Universets lyse stof

Centret ”Dark Cosmology” har på falderebet for dets grundforskningsfondsbevilling fået en ny eksistensberettigelse: Via nye store teleskoper har de fået øje på et hidtil overset stof i universet: Det lyse, kvindelige stof. De alt for synlige mandlige himmellegemer gør os blinde overfor det kvindelige stof, der blot skal fremkaldes, så åbner universet sig for et mylder af talent.

Den nye Kopernikus er Centrets chef, Jens Hjorth, men blandt andre vigtige pionerer i hans umiddelbare kreds befinder sig også Hjorths tro væbner dr. Darach Watson og dennes partner, den legendariske forkæmper for eksklusive kvindeprogrammer, Anja Andersen.

Læs mere:

Lys og mørke – et svar på Hans Bondes indlæg

Watsons og Hjorths opdagelse er nu blevet optaget i noget så fornemt som et læserbrev i Nature under den malende overskrift: Denmark: Women’s grants lost in inequality ocean. Deres viden kender ingen grænser. Langt uden for deres eget gebet og inde i det samfundsvidenskabelige felt har de bevist, at kvinder bliver diskrimineret ved støtte og ved ansættelser indenfor forskning. Er det nemlig ikke sådan, skriver de to herrer, at mænd gennem de sidste 10 år har haft en større succesrate end kvinder, når de har søgt forskningsmidler hos Det Frie Forskningsråd (DFF)?

Mænd og megen støtte

To faktorer har de observeret i spil: Mænd og megen støtte; så etableres der en kausalitet; Ergo blindhed og fordomme hos bedømmerne. Men de har jo heller ikke Hjorts sensitive teleskoper. Hjorth og Watson har end ikke gjort sig besværet med at inddrage DFF-mændenes større publikationsaktivitet og citationsgrad.

Hjorth og Watson har hentet deres tal fra en nylig rapport fra Det Frie Forskningsråd. Men her står, at:

»Mænd har højere succesrater i DFF, men forskellen er forholdsvis lille, særligt blandt stipendier og store forskningsprojekter, og er ret beskeden i 2012.«

Her står også, at:

»Det Frie Forskningsråd har i perioden 2009-2012 modtaget ansøgninger for godt 38 mia. kr. og givet bevillinger for knap 5 mia. kr. I samme periode har kvinderne samlet set tegnet sig for 31 procent af det ansøgte beløb og 28 procent af det bevilgede.«

Så sandelig løber mændene med broderparten.

For Hjorth og Watson er dygtighed hos en gruppe mistænkeligt. Det bør nivelleres, så alle andre grupper får det samme. Eller omvendt, en gruppe, der præsterer svagere bør omgående belønnes med særbevillinger. Slut med meritokratiet, hvor alle er lige bag startsnoren, men hvor hvem der kommer frem til slutlinjen er uforudsigeligt. Hjort og Watson kræver uddelinger ikke til individuelle talenter, men til kønskollektiver, der forlods garanteres 50 procent af kagen.

Nu er det sådan, at DDF-rapporten også viser, at »succesraten for Topforsker er cirka dobbelt så høj for kvindelige ansøgere.« Skal mænd så være misundelige over det og kræve en fifty-fifty-fordeling næste gang? Skal vi i det hele taget ikke indføre planøkonomi på universitetet?

Mørkt stof

Til Information (16/3, 2015) fortæller Jens Hjorth, at man alligevel ikke kan afgøre objektivt, hvilken ansøger til en stilling, der er bedst kvalificeret. Derfor må man som »ansvarlig for ansættelse« sørge for at ansætte kvinder i et »rimeligt« omfang med henblik på at skabe diversitet og en »melting pot af forskellige typer«.

Som eksempel peger Hjorth på sit eget center. Her hævder han, at den relativt høje andel af kvinder blandt de fastansatte forskere (tre ud af syv) har gjort centret til en »enorm succes« i studiet af mørkt stof og mørk energi, men ifølge centrets egen hjemmeside er de kvindelige forskeres område ingenlunde mørkt stof. Dog giver de fortjenstfuldt Hjort mulighed for at opnå presseomtale af hans centers »enorme succes«.

Hjorth roser de danske favoriseringssystemer, der skal promovere flere kvindelige professorer f.eks. via millionbelønninger til det institut og fakultet, der ansætter dem. Og han anfægtes ikke af paradokset i, at kvindeprogrammerne angives at skulle holde på det kvindelige forskningstalent, men i realiteten ikke sigter på at ansætte nye kvindelige forskere, men på at promovere de allerede ansatte kvindelige lektorer til professorer og til forskergruppeledere uden åben konkurrence.

Hjorth har heller ikke gjort sig ulejlighed med at finde ud af, om der egentlig er evidens for hans forestillinger om, at kvinder forfordeles indenfor forskning. Statistikeren Bertel Ståhle kunne allerede i 1998 vise, at »til både lektor- og adjunktstillingerne med kvalificerede ansøgere af begge køn, var der i gennemsnit dobbelt så mange kvalificerede mandlige som kvalificerede kvindelige ansøgere.« Til trods for det langt mindre antal kvindelige ansøgere opnåede kvinderne lidt over halvdelen af stillingerne. Ståhle så det som en mulighed, at der allerede i 1990’erne foregik »en positiv særbehandling af kvindelige ansøgere.«

Meritokratiske principper

Internationalt skiller en undersøgelse af køn, mobilitet og forskning sig ud ved dens høje kvalitet. Sociologiprofessor Martin Schröder og forskergruppeleder Mark Lutter har for nylig vovet at fremlægge det nærmeste, vi kommer til en videnskabelig undersøgelse af feltet.

De har analyseret karrierevejen hos tilnærmelsesvis alle tyske sociologer og er kommet frem til, at der generelt hersker meritokratiske principper baseret på forskningsproduktivitet. Det vil sige, at antallet af udgivelser af peer reviewed artikler i anerkendte videnskabelige tidsskrifter korrelerer med chancen for at opnå et professorat. Der er dog én væsentlig undtagelse. Kvinder har en 1,4 gange større chance for at blive ansat som professor end deres mandlige kolleger.

Schröder og Lutter mener selv, at dette med al sandsynlighed skyldes en institutionaliseret positiv særbehandling, udøvet af bedømmelseskomiteerne. Hvis vi oveni en sådan informel særbehandling lægger eksklusive kvindeprogrammer, så har vi i sandhed udsigt til at kvinder risikerer at blive rubriceret som et B-hold til stor skade for deres ligestilling.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit

Hjorth bryster sig af, at han har kunnet spotte kvindelige talenter uden besvær, men efter hans mening bør andre institutter have hjælp i form af forfremmelses- og støtteprogrammer eksklusivt for kvinder. Kigger man nærmere efter, viser det sig dog, at kvinderne på hans center allerede har fået en hjælpende hånd, da to af de tre kvindelige forskere er Freja fellows, hvilket betyder, at de er ansat i Universitetets særlige program til fremme af kvindelige forskere. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Når det netop er centre som Dark Cosmology, der med alle midler forsøger at få tag i kvinderne, er det ikke et tilfælde. Hidtil har kvinder ikke i samme grad som mænd interesseret sig for natur og teknik, hvilket har gjort de naturvidenskabelige fakulteter møre til galant at brede frakken ud på den opblødte jord, for at det kvindelige talent kan komme tørskoet ind på deres felt.

Hjorths og Watsons opdagelse har vidtrækkende konsekvenser: Indien har f.eks. i hele OL-historien kun opnået én individuel guldmedalje. Vi må få øjnene op for det indiske talent, og ved næste OL bør Indien forlods tildeles et antal guldmedaljer, der svarer til dets 1,2 milliarder indbyggere. Hvorfor skulle indere ikke have det samme talent og de samme interesser som alle andre?

På samme måde med nobelpristagere. Hvorfor skal de altid gå til amerikanske og japanske for slet ikke at tale om jødiske forskere? Hvor er den sunde balance? Er det ikke et spild af globalt talent? Er de måske dummere andre steder på kloden? Eller tag nu komponister og rytmiske musikere. Er der ikke her tale om en helt urimelig mandlig ”dominans”? Har vi ikke helt overset de mange talentfulde kvindelige el-guitarister! De skal bare hentes frem!

uni-avis@adm.ku.dk