Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi vil ikke til eksamen søndag aften

DEBAT - Eksaminerne på Medicin bliver lagt i weekenden og sent om aftenen, men fakultetet mener ikke, det kan gøres bedre skriver Morten Jørgensen. Han efterspørger en model, hvor studerende ikke må aflyse bryllupsfester og runde fødselsdage, fordi fakultetet sender dem til eksamen om søndagen.

I takt med at flere uddannelser på Københavns Universitet gør brug af eksamenslokalerne på Peter Bangs Vej 36, bliver flere og flere eksaminer placeret på skæve tidspunkter. Medicinuddannelsen er hårdt ramt og vi er langt fra de eneste.

Eksamenslokalerne på Peter Bangs vej er, alt taget i betragtning, gode. Der står en computer fastspændt til bordet med de programmer installeret, som man skal bruge under eksaminationen. Der er sågår en digital pen ved hver plads, hvor man på det tilhørende digitale papir kan tegne figurer og små illustrationer, som bliver kopieret ind i ens word-dokument.

Efter endt eksamen afleverer man elektronisk og får tilsendt en kopi til sin KU-mail. Tiden med fem gange gennemslagspapir, dårlig orden og kramper i hånden er forbi. Og gudskelov for det.

Men vil Københavns Universitet levere digital eksamen, skal de have kapaciteten til at gøre det. Jeg har siddet i studienævnet for medicin de sidste fire år og har kun set kapacitetsproblemet tage til.

Eksamensplanlægningen foregår således: De forskellige studienævn sender en ønsket eksamensplan for alle skriftlige eksaminer til afholdelse på Peter Bangs vej ind til et eksamenskontor. På det eksamenskontor fletter de så de forskellige uddannelsers eksamensplaner sammen og sender den endelige eksamensplan, som der ikke kan redigeres i, tilbage til studienævnene.

Kombinationen af for mange uddannelser, for mange eksaminer og alt for få hverdage betyder, at den endelige eksamensplan nødvendigvis indbefatter hverdagsaftener, lørdage og søndage.

Synes universitetet, at det fair at bede studerende gå til eksamen fra 16.00 til 22.00 og så endda 23.00 for de studerende, der har forlænget tid? Hvad med lørdag og søndag fra klokken 14.00 til 20.00?

Er det fair at bede studerende gå til eksamen en uge efter semesteret burde være slut? Kan man som studerende være lige så fokuseret søndag aften klokken 21.00 som tirsdag morgen klokken 9.00?

Mit svar er uden tvivl nej.

Jeg spurgte nogle medstuderende, om det nu var så galt – om man ikke alligevel bare var klar, når det gjaldt og lidt ligeglad med, hvilken ugedag det var.

Jeg fik et ret entydigt svar. De studerende føler sig klemt og uretfærdigt behandlet i den store fabrik, som Københavns Universitet også er.

Josephine gik desværre glip af sin mors 60 års-fødselsdag. En anden Josephine kunne desværre ikke komme til sin søsters bryllup. Sofie kunne ikke komme til sin onkels vielse. Camilla syntes ikke det var helt fair, at hun nu skulle til lørdagseksamen tredje gang i træk.

Sebastian måtte aflyse sin ferie, fordi han ikke i god tid havde tjekket, om semesteret nu også ville være afsluttet efter den sidste semesteruge. Jeg selv skal til min fjerde lørdagseksamen i træk den 21. januar til klokken 19.00, hvor min mor ellers havde booket lokaler til sin 50 års-fødselsdag i Odense.

Det er blot få eksempler fra os mange hundrede studerende, der hvert semester skal til aften- og weekendeksaminer.

Spørger jeg ledelsen på SUND fralægger de sig ethvert ansvar og får hurtigt fortalt, at vi ikke har kapaciteten, og at vi ikke har råd til flere eksamenslokaler.

Så er dette den stabile løsning, hvor vi studerende bare må finde os i, at universitetet fuldt og holdent råder over vores tid?

Eller skal vi snart finde en mere holdbar løsning, hvor Josephine kan komme til sin søsters bryllup, og hvor klokken 22.00 er et tidspunkt, hvor man børster tænder og ikke går til eksamen?

Jeg stemmer for det sidste og bringer her afslutningsvis et diplomatisk forslag: Flere eksamenslokaler.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste