Uddannelsesloftet: Jeg har dummet mig

Jeg har engang gjort noget dumt. Da jeg gjorde det, syntes jeg det var vildt klogt gjort. Det kunne det også sagtens have været – men det viste sig altså at være en fejl.

Jeg startede på medicin på Københavns Universitet. Det var i sommeren 2011, og det virkede som et sikkert, men også ambitiøst valg. Vigtigst af alt, det virkede simpelthen rigtigt. Det er da en god ting, at bruge sit liv på at prøve at hjælpe andre, som bliver ramt af sygdom, tænkte jeg.

Det er det også. Jeg har stadig enormt stor respekt for mine gamle studiekammerater fra medicinstudiet. De kommer til at gøre en forskel. De gør sig umage for at være dygtige og sikre i deres sag, når de giver råd og behandling til patienterne, og de er empatiske og har hjertet på rette sted, når de møder mennesker, som er afhængige af deres næstekærlighed.

Men det var ikke det rigtige for mig.

Jeg fik ret tidligt et studiejob, som jeg var rigtigt glad for. Her fik jeg lov til at snakke med rigtigt mange patienter. Spændende og stimulerende, og en mulighed for at gøre en forskel allerede som studerende. Men der var noget galt. Den ene patient kom ind ad døren og den anden kom ind. Jeg holdt op med at være til stede med den enkelte patient. Patienten blev et nummer i rækken.

Jeg var simpelthen blev tømt for den empati og medmenneskelighed, som ellers havde drevet mig til at begynde på studiet. Allerede som studerende. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne bide tænderne sammen og håbe, at det gik over. Med risikoen for, at det var en blivende tilstand, og at jeg skulle henslæbe et arbejdsliv med permanent dårlig samvittighed over, at jeg ikke rigtigt kunne være der for patienterne. Eller jeg kunne skifte studie.

Jeg valgte den sidste mulighed. Det er jeg glad for, at jeg har gjort. Jeg vil stadig gerne gøre en forskel og hjælpe til med, at mennesker kan få det bedre, leve længere og være mindre syge. Bare fra en anden stol end lægens.

Jeg fandt tilfældigvis en kandidatuddannelse, som det gav mening at bygge ovenpå min bacheloruddannelse, som ellers i sig selv ville have været ret ubrugelig, i hvert fald på arbejdsmarkedet. Men hvis ikke det lykkedes med det, så skulle jeg have fundet en anden bachelor.

Så jeg er glad for at det nu er et års tid siden. For hvis jeg havde været i den situation nu, så havde Folketinget låst mig fast på medicin med det nye ”uddannelsesloft”, som efter alt at dømme indføres fra 1. januar.

Lige præcis den situation står hundredvis af studerende nu i. De har i god tro taget en bachelor eller kandidat, men ønsker egentligt at læse noget andet. Nogen har måske ligefrem fået den vejledning, at det var en god idé at tage en anden bachelor, hvis de gerne ville kvalificere sig gennem kvote 2 til deres drømmestudie. Hvis bare de havde vist, hvad politikerne barslede med dengang. Men nu er de fanget.

Det er helt uhørt, at et folketingsflertal, uden hensyn til de mennesker der kommer klemme, så hurtigt haster lovgivning igennem. Der er ikke nogen overgangsperiode. Der er ingen nåde for alle de studerende, der har handlet i god tro.

19. december 3. behandles lovforslaget i Folketinget. Uret tikker, hvis vi skal nå at forhindre, hvad der bliver en katastrofe for hundredvis af vores medstuderende.

uni-avis@adm.ku.dk