Forestil dig et folketingsvalg i Danmark. Ja, man kan jo med god grund tænke tilbage på det, der blev afholdt i september. Pludselig dukker Jes Dorph-Pedersen op på skærmen og annoncerer, at alle stemmer er gjort op - næsten 12 procent af den danske befolkning har stemt - og vi har dermed fået sammensat et nyt Folketing. Personligt ville jeg have fået et chok over det resultat, og måske ville jeg endda have svært ved at anerkende valgresultatet.
Men hvis man retter blikket mod Danmarks største og ældste uddannelses- og forskningsinstitution, nemlig Københavns Universitet, er dette virkelighed år efter år.
Sidste år lå stemmeprocenten til universitetsvalget på sølle 11,7 procent. Det betyder, at 4.000 af Københavns Universitets cirka 37.000 studerende gik hen til computeren, loggede sig ind på universitetets hjemmeside og stemte. Det er simpelthen ikke godt nok!
Personer med mellemlange og lange videregående uddannelser plejer ellers at være blandt de flittigste ved valgurnerne. Men hvorfor så ikke til universitetsvalget? Er det fordi de er ligeglade med, hvem der bestemmer over, hvordan deres hverdag skal se ud i løbet af deres fem-seks år på universitetet? Er det fordi de er ligeglade med, hvordan vejen til resten af deres karriere og fremtid bliver bygget? Eller er det bare fordi, de er ligeglade med alt, der hedder politik?
Jeg tror ikke, det er nogen af delene. Svaret er derimod, at de studerende simpelthen ikke aner, at der er valg. Og hvis de er så heldige at have opfanget valgrygterne et eller andet sted, så kan de færreste gennemskue, hvad deres stemme rent faktisk går til, og derfor om den reelt betyder noget. Og det er der desværre ikke noget at sige til.
For det første gør Københavns Universitet ikke meget ud af at oplyse de studerende om, at der er valg om under en måned. Når man ser på, hvor meget universitet gjorde ud af sidste folketingsvalg med store debatter og møder i festsalen, kan det undre, at de er så passive når det kommer til universitetsvalget.
For det andet er universitetsvalget dybest set udemokratisk og ugennemsigtigt. På Københavns Universitet, og universiteterne landet over, er det stort set umuligt at adskille de lister, der kalder sig 'studenterråd' og 'fagråd' fra universitetets institutioner – listernes navne er simpelthen misvisende. Den åbne og fri debat er død i, hvad der bedst kan karakteriseres som et pseudodemokratisk studenterdemokrati, hvor din stemme på en bestemt kandidat fra dit fagråd automatisk går til en anden person valgt af Studenterrådet på et mere eller mindre lukket møde.
Vi vil have demokratiet ind på universiteterne. Vi skal kræve den samme åbenhed og gennemsigtighed, som vi kræver af valg afholdt alle andre steder i landet. Københavns Universitet bør ikke være hævet over dette. For der er reelt et valg. Frit Forum, der gennem flere år har søgt at udfordre Studenterrådets monopol, og De Konservative Studerende stiller op og giver de studerende et reelt alternativ og dermed en grund til at bruge sin stemme.
Så for en god ordens skyld: Københavns Universitet afholder valg til Studienævn, Akademisk Råd og KU’s bestyrelse d. 24.-28. november. Husk at stemme. Det handler også om din fremtid!
Hey Tine.
Først og fremmest synes jeg det er fedt, at der bliver sat lidt fokus på det kommende valg. Jeg har dog et problem med, at du kritiserer valget for at være udemokratisk pga. at Studenterrådet stiller op. Der er især to ting, hvor jeg mener du har misforstået begreberne.
For det første argumenterer du for, at de studerende ikke ved hvad de stemmer om eller på, samtidig med at du argumenterer for at det er umuligt at adskille lister der hedder noget med fagråd og studenterråd. Derfor er det Studenterrådets skyld, at de studerende ikke ved hvad de stemmer om. Min opfattelse er, at det forholder sig lige modsat! Gennem hele året knokler Fagråds repræsentanterne i studienævnene rundt omkring med at sprede budskabet om hvad de egentlig laver i de studienævn. Det betyder at rigtig mange studerende på KU får et forhold til studenterpolitik gennem deres fagråd. Samtidig fungerer studenterrådet som et serviceorgan for fagrådene, og man opnår derfor indflydelse på Studenterrådet gennem fagrådene.
Dette fører mig til min anden pointe, nemlig den med, at Studenterrådet på "et lukket møde" skulle have valgt hvem man gerne så repræsentere de studerende i KU's bestyrelse. Det er simpelthen et falsum. Studenterrådet vælger denne repræssentant på deres efterårs generalforsamling. På denne generalforsamling er der nogle af de mest demokratiske stemmeprocedurer, jeg personligt nogensinde har set, og generalforsamlingen er åben (og gennemsigtig) for alle!
Jeg mener at vi som studerende skal stå sammen både på vores fag og på tværs af universitetet, Derfor har jeg også i 5 år på statskundskab forgæves forsøgt at få Frit Forums medlemmer til at samarbejde med os andre og søge indflydelsen, der hvor den er. Jeg har oplevet at man hellere står på sidelinjen og råbt meningsløse og højt svævende ideologiske slagord om manglende demokrati i stedet for at tage skeen i den anden hånd, og aktivt samarbejde med de fagrådsaktive i studienævnene for konkret at forbedre vores universitet. Studenterpolitik og studenterdemokrati er nemlig meget mere en bare det kryds vi kan sætte en gang om året,
Kære Morten.
Nu er universitetsvalget slut for i år, men derfor er det vel ikke for sent at svare på din kommentar - og tak for den i øvrigt.
Først og fremmest siger jeg ikke at det udelukkende er Studenterrådets skyld at de studerende ikke ved at der er valg og hvad det indebærer. Det er et fælles ansvar, som de forskellige studenterorganisationer og Københavns Universitet må deles om. Og selvfølgelig ligger ansvaret også hos de studerende. Min anke går på at vi alle skal være med til at sætte fokus på dette problem. Dog vil jeg gå så langt til at sige, at da Studenterrådet er det klart største studenterpolitiske organ, der repræsenterer stort set alle studenterpolitiske lister, så ligger en stor del af ansvaret der - sammen med universitetet, som man helt naturligt ville tænke at have en interesse i at involvere nye såvel som gamle studerende.
for når man taler med især de nye studerende (ja vi vil gerne tale med dem og vi interesserer og også for deres fremtidige studie og studiemiljø), så ved de ikke hvad der er hoved og hale i noget som helst - og de ved især ikke hvem de stemmer på! Derfor mener jeg stadig at det er problematisk med den mangel på gennemsigtighed der er mellem de forskellige fagråd og Studenterrådet. For mig er det ikke logisk - i lyset af at universitetsvalget er et demokratisk valg - at den jeg stemmer på i et givent fagråd til KU's bestyrelse reelt ikke er den person eller liste der får min stemme.
derudover kan jeg ikke se problemet i at der er flere interesser repræsenteret i eksempelvis studienævnet. Og jeg forstår ikke hvad det er I er så bange for. At vi bare vil sidde og skændes og modarbejde jer? det har vi på ingen måde intentioner om. Vi vil, på samme måde som Aktive Statskundskaber, det bedste for studiet. Men ja, vi har nogle andre mærkesager. Men meget erfaring viser at man rent faktisk kan komme frem til nogle gode resultater (og nogle gange bedre), hvis man samarbejder og diskutere med hinanden.
Grunden til at vi ikke er med i Studenterrådet er at vi ikke føler os repræsenteret der. Som Rasmus Stoklund-Holm Nielsen skriver i et indlæg i dag (http://universitetsavisen.dk/debat/nar-etpartisystemet-udfordres#.TtTe65...), så ønsker vi at søge indflydelse, men ikke gennem kanaler vi ikke kan stå inde for.
Til sidst vil jeg bare lige sige at vi rent faktisk laver studenterpolitik. Senest (i november) afholdte vi en heldagskonference om social arvs betydning for uddannelse på KUA, for at sætte fokus på den problematik, hvilket er et af vores interesseområder.
Derudover har vi nogle rigtig gode kandidater til de forskellige organer, som har stor fokus på studenterpolitik - også når der ikke er valg. Fagrådene kunne eventuelt også prøve at tage fat i dem for en lille snak og samarbejde for at gøre vores universitet bedre!
bh
Tine
Finder det underligt at man opsætter en stor artikel om de studerendes valg i netavisen, som jeg er enig i at der ikke bliver oplyst nok om, og derefter nederst i artiklen indsætter "Så for en god ordens skyld: Københavns Universitet afholder valg til Studienævn, Akademisk Råd og KU’s bestyrelse d. 24.-28. november. Husk at stemme. Det handler også om din fremtid"
Det virker som om at ledelsen ikke tager de demokratiske valg på KU alvorligt, da man åbenbart ikke mener at det er nødvendigt at offentligøre at der er valg til Akademisk råd og bestyrelsen, hvilket måske kunne gøre at valgdeltagelsen ville blive større, men også fordi det jo er de organer hvor vi som medarbejdere og studerende har mulighed for at gøre vores indflydelse gældene!
Kære Joan
Min hensigt med at skrive det sidste afsnit i debatindlægget var at informere mine medstuderende om, hvornår valget afholdes, da det er min opfattelse, at de ikke får det af vide så mange andre steder. Det er derfor ikke noget som Universitetsavisen eller KU har sat ind, hvis jeg har forstået dig rigtigt. Men tilgengæld en informationsbesked til mine medstuderende.
SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.
Smukke steder på KU set med et kamera
Giftigt kryb har indtaget Zoologisk Museum
Statskundskabsrevy 2012
Kidd på campus: Du har kun én liv!
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk