Vend sparekniven den anden vej

11/01-10 kl. 16:38 Debat

REPLIK - Hvorfor skal alle funktioner i Fællesadministrationen varetages af akademisk personale? Er det snobberi, der har ført til dette kafkaske vildnis af papirnusseri, spørger en studerende.

af Stud.theol. Emil Saggau

Jeg har med glæde læst Tom Fenchels Professor opfordrer ledelse på Biologisk Institut til at gå af og Claus Emmeches Offensiv universitets- og institutledelse savnes indlæg i debatten om nedskæringer, hvor blandt andet Biologis ledelse bliver opfordret til at gå, som en del af et opråb over de horrible vilkår Biologi stilles i udsigt.

Jeg glæder mig ikke så meget, fordi Biologi, sammen med en perlerække af andre fag, skal spare, men mere fordi, det er nødvendigt, at vi stiller ledelsen til ansvar, når vi oplever nedskæringer.

Fra de studerendes side har vi gjort og gør fortsat meget for at undgå disse nedskæringer, der rammer os år på år. Hvert år bekymres vi endnu mere over den økonomiske situation og hvert år står vi i december og ser på budgetter, der kun siger nedskæringer. Nu, når vi står i en nedskæringssituation, burde vi tage drastiske tiltag, som det Tom Fenchel forslår. Såvel vip'er som ledere burde udvise mod og vise omverdenen, hvor grelt det står til.

Umiddelbart kunne man se på muligheden i, at vi laver en runde à la DR. Bekvemt kunne vi degradere samtlige vicedirektører i fællesadministrationen til afdelingsledere, med den dertil hørende lønnedgang. Først og fremmest gør det ingen arbejdsmæssig forskel, og hvorfor har vi egentlig så mange mellemledere i fællesadministrationen? Hvorfor har vi en kommunikationschef, der er vicedirektør, som er ansvarlig for 25 medarbejdere, hvor fire er studentermedhjælpere? Jeg føler mig foranlediget til at tro, det kun handler om prestige og hvis disse vicedirektører ikke kan tåle en lønnedgang, som mange andre må døje med, kan de for min skyld bare gå, eftersom mange af dem ikke vil blive savnet af os – tværtimod.

Ledelseslaget svulmer

Dernæst kunne man spørge sig selv hvorfor vi har så mange prodekaner? Er der ikke kun en dekan og derfor kun brug for en prodekan? Igen virker det som om at titlen og den tilhørende løn er garant for, at vældet af prodekaner pludselig løser mange flere opgaver. Jeg har min stærke tro på, at en fuldmægtig uden en prodekan-titel vil kunne udføre præcis det samme arbejde, bare billigere og sikkert mere effektivt.

Gud ved også hvor mange fakultetsdirektører og chefer, der sidder rundt omkring – vokset frem i et kafkask mylder uden, at nogen kan forklare, hvilke forunderlige effekter disse har frembragt. Ingen aner, hvorfor de er ansat og hvilke funktioner lige netop de kan udføre, som en almindelig ansat ikke kan. Jeg tænker umiddelbart igen, at dette væld af ledere nemt kunne skæres ned, endda til fordel for administrationens effektivitet. Det kunne være, at vi for en gangs skyld skulle fjerne nogle af de små fyrstedømmer i administrationen, som bruger mere tid på at bekrige hinanden end at udføre nyttige funktioner.

En sidste ting, der har undret mig ved min berøringsflade med administrationen, er: Hvorfor skal AC’ere udfylde alle slags funktioner i administrationen, undtaget de mest fundamentale såsom rengøring? Jeg har svært ved at forstå, hvad der gør, at en AC’er, med den dertilhørende højere løn, er bedre kvalificeret end en veluddannet HK’er? Hvad er det springende punkt i en administration, der gør, at man ikke bruger flere HK’er? Spørgsmålet bør rejses nu, primært fordi vi måske kunne redde nogle af Biologis fag ved se på denne mulighed, og for mig er det langt at foretrække.

Ordener hænger man på mellemledere

For at vende tilbage til udgangspunktet, så anser jeg, at der en hel del åbne muligheder for at spare penge i administrationen, som kan gå til de trængte studier, der skal fyre undervisere og skære på undervisningen. Det virker som om grunden til, at dette ikke sker, er at universitetet er så opsat på at geare administrationen til at underlægge sig unilovens ledelsesstruktur. Men bliver universitetet bedre af, at der er mange ledere?

”Ordener hænger man paa Idioter,” siger et digt fra 1790. Gælder det stadig? Den kritik, der fremkommer her under sparerunden er affødt af, at vi, som studerende, oplever en administration der lader noget tilbage at ønske: nogle ledere, der alligevel hverken dur til at lede eller skabe økonomisk stabilitet. Der er grunde nok til at savne ledere, som har mod til at fortælle omverdenen, hvordan situationen er på universitetet. Derudover kunne jeg virkelig godt tænke mig, at se om det bare er akademisk snobberi eller reelle kompetencer, man henter fra vores vildtvoksende AC stab.

Jeg vil dog ikke stikke folk blår i øjnene, da jeg udmærket ved, at nedskæringerne er tvunget på os udefra, men dette betyder jo ikke, at ledelsen ikke også kan slankes. Det ville i hvert fald give mig en bedre smag i munden, når jeg taler med studerende på Biologi, Geologi, Farma og Life, der for alvor skal spare denne gang. Universitetets kerneydelse er forskning og undervisning, dermed er det også de dele, der skal skånes mest under nedskæringer.

Emil Saggau er medlem af Akademisk Råd på Det Teologiske Fakultet

LÆS REPLIK TIL DETTE INDLÆG: HK´er kan ikke erstatte akademikere.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

18/01-10 kl. 13:41 staffan Johansen:

"En sidste ting, der har undret mig ved min berøringsflade med administrationen, er: Hvorfor skal AC’ere udfylde alle slags funktioner i administrationen, undtaget de mest fundamentale såsom rengøring? Jeg har svært ved at forstå, hvad der gør, at en AC’er, med den dertilhørende højere løn, er bedre kvalificeret end en veluddannet HK’er? Hvad er det springende punkt i en administration, der gør, at man ikke bruger flere HK’er?"
(citat Emil Saggau)

Jeg vil meget nødig kommentere hele din sønderlemmede kritik af fællesadministrationen og hele lederstanden på KU, selvom de ledere jeg kender til, er både dygtige og flittige. Jeg kan godt forstå, du er oprørt over besparelserne på KU - det er vi sikkert alle på KU og vi har også lidt store tab i fællesadministrationen. Men selvom jeg kun har været ansat i under et år i en af de AC stillinger du åbenbart gerne vil have besat af en HK'er, så kan jeg i hvert fald ikke lade være med at kommentere din kritik af os, som efter min bedste overbevisning er baseret på mangel på viden om vores daglige arbejde og på arbejdsmarkedets forhold i øvrigt.

Jeg har arbejdet i mange private virksomheder sikkert siden før du blev født - både før og efter min uddannelse på KU, indtil jeg blev ansat på KU sidste år. Jeg kan godt bekræfte, at du kan sikkert kan finde eksempler på AC'ere, der arbejder for en mindre løn end vi får på KU. Men at vores løn skulle være specielt høj på KU, kan du godt glemme alt om. Vi nærmer os nærmere en "HK løn" i forhold til hvad mange AC'ere ellers kan tjene på det private arbejdsmarked og sikkert også mange andre steder i det offentlige.

Men at vi tjener en højere løn end HK'ere generelt, er der selvfølgelig også god grund til - vi har jo nemlig en forholdsvis længere og sværere specialiseret uddannelse og kan bestride job, som andre med en kortere uddannelse normalt ikke kan - bl.a. HK'erne. Igen kan du sikkert finde nogle få undtagelser og eksempler på det modsatte, men jeg tror næppe HK'erne vil blive fornærmede over den udlægning.

Jeg har så også den mening - baseret på min viden om hvilken uddannelse der skal til for at bestride de jobs, som jeg kender til vi har i fællesadministrationen - at du ikke bare kan udskifte os med HK'ere. I hvert fald ikke hvis du samtidig ønsker en fællesadministration, der overhovedet fungerer efter hensigten og sørger for en professionel service af universitetet (det har vi rektors ord for). Bevares, en del af vores arbejde i fællesadministration - det som HK'ere godt kunne bestride - udføres af studentermedhjælpere og ledige med tilskud, som får en meget lav løn. Hvis du vil have flere HK'ere ansat i stedet for dem, så får du det modsatte af besparelser ud af det. Hvis man skulle mene noget andet - det du åbenbart giver udtryk for, så må man have synspunktet, at man ligeså godt kunne nedlægge alle universiteterne og nøjes med "kontoruddannelserne" i stedet. Held og lykke siger jeg bare og tillykke - du har lige undergravet et af universiteternes vigtigste formål! Men jeg er så mere tilbøjelig til at tro, at du åbenbart ikke aner, hvad du taler om eller i din vrede ikke har tænkt dig særlig godt om.

