Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi skal ikke flytte bjerge, bare bygge boliger

KLUMME - Planloven forhindrer, at der bygges flere ungdomsboliger, som studerende har råd til at bo i, mener Laura Kofod fra Studenterrådet.

I slutningen af sidste uge kom der en glædelig nyhed: Igen i år afsætter borgerrepræsentationen i Københavns Kommune penge til at bygge 625 boliger til studerende.

Det betyder – når de altså lige er bygget eller ombygget – meget konkret, at 625 flere studerende vil kunne pakke sportstaskerne ud og bruge mere energi på studierne, end på at være pressede over, hvor de skal sove de næste par måneder.

For dem er betydningen af budgetaftalen derfor helt uvurderlig, men i en situation hvor mange tusinde flytter til et i forvejen boligpresset København hvert år, er det selvsagt stadig meget utilstrækkeligt.

Heldigvis er det ikke bjerge og klipper, der lige nu skygger for udsigten til ordentlige løsninger på boligkrisen. Men vi skal have flyttet forhindringerne for kommunen, så de rent faktisk kan bygge boliger, så det batter.

Pilen peger på Carsten Hansen

Mange af de forhindringer ligger i planloven. En lov der lige nu giver kommunerne mulighed for at bestemme, hvilken farve vinduerne skal males i, men ikke giver dem mulighed for at stille krav om, at der for eksempel skal bygges almene lejeboliger i et område.

Det vil kunne sætte gang i skabelsen af nye ungdomsboliger og sikre priser og forhold, der gør det muligt at tale om reelle studieboliger igen.

Så boligkrise-pilen peger på regeringen og boligminister Carsten Hansen, der nu må gå forrest og sikre boliger, som de studerende kan betale.

Hvis regeringen har en ambition om at give alle muligheden for at tage en uddannelse, så er det altså næste skridt.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste