Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vågn nu op, klynkende, dovne, udisciplinerede unge danskere!

JAMMER - Mon ikke lektien havde været læst nu, hvis man havde skippet brokken, og mon ikke hovedpinen kan klares med vand og motion?

Jeg er selv en ung dansker, men hele min studiegang, dvs. folkeskole, STX og universitet, har jeg følt mig unormal, fordi jeg laver min forberedelse til undervisningen, og fordi jeg værdsætter, at jeg har fri adgang til al den viden, jeg ønsker, hvilket jeg endda bliver betalt for.

Jeg bliver betalt for at få – ikke for at give. Jeg taler derfor af erfaring, når jeg siger, at der er en tendens hos mine medstuderen-de til at tænke det stik modsatte.

Af en eller anden grund føler de studerende, at de er giverne, og så klynker de over, at de bliver ringe betalt for det.
For eksempel oplever jeg mine klassekammerater sige, at de har dårlig samvittighed over for læreren, når de ikke har forberedt sig. De forbereder sig altså for andres skyld? Bør det ikke være for ens egen skyld, at man indtager viden?

Efter at have været ude at rejse i et år har jeg oplevet, hvor positive folkefærd, som intet ejer, kan være. Mange ville knokle røven ud af bukserne for at få alt det, vi tager forgivet. Det piner mig derfor at få tæsket ørene fulde af klagesang hver eneste dag fra, hvad jeg vil kalde, et forkælet folkefærd.

Jeg har spurgt mine medstuderende, hvorfor de ikke laver deres forberedelse. Nogle “kommer til” at bruge mange hele dage foran fjernsynet. Andre har ikke fået forberedt sig pga. arbejde, så de har flere penge til flot tøj, lækker mad og skitur. Dette illustrerer fint de unges mangel på værdsættelse og taknemlighed over for uddannelsessystemet.

Hvad der mere kommer ud af denne dovenskab, er negativitet. Når jeg møder i skole, foregår samtalerne af cirka 80 procent brok og klynk: lektien er for kedelig/svær/nem/lang, kantinemaden er for dyr, SU’en er for lav, man er træt, man har ondt i hovedet, søvnløshed osv. Er det virkelig så store problemer? Mon ikke lektien havde været læst nu, hvis man havde skippet brokken, og mon ikke hovedpinen kan klares med vand og motion?

Søvnløshed skyldes, at man ikke har bestilt nok, og hvis kantinemaden er for dyr, så smør dog en madpakke. Er det ikke logik? Forhåbentlig ved de godt, at deres brok er bagateller, men så kunne det være forfriskende, hvis de holdt det for dem selv. Hvis man er så utilfreds med noget, kan man jo nævne det et sted, hvor det rent faktisk giver mening og får indflydelse i stedet for at sprede en negativ stemning, der suger energien ud af os andre.

Man skal altså ikke have ondt af de unge danskere, når de går og klynker konstant. Det er løgn, at man ikke kan leve for sine SU-penge og det er løgn, at vi har det urimeligt hårdt. Man må godt kræve lidt af sig selv, for hvor ville livet været kedeligt, hvis alt var let som en leg. Så kom nu ind i kampen venner – vi har det sgu godt!

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste