Vi skal også lytte til musikken

Lad os slå fast med det samme: Ingen, end ikke den mest "hardcore" fløj af nørderne på MI, vil fjerne den praktiske undervisning. Når det så er sagt, tror jeg, at det mange efterlyser, er, at debatten bliver mere nuanceret. Det var vel også det, der var baggrunden for Mortens indlæg i første omgang(?). Derfor bør de "praktiske" lektorer også indse, at den brugbarhed de hævder (givetvis med rette), at deres undervisning har, ikke bliver kommunikeret tydeligt nok ud til de studerende. Hvis brugbarheden var så åbenbar, som Morten (et al.) mener, at den er, så ville der vil ikke være nogen, der stillede spørgsmålstegn ved deres berettigelse i første omgang. Jeg vil stadig insistere på, at begrundelsen om, at vi skal have undervisningskompetence, kun er en halv begrundelse. En sideordning af teori/videnskab og praksis kan være motiveret af et behov for kandidater med visse færdigheder, men det må begrundes ud fra en (musik)videnskabelig refleksion.
Med hensyn til mit forslag om at bringe musikteori og -analyse ind som mediator mellem musikvidenskab og musikudøvelse var det ikke et forsøg på et finde en "neutral" mellemgrund (der vel ikke nogen musikvidenskabelig disciplin, der så reduktiv, agressiv, invasiv, uæstetisk og fremmedgørende som musikteori?). Jeg forslog en styrkelse af musikteoretiske kompetencer, fordi teori og analyse rummer potentialet for både at være en akademisk disciplin og et pædagogisk redskab. I det lys kan musikteori ses, som et diskursivt felt der kan betrædes af både praktikere og teoretikere. Det er mit (naive?) håb, at en opprioritering af denne diskurs vil afføde en fornyet samtale mellem de praktiske og videnskabelige discipliner.

Jeg skal ikke kommentere yderligere på sang- og klaverundevisningens betydning for forståelse af musikvidenskabelige problemstillinger, men blot anføre at de eksempler I giver kun yderligere bekræfter mine fordomme om, at mange af de praktiske lærere ved Musikvidenskab har et meget lille kendskab til musik uden for det mest "klassiske" repertoire, forstået både inden for kompositions- og populærmusikken. Dette kan være med til at besværliggøre en seriøs behandling af af en lang række interessant emner, som har betydning i dagens samfund, så som elektronisk musik, "etnisk" musik, improvisationsmusik og atonal og eksperimenterende musik.

En vigtig ting i denne diskussion er, at solofagene er relativt meget dyrere end andre undervisningsformer. Universitetets økonomi går kun en vej, nedad, og efter som det teoretiske/akademiske niveau i forvejen et lavt fx i forhold til timetal per semester, timetal per uge (vi har fx ikke seminar/øvelser, som man har på stort set alle andre fag) og vejledning på Musikvidenskab, må de høje solofagsudgifter kunne retfærdiggøres som et relativt meget stort udbytte. Det mener jeg ikke er tilfældet, jeg ville langt hellere have haft fx seminartimer og mere vejledning på mit andet studieår end 2,5 ECTS solofag. Fx havde jeg på 4. semester et 12,5 ECTS (!) point musikvidenskabeligt kursus med 5 undervisningsgange af 2 timer (!) + 1/2 - 1/1 time vejledning. Samtidig havde jeg solosang og klaver (2,5 ECTS) med vel omtrent samme samlede undervisningstid, bare som soloundervisning. Det er misforhold som dette, jeg synes er vigtigt at få rettet op på i forbindelse med den kommende reform.

