeg kan selvfølgelig prøve igen, men mit udgangspunkt ændrer sig ikke.

LÆS OGSÅ: SF: Det er uanstændigt, at studerende med behov for hjælpemidler venter i månedsvis

Jeg mener ikke, at jeg kan nå i mål uden et ekstra skub mod målstregen.

Dette var mit ærlige udtryk for, hvordan du som studerende kommer i klemme, når du beder om hjælp på KU. Systemet på KU er ikke indrettet til dig, når du har brug for hjælp på flere parametre.