Undgå fundamentalisme med Kierkegaard

Kommentar til Jesper Hoffmeyers kronik 'Tro på tvivl' i Universitetsavisen nr. 7, 2009

af Birgit Bertung, mag.art. i filosofi

DA JEG LÆSTE Jesper Hoffmeyers kronik ‘Tro på tvivl’ i Universitetsavisen nr. 7, blev jeg inspireret til en kommentar. Jeg vil jo nødig overlade Hoffmeyer til fundamentalisterne, hvor han efter eget sigende ender.

Fundamentalister er jo de, som læser ‘hellige skrifter’ efter fundamentet, det vil sige bogstaveligt og ikke efter ‘ånden’ i skriftet; men ‘bogstaven slår ihjel, mens ånden gør levende’.

Eksempelvis er Søren Kierkegaard ekstremt anti-fundamentalistisk også med sin kommunikationsform, som netop ikke vil trække noget fundamentalt færdigskrevet resultat ned over hovedet på læseren. Ligeledes er ‘tvivl’ altid i baghovedet for den troende, ellers ville der blot være tale om ‘overtro’, tro på noget objektivt. Tro er derimod ‘den dialektiske svæven’ mellem tro og tvivl, som dog tror.

‘Tro’ er en subjektiv affære; mennesket kan frit vælge+ at modtage troen, og dermed kommer menneskets frie vilje til udtryk. Viljen er netop ikke bundet af naturlove, men er en åndelig kategori. Og ‘Gud er ånd’, siger Kierkegaard, ikke en – positivistisk – ‘genstand’.

Når ‘mennesket er skabt i Guds billede’, som Det Nye Testamente meddeler, skal det ikke læses efter bogstaven, men i overført betydning, indirekte, åndeligt forstået, for at sætte modtageren fri. Dermed behøver Hoffmeyer ikke at ende i nogen fundamentalisme – tværtimod kunne hans begreb om ‘en ekspansion i semiotisk frihed’ være i familie med det Kierkegaard kalder, at mennesket har mulighed for at blive et ‘selv’ eller ‘ånd’, hvormed mennesket har en teleologisk lidenskab.

Selvfølgelig er ‘naturlove’ eller ‘molekylernes spil’ ikke nok til at forklare, hvad et menneske er. I så fald var det reduceret til en dyreart, og det eneste betydningsfulde var dets egen overlevelse – uanset om det var på ‘den andens’ bekostning.

Hoffmeyers ‘naive positivisme’, som han også forlod, er lige så forældet, som fundamentalistisk teologi – eller naturvidenskab som den evige sandhed, mens den ‘mytisk-poetiske’ fortolkning af de gamle tekster, åbner for en nutidig – ekspansiv – frihed til personlig etisk eller religiøs forståelse?

Et menneske er for Kierkegaard netop så værdifuldt, at det skal respekteres i en sådan grad, at man ikke blot fundamentalistisk kan docere, hvad det skal tænke, tro og mene.

Dermed er kendskab til hans indirekte kommunikation, ‘meddelelses-dialektikken’, særdeles central. ‘Dialektik’ kommer af ‘dialog, tohed, tvetydighed’ i modsætning til de helt entydige tekster, der blot kan plapres efter, uden at læseren behøver at have et selvstændigt forhold til indholdet eller overhovedet tage det til sig, som sit eget.

En ‘meddelelse’ er jo selve det at ‘dele’ virkeligheden ‘med’ en anden igennem sprogets (åndens) samtale, og det kan ikke bare gøres ‘ligefremt’ i etiske eller religiøse anliggender uden at nedvurdere den anden ved at anse ham for så uselvstændig, at han ikke selv kan fortolke tekstens overførte ‘hemmelighed’.

Der er tale om en dobbelthed, som kan være helt ud i det bedrageriske.

Humoren har for eksempel den egenskab, at alt, hvad der er sagt, for så vidt bliver trukket tilbage, i og med det er humoristisk ment. Alligevel bliver der efterladt noget, idet ‘at skrive en bog og tilbagetrække den er noget andet, end ikke at skrive den’ – nemlig lige netop det, som er pointen her: Det usagte, det ånde-lige indhold, den skjulte hemmelighed, som læseren selv skal afsløre.

Pseudonymerne repræsenterer forskellige af menneskelivets muligheder, som Kierkegaard ønskede dialog om. Længere væk fra fundamentalisme og nærmere en ‘emergens-ontologi’ kan man næppe komme. Problemet med fundamentalisme tages op i min bog ‘Kierkegaard – kunsten at kommunikere’, der for nylig er udkommet.

• Send
• Del