Jeg synes faktisk også, at sammenligningen med litteraturvidenskab i ret høj grad rammer ved siden af, fordi alle her må kunne forventes på forhånd at kende det sprog, som de nu skal forholde sig analytisk og akademisk til, forholdsvis godt. Vi har alle sammen læst og analyseret tekster igennem hele vores skoletid. Sådan forholder det sig i langt ringere grad, hvad angår fag som teater, musik, kunsthistorie og dans. Jeg er ikke inde i, hvordan det ser ud med praktiske fag på teatervidenskab og kunsthistorie, men jeg ved, at man på dansevidenskab underviste i Bournonvilleskole, Modern Dance og Martha Graham, ikke for at de selv skulle lære at danse, men fordi de studerende derved udviklede både deres sanse- og analyseapparat og en terminologi. For at forstå et kunstværk er man vel også nødt til i nogen grad at forstå dets tilblivelsesproces og ikke kun forholde sig til det færdige produkt?
Det forekommer mig at være noget af en påstand, at man ligefrem skulle blive dårligere rustet til at forholde sig til andre former for musik, fordi man måske prøver at spille og synge en smule klassisk musik i løbet af sit studium. Når man på Det kgl. Teater skal opføre Dødens Triumf om aftenen, står man stadig og laver klassisk stangskole ved morgentræningen. Det er basalt det samme instrument, selv om man bruger det forskelligt. Skønt jeg selv underviser i sang fra en klassisk baggrund, går ca. halvdelen af mine kandidater op til eksamen og synger rytmisk med glimrende resultater. De plejer endda at selv at sige, at de er blevet væsentlig dygtigere og mere bevidste af også at arbejde med en mere klassisk funderet teknik. Stemmen fungerer på nøjagtig samme anatomiske præmisser, hvad enten man synger klassisk, pop, heavy metal eller andet repertoire.
På et universitet må de praktiske fags primære berettigelse bestå i, at de udvikler de studerendes sanse- og analyseapparat samt en terminologi, som muliggør refleksion, diskussion og formidling af vokale fænomener. Jeg er enig i, at man godt kunne inkludere en endnu højere grad af refleksion i den praktiske undervisning og tænker, at der må være tonsvis af spændende projekter, som sangundervisningen og især musikhistorie kunne stå for sammen. Også i ”moderne” genrer som pop, heavy metal mv. er det vokale element som bekendt helt centralt placeret.
Selv om man kan mene, at nogle typer af musik ikke kan gengives loyalt på et klaver, mener jeg stadig, at klaveret i allerhøjeste grad fortjener sin særstatus på musikstudiet. Vi kan ikke spille et heavy metal-nummer på det, men klaveret kan i høj grad gengive både melodilinjer, harmonik, rytmik og dynamik, hvad de fleste andre instrumenter ville få overordentlig svært ved. Det er simpelthen et helt uundværligt analyseredskab.
Det er ganske rigtig ikke universitetets opgave at uddanne udøvende kunstnere, men det er vores job at uddanne musikundervisere til blandt andet gymnasieskolen, hvor ca. en trediedel af vores kandidater stadig ender. En anden tredjedel ernærer sig helt eller delvis som musikundervisere i andre sammenhænge. Kan det være derfor, at arbejdsløsheden blandt vores kandidater ligger langt under gennemsnittet? Hvis ikke universitetet i fremtiden skal levere højt kvalificerede musikundervisere til gymnasier, højskoler og lign., hvor skal de så komme fra? Det er jo netop ikke nok, at de kan synge, spille og agere musikledere. De skal også kunne tænke akademisk, analysere og perspektivere, og det uddanner konservatorierne ikke deres kandidater til. Mange hilsner Morten

Kære Morten.
Først og fremmest tak for indlægget. Det er enormt vigtigt at der bliver reflekteret explicit over sådanne betragtninger, ikke mindst når der skal laves studieordning.
Jeg deler de fleste af Mikkel Vads synspunkter, og skal derfor ikke gentage dem.
Jeg er til gengæld uenig i din præmis, sådan som den kommer til udtryk i dine sammenligninger med andre fag; hvis det var en forudsætning for en dybdegående forståelse af et givent fænomen, at man selv skal have erfaret det, ville det ikke give mening at studere fx matematik, for slet ikke at tale om de fatale konsekvenser det ville have for toksikologien eller kræftforskningen.
Sagen er, at musikvidenskaben adskiller sig fra bl.a. sprogfagene og de ovenstående, ved at det beskæftiger sig med æstetik og æstetisk praksis. Skulle man sammenligne med andre fag, ville det derfor give mere mening at rette blikket mod fx litteraturvidenskab, i stedet for spansk. Her forventes det ikke at de studerende skal skrive skønlitteratur. Ligeledes bør det, efter min mening, ikke være MIs rolle at uddanne musikere.
Musik er netop ontologisk forskellig fra sprog. Det har andre funktioner, vigtigst af alt (og her tror jeg vi nærmer os hinanden) så er det til for at blive hørt – modsat giftstoffer, som ikke er til for at blive spist.
Udover historiske, politiske, mm. aspekter, så mener jeg derfor at MI-studerende skal trænes i at lytte til musik i langt højere grad end de bliver i dag. Lytning skal her forstås meget bredt, og inkluderer således også solofagene. Personligt har jeg ikke pint dig uge efter uge med at skråle Brecht-lieder fordi jeg troede jeg skulle være musiker, men fordi jeg bilder mig ind det har gjort mig til en bedre lytter, og dermed en bedre analytiker. Ligeledes går jeg ud fra at læsning er en del af litteraturstudiet.
Min pointe er altså, at solofagene skal finde deres berettigelse i at udvikle den analytiske lytning, ikke i at skabe musikere.

Morten Hjelt - du burde tage navneforandring til Morten HELT! Dine betragtninger er som taget ud af min mund. Som mangeårig konservatorielærer(både på DKDM og Rytmisk Musikkonservatorium) og lærer på Musikvidenskab har jeg kunnet sammendrage forskellen på studerende til følgende selvfølgelig meget generaliserende udsagn: En konservatoriestuderende siger: "Hvordan?" , medens en musikvidenskabsstuderende siger "Hvordan og hvorfor?". Netop ønsket om at få svar på spørgsmålene om både hvordan og hvorfor, gør musikvidenskabstuderende til noget særligt - ikke mindst fordi de studerende selv har arbejdet med det musikalske stof. Fjerner man de praktiske fag fra musikvidensskabsuddannelsen, fjerner man også i mine øjne en stor del af en kandidats troværdighed. For at drage en parallel til medicinstudiet: Hvem har lyst til at blive opereret af en læge, som har fået 13 i Teorerisk Kirurgi men som i uddannelsen ikke har prøvet selv at operere?