Vores lovgivere fatter ikke, hvad universitetet er til for

Universiteterne står i en enestående historisk situation, hvor ledelse, ansatte og studerende står samlet i enighed om, at Uddannelsesministeriets dimensioneringsplan ingen gang bør have på jorden.

Samtidig har man kunnet iagttage en ihærdig og målrettet reaktion fra alle dele af universitetets system. Ledelsen har, støttet af mange kolleger, ydet en prisværdig indsats for at vise, at ministerens plan bygger på forældede og misvisende tal, indeholder selvmodsigelser og modarbejder andre af regeringens egne mål.

Vi bakker helhjertet op om vores dekans, prodekaners, institutlederes og kollegers initiativer i denne vigtige mission.

Det er imidlertid ikke længere nok, at vi angriber dimensioneringsplanen på dens egne præmisser. Den slags ‘damage control’ – en lapning af huller, indtil den næste orkan af nedskæringer og omkalfatringer rammer – er nemlig selv et symptom på problemet.

Problemet er den måde, vores lovgivere – og desværre mange andre – er begyndt at anskue universiteternes rolle i samfundet på. En ret ny anskuelse, som helt har fortrængt de primære årsager til universiteternes eksistens.

Da offentlighedens opfattelse af samfundets institutioner er grundlæggende i et demokrati, er problemet ikke vores alene, men samfundets som sådant. Vi må derfor handle efter en langt mere offensiv og selvbevidst strategi. Vi må imødegå en grundpræmis i den nuværende tænkning: At menneskets historie kun drives af teknologiske nyskabelser, mens humanistisk tænkning udelukkende har karakter af fyld, pynt og tilpasning til de vilkår, som teknologien til enhver tid sætter.

Samtidig stiller vi spørgsmålet, om Danmark fortsat skal være en europæisk stormagt på humanioras område, med en vifte af kompetencer, opbygget over mere end 200 år.

På fakultetets stormøde 8. oktober i år stillede flere tilstedeværende spørgsmålstegn ved selve tankegangen bag den samfundsøkonomisk prægede diskussion. Dekan og prodekan erklærede sig enige i vigtigheden af det akademiske aspekt ved uddannelse og forskning, men den øvrige forsamling valgte ikke at følge op på indlæggene.

Det var tydeligt, at vi alle havde lullet os ind i en stille, resigneret accept af regeringens dagsorden, hvor man nok kan angribe tallene og bryste sig af flotte ledighedstal, men ikke bør sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af en sådan målestok.

Vi mener i lighed med dekanatet, at vi uden dannelse og åndsliv slet ikke har et humanistisk fakultet. Men vi må ikke overse, at humaniora, helt som resten af universitetet, bedriver videnskab og udfører forskning i bredeste forstand, og at vi uddanner unge ikke bare til jobmarkedet, men også til selvstændig tænkning og giver dem redskaber til at udforske verden med – evner, som ikke kun skal bruges i erhvervsøjemed, men som man siden det klassiske Grækenland har forestillet sig er nødvendige for et samfunds borgere i det hele taget.

Ja, vi skaber arbejdspladser. Men DSB skaber også arbejdspladser, og det er ikke derfor, vi har DSB – det er for at kunne bringe borgerne fra A til B. På samme måde er det nok en vigtig opgave for universiteterne at levere kandidater til bestemte dele af erhvervslivet, men ikke den primære.

Det er en myte, at der er to lejre af humanister: Dem, der har de økonomiske realiteter for øje, og dem, der sidder i elfenbenstårnet og tænker idealistisk. Vi mener, at alle humanister står ved samme frontlinje og kæmper derfra. Men når man kæmper, er det ikke tilstrækkeligt med taktik. Man skal også huske sin langsigtede strategi og frem for alt ikke føre kampen på modstanderens præmisser; så taber man i det lange løb.

Derfor er det vigtigt, at den erhvervsøkonomiske diskussion og dén om dannelse og videnskab føres samlet, og at både universitetsledelsen og vi som ansatte lægger meget større vægt på at forklare lovgivere og offentlighed, hvorfor vi engang oprettede universiteterne, hvad deres rolle i det hele taget er, og hvorfor de mange fag har overlevet kriser og krige, besættelser, oprør og reformer gennem årtier, i mange tilfælde århundreder.

At vi udgør en helhed i kraft af at være forskersammenlutninger med akademisk frihed; at vi ikke primært leverer professionsuddannelser, men studentercentreret forskningsaktivitet, og at vi er kernen i den brede uddannelse af samfundets borgere. Vi skal fortælle, at vi er institutioner for videnskab, forskning og uddannelse, og at der er god ræson i, at skiftende lovgivere gennem tiden har anerkendt vigtigheden af universiteternes autonomi, forskningsfriheden. Vi skal fortælle, at det kun er på denne måde, universiteterne kan udføre de opgaver, de er tiltænkt.

