Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Universitets-HK'ere: stop overproduktion af AC'ere

DEBAT - Vi overproducerer kandidater, som snupper arbejde fra folk med kortere uddannelser. Opret flere praktik- og elevpladser, opfordrer de universitetsansatte HK’ere.

Forsknings- og uddannelsesminister Morten Østergaard har udmeldt, at 95 procent af en årgang skal have en uddannelse. Det kan vi godt tilslutte os.

Danmark skal som vidensamfund leve af veluddannede og dygtige medarbejdere, som kan levere et højt specialiseret bidrag til samfundsøkonomien. Vi er dog som universitetsansatte HK’ere bekymrede for, at der sættes for stort fokus på de universitære uddannelser frem for på de øvrige ungdomsuddannelser.

De akademiske faggrupper har stort fokus på at vinde indpas i alle virksomheder og sætte et såkaldt akademisk fingeraftryk. Vi finder, det er nødvendigt at sætte en debat i gang om, hvornår der er tale om et akademisk arbejde, og hvornår der er tale om ikke akademisk arbejde.

Som situationen ser ud i dag, må vi konstatere, at der er en overproduktion af kandidater. Vi ser kandidater strømme ud til et arbejdsmarked, som ikke har brug for dem. En større sondring om hvad der er brug for i samfundet, vil også forhindre ressourcer og kræfter, og undgå at mange mennesker er desillusionerede, fordi de ikke kan bruge deres uddannelse.

Vi vil derfor opfordre ministeren til at se mere bredt på, hvad der brug for af uddannelser i samfundet. En sådan sondring vil blandt andet afdække mangel på praktik- og elevpladser til de meroptag, der blandt andet har været på de kortere videregående uddannelser.

Mangel på praktik- og elevpladser får unge mennesker til enten at opgive på forhånd eller at springe fra i uddannelsesforløbet. Hvis ministerens målsætning om 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, vil det være naturligt, at ministeren opfordrer offentlige og private virksomheder til at påtage sig ansvaret for oprettelse af praktik- og elevpladser.

HK ERFA-netværket for universiteter henhørende under HK/Stat Hovedstaden.

Seneste