Vil geografien i København overleve dekanens massakre?

Jeg hører selv til i den geologibeslægtede del af geografien og har stor respekt for geologien som fag, men det er krænkende, at de massive personalereduktioner og senest fyringer ved Institut for Geografi og Geologi (IGG) i perioden 2007-2012 reducerer antallet af geografiansatte undervisere med mere end 33 procent.

Krænkelser kan være et vilkår, man under protest er nødt til at tage i strakt arm. Sværere er det at acceptere de vildledende oplysninger, der af dekan Nils O. Andersen og den håndholdte institutleder fremlægges som årsagen til massakren mod geografien. Der peges på en faldende søgning til geografiens og geologiens uddannelser som hovedårsagen til de akutte vanskeligheder. Over en tiårig periode skulle antallet af studerende, der søger ind på geografi, gradvis være faldet med 30 procent og for geologiens vedkommende med 50 procent. Det er ikke korrekt.

Høj søgning til geografi

Fakta er, at geografien frem til år 2000 ud over en ret stabil årlig søgning fra 60-80 1. prioritetsansøgere optog 20-40 ansøgere med lavere prioritet på grund af adgangsbegrænsning til beslægtede fag. Efter 2000 blev adgangen til de videregående uddannelser friere, og igennem de seneste ni år har geografien alene optaget 1. prioritetsansøgere på det stabile niveau, senest 78 i 2009.

I årene med de store optag forud for 2000 arbejdede geografien en vis legemsdel ud af bukserne og indtjente betydelige indtægter til de øvrige fag ved Det Naturvidenskabelige Fakultet (NAT) på KU. Efter 2000 indtjente geografien til fulde det nødvendige og fremstod i 2007 som et velfunderet uddannelsesmiljø. Geologien har derimod gennem de seneste ti år oplevet en gradvis afmatning i søgningen til faget, fra et væsentlig lavere udgangsniveau til et så begrænset antal, at faget var truet.

Geografien ved KU har længe været det førende geografimiljø i Danmark, men har ikke et stærkt ønske om at uddanne flere, idet der også ved andre danske universiteter vokser geografi og geografilignende uddannelser frem, hvilke i et samspil med geografifaget ved KU skønnes at dække efterspørgslen.

Den reelle baggrund for krisen

Følgende er den reelle baggrund for det, som nogen vælger at fremstille som et overraskende og primært selvforskyldt økonomisk uføre ved IGG, men som for mange andre end måske netop ledelsen har ligget som en åbenlys tikkende bombe siden fusionen i 2007

IGG rummer i dag geografiuddannelsen, som i 2006 lavede omkring 300 bevillingsudløsende STÅ (antal bestående eksaminer, red.). I 2006-2007 gennemførtes på baggrund af en udvalgsrapport en genforhandling af uddannelsestaksterne. Geografiuddannelsen med dens omfattende felt-, laboratorie- og it-indhold havde gennem længere tid oppebåret den højeste takst i lighed med andre naturhistoriske, tekniske og naturvidenskabelige fag.
Uden at orientere geografien og drevet af de naturvidenskabelige dekaners ønske om at opnå en endnu højere takst til egne fag, skete der i en nulsumforhandling en administrativ nedsættelse af geografi- og geologitaksten med 20.000kroner/STÅ.

Geologerne blev under hånden opfordret til, med henvisning til udvalgsrapporten, at bede om at blive rykket op igen – og blev rykket op igen – hvorimod geografien ved dekanens mellemkomst blev blokeret i at benytte sig af samme hjemmel.

Manøvren løftede naturligvis STÅ-taksten for en række naturvidenskabelige fag, men kostede geografien over seks millioner kroner, hvilket senest i fakultetets budgetmodel brutalt rammer geografien. Stort set alle de fag, som geografien kan siges at indeholde elementer af og alle de unikke geografielementer, som også KU-Life med flere gennem de senere år udbyder uddannelse i, oppebærer den højeste takst.

Dekanens politik

IGG er en del af NAT, KU, som senest i desperation over ikke at kunne leve op til en arbitrært højt fastsat ph.d.-målsætning i udviklingskontrakten af sin basisbevilling etablerer et tag-selv-bord, hvor der i ringe konkurrence tilbydes medfinansiering af ph.d.-projekter, hvis blot private virksomheder, andre eksterne parter eller etablerede elitecentre ønsker forskningen iværksat og derfor vil skyde penge i forskningen.

Et velfungerende Geografisk Institut, som i 2007 oppebar en basisbevilling ti millioner kroner større end Geologisk Institut, blev i 2007 – med en af dekanen udpeget geologisk ledelse – tvangsfusioneret med et åbenlyst underfinansieret Geologisk Institut, som også efter 2007 har haft vanskeligt ved at tiltrække de nødvendige studerende.

Som sagt besluttede rektor Ralf Hemmingsen i 2007, mod Geografisk Instituts klare og velbegrundede ønske, på en anbefaling fra dekan Nils O. Andersen, som med sin reduktionistiske fagindstilling længe har ønsket at komme dette flervidenskabelige geografifag til livs, at fusionere Geografisk Institut med et nødlidende Geologisk Institut.

Dekanen placerede en geolog uden universitetserfaring eller ledelseserfaring som leder af det ny IGG, og trods åbenlyse muligheder for at få øje på den hastige kørsel mod afgrunden og i tide foretage en nødvendig ledelsesindsats, så kører instituttet i efteråret 2009 med fuld fart ud over kanten.

Det er naturligvis hamrende ærgerligt, at en politisk inspireret ikke involverende ledelseskultur i den grad har adgang til at ødelægge velfungerende faglige miljøer ved KU og kvæle den kulturudviklende, frie og oppositionelle faglighed, som bør kendetegne universiteter.

LÆS: Dekanens svar på tiltale.