Når vi advarer om, at lige præcis fag som Kinastudier og ‘Brasiliansk’ (dvs. Portugisiske og brasilianske studier) nu er truede af lukning, kan man let få den fornemmelse, at vi har underlagt os den samme diskurs som regeringen: som var det universitetets eneste opgave at ‘levere’ til eksportsektoren, og at vi derfor skal være specifikt bange for nedlæggelse af fag, der underviser i BRIKS-landenes sprog.

Hvad med alle de andre fag, som netop Københavns Universitet har helt unikke muligheder for at undervise i, og som beskæftiger nogle af de bedste forskere i hele verden? Eller nichefagene, som vi har specialiseret viden om, og som verden beundrer os så meget for? Eller områdestudier, som vi har en berømt historisk tradition for? Eller de små fag, der ender med at løse store opgaver, som vores regering ikke lige havde forudset? Eller de mange eksperter fra humaniora, som almindelige mennesker har glæde af hver dag som eksperter i trykte og elektroniske medier?

Engang var det erhvervslivets spidsers fornemste opgave at støtte udviklingen af et mangfoldigt videnssamfund. Regeringen taler, som om det er omvendt, og det må vi ikke sidde overhørig. Vi har et fælles ansvar for at forsvare universiteterne som grundlæggende videns-, forsknings- og dannelsesinstitutioner.

For nylig valgte Politiken at lade et glimrende indlæg af lektor Svend Skriver ledsage af en karikatur af ministeren, der bad tre piger, som legede med dukker, om i stedet at læse en bog fra ingeniøruddannelsen.

For at satire skal virke, skal den jo rumme en reference til udbredte opfattelser. Er det sådan, man ser på humaniora? Er det den præmis, vi accepterer – at samfundets centrum for videnskab, viden og dannelse bliver fremstillet som en leg med dukker? Hvis ikke, så må fakultet, forskere og undervisere til at kommunikere et andet budskab ud til den brede offentlighed og til lovgivere og meningsdannere.

Ledelse og forskere må i alle sammenhænge afvise den tydeligvis udbredte præmis om, at humaniora er en ubrugelig luksus. Det er vigtigt, at vi – også på ledelsesniveau – aktivt protesterer ikke bare mod de konkrete dimensioneringsplaner, men også mod hele filosofien bag den (eller mangelen derpå). I et demokrati skaber og tilrettelægger vi de politiske realiteter i fællesskab. Og som professor Mie Femø formulerede det på stormødet – vi skal ikke kommunikere, at det er os, det er synd for, næh, for sigter man efter humaniora, så rammer man hele samfundet.

Vores råd til universitetsledelse og kolleger er derfor: Lad være med at forsvare jer selv ved at tale samme sprog som regeringen og dens økonomer. I skylder ikke erhvervslivet at skulle eksistensberettige vores uddannelser og forskningsmiljøer. Fortæl alle, der måtte have glemt det – med jeres selvtillid og samvittighed i behold – at Danmark ikke kan klare sig uden et stærkt, velfinansieret, mangfoldigt og uafhængigt humaniora.

