Totalitære tendenser

DUPLIK - Universiteterne er – sammen med især en fri presse og kunsten – institutioner, der må kæmpe maksimal frihed for kommunikation og debat. Derfor er det ikke overdrevet at tale om totalitære tendenser, når ledelsen tilsyneladende uden skrupler skriver under på en hemmeligholdelsesklausul, og helt afstår fra at give nogen begrundelse

af Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut

LÆS: Denne debat fra begyndelsen.

Hvad angår publiceringsfriheden er kendsgerningen, at institutlederen har skrevet under på en kontrakt med følgende bestemmelse: »Indenrigs- og Socialministeriet fastlægger rammerne for rapportens offentliggørelse. Leverandøren må undervejs i arbejdet ikke offentliggøre eller offentligt omtale delresultater mv.«

Der er ingen tidsbegrænsning omtalt. Da der opstod offentlig debat, beklagede dekanen, at der ikke var sat en tidsbegrænsning på hemmelighedsklausulen, og at forskerne var afskåret fra at forsvare sig offentligt på grund af hemmelighedsklausulen. At institutlederen nu siger, der var en tre måneders frist, virker mystisk.

Jeg bemærker, at ingen, hverken institutleder, dekan eller forskere har givet nogen begrundelse for, hvorfor man fraskrev sig publiceringsfriheden. Ud fra sagens substans kan jeg heller ikke se, hvad begrundelsen skulle være. Man må derfor gå ud fra, at det blot har været et ønske hos den politiske myndighed, som universitetet uden videre har accepteret.

Netop den type begrænsninger er hvad publiceringsfriheden skal hindre. Universitetet har dermed svigtet sin pligt til at værne om forskningsfriheden og ledelsen har krænket universitets egne retningslinjer om god videnskabelig praksis, som jeg citerede i mit første indlæg.

Universiteterne er – sammen med især en fri presse og kunsten – institutioner, der må kæmpe maksimal frihed for kommunikation og debat. Det er både af hensyn til videnskaberne selv, og ud fra demokratiske hensyn. Universiteter burde være det allersidste sted, hvor man accepterer lukkethed og hemmeligholdelse.

Derfor er det ikke overdrevet at tale om totalitære tendenser, når ledelsen tilsyneladende uden skrupler skriver under på en hemmeligholdelsesklausul, og helt afstår fra at give nogen begrundelse. Man har yderligere selv bidraget til at undergrave troværdigheden ved – ifølge mediejurister i modstrid med offentlighedsloven – at nægte at udlevere dokumenter i sagen, herunder kontrakten.

Jeg ved ikke, hvor udbredt hemmeligholdelsesklausuler som denne er generelt (jeg har fra en kilde i Videnskabsministeriet en udtalelse om, at det er ret almindeligt). Det burde gøres til genstand for en udredning og offentlig debat, så universitetet kunne hævde og håndhæve sine principper på dette område, og dermed også sin anseelse og troværdighed.

Hvad angår metodefriheden er jeg enig i, at sagen er mere nuanceret. Jeg selvfølgelig godt klar over, at der er tale om et udspil fra forskernes side. Mit synspunkt er, at man bør afholde sig fra at indføje kontraktmæssige begrænsninger.

SVAR fra Ingolf Thuesen, institutleder på ToRS

Duplikken fra Heine Andersen foranlediger mig til denne korte præcisering. Der var aldrig på noget tidspunkt i forløbet tale om, at udredningen ikke skulle offentliggøres.

Det blev sagt på alle de indledende møder mellem ministeriet og de involverede forskere. Det blev endda sagt, at Burka-udvalget skulle afslutte sit arbejde senest ved udgangen af 2009.

Senere blev det præciseret, at der højst kunne gå tre måneder fra afleveringen af udredningen til en offentliggørelse kunne finde sted.

Da alle kan bevidne dette forløb, har det efter min overbevisning lige så stor juridisk gyldighed som en kontraktmæssig nedskrivning, selv om man i bagklogskabens lys godt kunne have foretrukket dette. Ingen af parterne ville have modsat sig dette.

Jeg må endnu engang understrege, at ingen forskere i denne sag hverken er blevet pålagt forskningsopgaver eller pålagt tavshed ud over det, som er normal praksis ikke mindst, når der er tale om lovforberedende arbejde.
Ingolf Thuesen

• Send
• Del