Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Tandlægestuderende borer i Claus Hjort Frederiksen: »Smertegrænsen er nået«

AKTIVISME - Tandlægestuderende fra KU er vrede over nedskæringer. De demonstrerede den 27. oktober på Rådhuspladsen, hvor skydeskiven var finansminister Claus Hjort Frederiksen.

»Hvad har Claus Hjort i sinde? Skal vi bore i blinde?«

Mens solen trækker sig væk fra Rådhuspladsen om eftermiddagen den 27. oktober, samler en opsigtsvækkende gruppe på omkring 60 mennesker sig midt på pladsen. Med hvide kitler og grønne hårnet demonstrerer tandlægestuderende fra KU mod nedskæringer.

En tandlægestuderende i fuld uniform retter på det sorte bind, som dækker hans øjne. Med en skarp lyd sætter han gang i boremaskinen og går langsomt fremad ledsaget af jubelhyl og kampråb.

På trods af den nøje aftegnede skydeskive rammer han i blinde Claus Hjort Frederiksens kind. Det er formanden for studenterforeningen, Odontologisk Forening, Frej Nørgaard, som er den første til at føre boret. Bagefter får alle lov til at forsøge at ramme tænderne på plakaten af Claus Hjort Frederiksen. Med bind for øjnene.

»Vi har nået smertegrænsen«

Demonstrationen bliver afholdt i anledning af de besparelser på Tandlægeskolen, som den nye finanslov stiller i udsigt. Tandlægeskolen har i de seneste år skullet skære kraftigt i udgifterne. Det er især gået ud over de kliniske undervisningstimer, hvor de studerende får praktisk erfaring.

»Vi har nået smertegrænsen hvad nedskæringer angår. Hvert år mister vi kliniske undervisningstimer, og vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan være bekendt over for patienterne,« siger Frej Nørgaard.

»Vi vil gerne sætte Tandlægeskolen på dagsordenen med denne demonstration. Vi fokuserer på Claus Hjort Frederiksen, fordi det er den højeste instans, den er gal med. Tandlægeskolen er slet ikke nævnt i den nye finanslov. Den almene borgers tandsundhed bør prioriteres højere.«

De sparker til en mand, som ligger ned

Amin Fallah rækker boremaskinen ud til sine medstuderende, så alle kan få lov at prøve at ramme Claus Hjort Frederiksens tandsmil. Amin er tidligere formand gennem tre år for Odontologisk Forening.

»I Danmark har vi et højt ambitionsniveau for folkesundheden. Spørgsmålet er, hvor dygtige vi skal være? Med finansloven sparker regeringen til en mand, som ligger ned. Kravene og behovet for tandlæger bliver større i fremtiden med ældrebyrden. De burde ikke skære ind til benet, når det handler om folks sundhed,« siger Amin Fallah.

Selv om Rådhuspladsen bliver koldere og koldere, bliver stemmerne højere og kampråbene vildere. Der hoppes og hujes, da tilfældige forbipasserende også bliver trukket ind og får lov at føre boret.

Ikke for de tandlægeforskrækkede

Formanden for Københavns Tandlægeforening, Peter Østergaard, er også frisk på at bore til stor jubel for forsamlingen. Han er kommet for at støtte de studerendes aktion.

»Vi er også utrygge for patientsikkerheden. Det er især manglen på praktisk erfaring, som er bekymrende. At lære at være tandlæge er som at lære at køre bil: Det gøres bedst med folk ved siden af,« siger Peter Østergaard.

På trods af mange års praktisk tandlægeerfaring rammer Peter Østergaard finansministeren i næsen. Da demonstrationen er ved at nå sin afslutning, smiler en tandløs og gennemhullet Claus Hjort Frederiksen til tilskuerne, og leder tankerne hen på det gamle bibelske udtryk øje for øje, tand for tand.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste