Vi er ved at uddanne en generation med stress

I dag har jeg ryddet op på mit skrivebord. I morgen starter december. Det betyder, at året er ved at være gået, og jeg derfor snart er færdig med at sidde i Studenterrådets forretningsudvalg.

2016 er gået hurtigt. I 2016 er der sket meget. 2016 har også været et langt år – på nogle punkter. Og i 2016 gik jeg ned med stress.

Jeg var ikke stresset på den måde, hvor man tænker »hold nu op, nu er jeg 500 siders læsning bagud, forhåbentlig når jeg at læse op på det til eksamen.« Jeg var heller ikke stresset på den måde, hvor man melder fra til en enkelt aftale eller to for lige at have en aften på sofaen med sig selv. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg begyndte at græde til møder – flere gange. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle blive glad igen.

Og jeg var stresset på den måde, at jeg fik læst absolut ingenting og havde nul overskud til andet end at stirre lidt forbi underviserens hoved, når vedkommende snakkede.

I 2016 fik vi på uddannelses- og forskningsområdet ny minister. To gange! Søren Pind satte sig i sin nye stol i mandags og blev dermed den tredje person i dette år, der står i spidsen for at uddanne og forme Danmarks fremtid. Og hvad har det så med min stress at gøre? Jo, nu skal du høre:

Lige meget hvor meget vi i vores samfund gerne vil gøre alting til et personligt ansvar, et individuelt problem og noget selvforskyldt, så er det bare sjældent sådan, det hænger sammen. Og sådan er det heller ikke med stress. De færreste kan køre sig selv så langt ned, som jeg var. Nej du, det er rammerne, den er gal med.

Det bliver også understreget af, at jeg langt fra er den eneste, der har været stresset i 2016. Faktisk viser KU’s studiemiljøundersøgelse, at 41,2 procent af de studerende er stressede i deres hverdag, mens tallet stiger til svimlende 70 procent i eksamensperioder. Vi er ved at uddanne og forme en generation med stress.

Stress er altså et kæmpe problem på vores studier, og et problem, som jeg håber, den nyeste minister på vores område vil tage alvorligt. Jeg har for eksempel på fornemmelsen, at der sidder en holdkammerat eller to, der bliver stresset over ikke at have tag over hovedet, eller ikke at have råd til det tag, de har.

Så måske Søren Pind vil sørge for, at studerende ikke skal være nervøse for, at deres levegrundlag bliver fjernet i morgen, på mandag eller i næste måned?

Jeg tror også, at en del af mine medstuderende bliver stresset over det enorme pres, der er for at blive så hurtigt færdige med studierne som muligt. Så måske Søren Pind vil sørge for, at fjerne fremdriftreformen helt? Jeg ved, at mange studerende stresser over, hvad de skal være, når de bliver store, og hvordan de bedst bidrager til samfundet og bliver så dygtige som muligt.

Så måske vi bare alle sammen skal give hinanden et break, huske at tage den forkerte vej en gang imellem, og nyde julemåneden med dens æbleskiver og pebernødder i fulde drag. Tak for i år!

uni-avis@adm.ku.dk