Underskrevet af

Peter B. Andersen, lektor, Religionsvidenskab
Juni Söderberg Arnfast, lektor, Dansk
Maja Balle, ekstern lektor, Indianske sprog og kulturer
Andreas Bandak, lektor, Komparative Kulturstudier
Ildikó Bellér-Hann, lektor, Centralasienstudier
Maria Bjerregaard, studieadjunkt, Tibetologi
Iben Bjørnsson, postdoc, Historie
Nikolaj Blichfeldt, ph.d.-stipendiat, Kinastudier
Mikkel Bolt, lektor, Kunsthistorie
Gunhild Borggreen, lektor, Kunsthistorie og visuel kultur
Nicole Brisch, lektor, Assyriologi
Trine Brox, lektor, Moderne Tibetstudier
Thomas Brudholm, lektor, Minoritetsstudier
Salih Bukovica, studieadjunkt, Balkanstudier
Tanya Karoli Christensen, lektor, Sprogforandringscentret
Finn Collin, professor, Filosofi
Christine Aster Crone, ph.d.-stipendiat, Arabisk
June Dahy, studielektor, Arabisk
Kristoffer Damgaard, adjunkt, Islamisk kunst og arkæologi
Jørgen Delman, professor, Kinastudier
Ulrik Ekman, lektor, Kunsthistorie
Rasmus Chr. Elling, adjunkt, Persisk
Tuula Eskeland, lektor emerita, Finsk
Mads B. Eskildsen, studielektor, Russisk
Ester Fihl, professor, Komparative Kulturstudier
Martin Demant Frederiksen, adjunkt, Komparative Kulturstudier
Ehab Galal, adjunkt, Arabisk
Guy Geffen, studieadjunkt, Hebraisk og jødiske studier
Denise Gimpel, lektor, Kinastudier
Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, postdoc, Indoeuropæisk
Maria Fabricius Hansen, lektor, Kunsthistorie
Frida Hastrup, adjunkt, Etnologi
Thomas Klitgaard Hertel, lektor, Assyriologi
Alexander Horstmann, lektor, Thai/Sydøstasienstudier
Dorthe Rozalia Horup, specialkonsulent, ToRS
Thomas Heebøll Holm, postdoc, Historie
Adam Hyllested, postdoc, Indoeuropæisk
Lars Højer, lektor, Komparative Kulturstudier
Charlott Hoffmann Jensen, specialkonsulent, ToRS
Pia Johansen, undervisningsadjunkt, Grækenlandstudier
Birgitte Schepelern Johansen, adjunkt, Minoritetsstudier
Steffen Lund Jørgensen, ph.d.-stipendiat, Græsk og latin
Martha Sif Karrebæk, lektorvikar, Dansk
Michael Kjær, ph.d.-stipendiat, Kunsthistorie
Christian Kock, professor, Retorik
Slavko Kocunko, professor, Kunsthistorie og visuel kultur
Johnny Kondrup, professor, Dansk
Jens Tang Kristensen, ph.d.-stipendiat, Kunsthistorie
Regnar Albæk Kristensen, adjunkt, Komparative Kulturstudier
Daniella Kuzmanovic, lektor, Tyrkisk
Mikela Lundahl, adjunkt, Moderne kultur
Sandra Lucas, adjunkt, Grækenlandsstudier
Carsten Meiner, professor, Fransk
Margaret Mehl, lektor, Japanstudier
David Morris, postdoc, Audiologopædi
Ditte Marie Munch-Jurisic, ph.d.-stipendiat, Filosofi og minoritetsstudier
Chresteria Neutzsky-Wulff, DVIP, Elementarkurser i græsk og latin
Erik A. Nielsen, professor emeritus, Dansk
Jesper Nielsen, lektor, Indianske Sprog og Kulturer
Sabine Dahl Nielsen, ph.d.-stipendiat, Kunsthistorie og visuel kultur
Mikkel Nørtoft, redaktør, Sprogforandringscentret
Thomas Olander, ekstern lektor, Indoeuropæisk
Claus V. Pedersen, lektor, Persisk
Hans Christian Post, postdoc, Moderne kultur
Stine Simonsen Puri, postdoc, Komparative kulturstudier
Pia Päiviö, lektor, Finsk
Klavs Randsborg, professor, Forhistorisk arkæologi
Birgit Anette Rasmussen, professor, Indoeuropæisk
Kirsten Refsing, professor, Japanstudier
Tobias Richter, lektor, Vestasiatisk Arkæologi
Jan Rosiek, professor, Dansk
Edyta Roszko, postdoc, Sydøstasienstudier
Erik Reenberg Sand, lektor, Religionshistorie og Indologi
Joshua A. Sabih, lektor, Hebraisk og jødiske studier
Frank Sejersen, lektor, Eskimologi og arktiske studier
Jørgen Bæk Simonsen, professor, Mellemøststudier
Jakob Skovgaard-Petersen, professor, Mellemøststudier
Jan-Ulrich Sobisch, lektor, Tibetologi
Mark Philip Stadler, ph.d.-stipendiat, Indonesisk/Sydøstasienstudier
Gert Sørensen, lektor, Italiensk
Kirsten Thisted, lektor, Minoritetsstudier
Søren Thuesen, lektor, Eskimologi og arktiske Studier
Michael Alexander Ulfstjerne, ph.d.-stipendiat, Komparative Kulturstudier
Seán Vrieland, ph.d.-stipendiat, Arnamagnæansk
Joshka Wessels, postdoc, Arabisk
Peter Kurt Westergaard, lektor, Religionsvidenskab
Benedicte Nielsen Whitehead, postdoc, Indoeuropæisk
Trine Stauning Willert, adjunkt, Grækenlandsstudier
Emilija Zabiliute, ph.d., Moderne Indien og Sydasienstudier
Martin Zerlang, professor, Litteraturvidenskab
Kenneth Zysk, lektor, Indologi
Lene Østermark-Johansen, lektor, Engelsk

Indlægget er forfattet umiddelbart inden det kompromis om dimensioneringen, som rektorer og regering indgik tirsdag den 5. november. Initiativtagerne til indlægget mener, at pointerne er relevante uanset