Jeg forstår godt, at du er vred, men lad være med at rette din uberettigede kritik mod uskyldige, som gør et godt stykke arbejde, der også er til glæde for dig - for en forholdsvis lille løn. Det er nok ikke tilpas beskedent udtrykt af mig og jeg ville ønske det ikke var nødvendigt. Men i et forsvar af vores AC jobs i fællesadministrationen, så gør jeg det gerne og kan ikke bare lade dine meninger om vores jobs være uimodsagt.

Staffan Johansen, uddannelsesstrategisk sekretariat

18/01-10 kl. 11:53 Anonymous:

Som HK-ansat synes jeg denne artikel lægger op til en relevant debat på 2 områder: Er AC-medarbejdere virkelig bedre til at udføre det administrative arbejde, som HK-medarbejdere i mange år har udført?
Fra et HK-medarbejdersynspunkt virker disse medarbejdere ikke altid nødvendigvis særligt strukturerede og handlingskraftige, omend de er gode til at problematisere opgaverne.

Jane Engelund

Mht. til det "store lederlag" får man som "indianer" endnu mere travlt.
Flere ledere betyder ikke flere hænder til at løse selve opgaverne. Tværtimod betyder flere ledere flere personer, der skal sættes ind i ens opgaver og som løbende skal forsynes med forskellige informationer. Tid, der går fra løsningen af selve opgaverne.

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
21/05-12 kl. 11:20 Politik

Økonomistuderende i opgør med studiet

KORT NYT MANDAG - Økonomistuderende i opgør med studiet - Studenterpræsten bruger ikke facitliste til studiekvaler - Ombudsmand dropper Koldau-sag - Fusion på AU skaber frustrationer - Nye kurser til dit arbejdsliv fra Copenhagen Summer University - KU-forskere sætter lup på immundefekt.

Læs også:
Da dommedagsøkonomen fik ret
De smukke perler på KU af Anders F 01Smukke steder på KU set med et kamera
Pjece_PET
18/05-12 kl. 10:17 Politik

Rektor spist af med pjece fra PET i spionsag

SPIONGUIDE - Hvordan skal KU's forskere undgå at overtræde spionparagrafferne? vil KU's rektor vide. Læs vores pjece, svarer PET.

18/05-12 kl. 09:43 Politik

I dag er planterne fascinerende

KORT NYT FREDAG - Plantefascinationsdag 1: Lad jer fascinere - Plantefascinationsdag 2: Besøg hemmelige drivhuse - Helligdage plejede at være en plage - Regeringens udligningsordning er misforstået.

16/05-12 kl. 10:25 Politik

Danske forskere undviger plagiat-kontrol

KORT NYT ONSDAG - Danske forskere undviger plagiat-kontrol - Akademiske plagiater florerer i EU’s magtelite - Aktører: Østergaard spiller højt spil med SU-spareøvelse - Formidlingsraseriet har skabt kløft mellem akademikere og "alle de andre" - Uddannede lever bare endnu længere og sundere - PET-chef beroliger studerende om retsstilling.

Metrolinje
16/05-12 kl. 08:17 Debat

Opret en metrostation ved Riget

SYNSPUNKT - Den kommende Metro Cityring løser ikke problemerne med at komme til og fra store KU-områder som Panum Instituttet. Men det kan der rådes bod på, mener debattøren.

Emil Saggau_Studenterrådet Billede: Studenterrådet DR-MODELLEN - Emil Saggau foreslår en slankning af ledelseslaget på KU, hvor man eksempelvis degraderer alle vicedirektører til afdelingsledere.

Læs også


Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Etisk Råd vil diskutere, om vi skal have 'dopingfrie studier', fordi studerende bl.a. får betablokkere før eksamen. Din mening?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk