Universitetets kvantespring sker i fællesskab

– det talte ord gælder –

Deres Majestæt,
Deres Kongelige Højhed,
kære uddannelsesminister,
kære bestyrelse og rektorat,
kære medstuderende og undervisere,
mine damer og herrer,

I dag fejrer vi, at Københavns Universitet fylder endnu et år. Vores universitet er ved at være en ældre dame, men der er også en anden – om end lidt yngre – alderspræsident i blandt os. Til næste år kan Studenterrådet nemlig fejre 100-års fødselsdag.

I 100 år har vi studerende på tværs af fag og fakulteter formuleret drømme, visioner og konkrete krav til forbedringer universitetet.

Historien fortæller, at en af Studenterrådets første store krav var spejle til de kvindelige studenter. For hvordan skulle en kvindelig student kunne sætte sin hue uden spejl?

Siden har mange af vores ønsker haft en noget større rækkevidde. Og hvad enten vi har været enige eller uenige med ledelsen, har vores ønsker skabt kvantespring i universitetets selvforståelse.

SU under studierne. Pædagogisk baseret undervisning. Universitetsdemokrati.
I det kommende år bliver Studenterrådet så 100 år. Og det gode ved fødselsdage er, at man kan være så heldig at få opfyldt sine ønsker. Det vil jeg gerne bruge denne lejlighed til at fortælle lidt mere om.

Inden vi når til ønsket, så har jeg noget, jeg gerne vil sige til jer. Det kan være det kommer lidt bag på jer – især hvis I kun hører om studerende, når vi bliver beskrevet som dumme, dovne, forkælede, uambitiøse brokkehoveder i medierne.

For det, jeg vil sige til jer, er: Vi studerende er faktisk vildt glade for at læse på universitetet. Universitetet er på rigtig mange måder et helt fantastisk sted.

Når man begynder på universitetet, bliver man taget virkelig godt imod. Både af engagerede undervisere og af ældre studerende, der som tutorer og rusvejledere aktivt går ind og skaber sociale fællesskaber for de mange nye, der starter hvert år.

Når man læser på universitetet, har man lyst og lov til at fordybe sig i lige netop det, man interesserer sig for. I dialog med medstuderende og undervisere udvikler man sin faglighed og opnår kompetencer og kvalifikationer.

Man læser og fortolker, tvivler og undersøger, tester og prøver sin viden af i teorien og i praksis.
Det gør universitetet til et ganske særligt sted. Og det stiller enormt store krav til den måde, vi bygger vores universitet op på. Og det stiller også enormt store krav til os, der færdes på universitetet.

Et eksempel på dette er en forelæsning om velfærdssamfundet og sundhedsvæsnet, jeg havde for nylig.
Teksterne til undervisningen gav anledning til et væld af spørgsmål. Vi studerende kunne simpelthen ikke forstå præmissen for den beskrevne sammenhæng mellem forskellige velfærdsstatsmodeller og strategier i sundhedsvæsenet. Det blev en længere debat studerende og underviser imellem. Vi endte med at konkludere, at sammenhængen simpelthen ikke gav mening. Og min underviser fortalte, at hun nu ville tage hjem og omskrive et kapitel i den lærebog, hun var ved at få udgivet.

Gennem dialogen med os studerende fik vores underviser kvalificeret sin forskning. Vi fik en mere nuanceret undervisning, og på længere sigt får vi en mere præcis lærebog.

Ligeledes fik de kvindelige studerende spejle, og vi har alle sammen fået en bedre undervisning gennem dialogen mellem universitetets ledelse og os studerende.

Vi studerende er nemlig med til at gøre universitetet et bedre sted. Vi kvalificerer forskernes viden igennem undervisningen. Vi kvalificerer hinanden igennem læsegrupper og fælles projekter. Og vi kvalificerer de beslutninger, der bliver truffet om universitetet, fordi vi kender vores universitet og vores medstuderende som vores egen bukselomme. Vi ved, hvordan man skaber et bedre studiemiljø, mindsker frafaldet og forbedrer kvaliteten af undervisningen.

Og vi er mere end villige til konstant at udvikle, problematisere og foretage kvantespring for at forbedre vores universitet. Først og fremmest fordi vores fremtid afhænger af, at vores uddannelser er gode. Men også fordi vi ikke blot går på universitetet, vi er en del af universitetet. Og af sammen grund må I aldrig, aldrig nogensinde forveksle os – eller vores undervisere – med de ansatte på en pølsefabrik.

Og det bringer mig sådan set tilbage til Studenterrådets 100-års ønske: Vi ønsker et kvantespring i måden, vi tænker styringen af dette universitet. Vi ønsker medbestemmelse. Vi vil nemlig ikke bestemme over universitetet – men vi vil gerne være med til at bestemme.

Fordi vi ved, at universitetet udvikler sig til et bedre sted for alle, hvis vi også sidder med ved bordet.

Her på denne stol, hvor jeg står lige nu, indtraf for ca. 43 år siden endnu en markant begivenhed i vores universitets historie. Efter et forår med studenteroprør og paroler som ’bryd professorvældet’ og ’medbestemmelse NU’ erobrede en psykologistuderende ved navn Finn Ejnar Madsen årsfestens talerstol.

Studenteroprøret indvarslede en særlig æra i universitetets historie. Finn Ejnars tale indvarslede et kvantespring i måden at tænke offentlige institutioner og især universiteter på.

I dag ved vi, at et universitetsdemokrati, hvor man ikke tør tage grundlæggende problemer op som ledelse af frygt for at blive væltet, skaber et dårligere universitet.

Hvad vi også ved er, at det ikke er bedre at erstatte et dysfunktionelt demokrati med oplyst enevælde.

I 2003 fik vi en ny universitetslov. Loven erstattede rektorvalg og et selvstyrende konsistorium med en bestyrelse med eksternt flertal og en udpeget rektor. Samtidig indførte man den enstrengede ledelsesstruktur, hvor institutledere refererer til dekaner, som refererer til rektor som refererer til bestyrelsen.

Der er blevet sagt rigtig, rigtig mange gode og dårlige ting om den enstrengede ledelse. Jeg vil blot bidrage med en klar definition.

Enstrenget ledelse betyder, at ansvaret for beslutningerne er klart forankret et sted, nemlig hos lederen. Men enstrenget ledelse betyder ikke, at ledelsen skal tage beslutningerne selv.

Det er man heldigvis ved at finde ud af i Folketinget. Og derfor ændrede man også universitetsloven i år. Nu står det direkte i loven, at universitetsbestyrelsen igennem universitetets vedtægt skal sikre medbestemmelse og inddragelse til de studerende og medarbejderne.

Så langt, så godt. For lige nu holder vi alle vejret og krydser fingre for, at denne forståelse også er nået ind på ledelsesgangen. KU’s bestyrelse er ved at lægge sidste hånd på den nye vedtægt, der skal beskrive, hvordan medbestemmelsen sikres.

Medbestemmelse er mindst lige så uklart defineret i loven som enstrenget ledelse. Og der er, desværre synes jeg, en meget udbredt forståelse af, at medbestemmelse kan måles proportionalt med antallet af høringer.

Men det at blive hørt er ikke det samme som at være med til at bestemme. Og det er jo det, medbestemmelse betyder. At være med til at bestemme.

Medbestemmelse er ikke det at blive orienteret, når en beslutning er truffet.

Medbestemmelse er heller ikke det at blive orienteret om, at en beslutning vil blive truffet, lige før den bliver det.

Medbestemmelse er ikke det at deltage i et rådgivende udvalg, hvor der ikke er nogen dialog, og hvor ingen lytter.

Og derfor har der ikke været nogen form for medbestemmelse i den proces vi hidtil har set i forbindelse med fusionen mellem de våde fakulteter her på universitetet!

Medbestemmelse er at prioritere de knappe ressourcer i fællesskab.

Medbestemmelse er, når vi er med til at træffe beslutningerne.

Medbestemmelse er at turde åbne beslutningsprocesserne op.

Og sikringen af medbestemmelsen sker først, når man tør tage beslutninger sammen med de studerende.
Det er langt fra det samme som, at vi ikke skal have stærke og visionære ledere på Københavns Universitet. Vi skal nemlig have stærke ledere, der tager ansvar for de fælles beslutninger. Stærke ledere siger ikke ’vi alene vide’.

Det er lige præcis derfor, at Studenterrådets ønske i 2012 er medbestemmelse. Lad os gå sammen ud og sikre medbestemmelsen på Københavns Universitet.

Kære minister, kære Morten,
Inden jeg slutter af, vil jeg meget gerne byde dig velkommen på vegne af de studerende på Københavns Universitet. Som du sikkert allerede har bemærket, lander du lige midt i en større diskussion af, hvordan universiteterne skal og bør styres. Jeg håber, du vil hjælpe os, med at holde universitetets bestyrelse og ledelse op på, at medbestemmelse ikke bare er et ord, der står i en lov eller vedtægt.

Jeg håber også, at du har lyst til at deltage i en fornyet diskussion om, hvordan vi skaber den helt rigtige styreform for noget så essentielt som vores universiteter.

Københavns Universitet står ved en skillevej. Fra 70’erne til 90’erne prøvede vi demokrati uden særlig meget ledelse. I de seneste ti år har vi prøvet ledelse uden særlig meget demokrati.

Hvad med at turde tro på, at vi skaber de største kvantespring sammen. Med en demokratisk proces og tradition, der giver plads til nye idéer. Og med en stærk ledelse, der tør tage ansvaret for de fælles beslutninger.

Tak for ordet og rigtig god årsfest.