Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tilbage til bøgerne – Tilbage til hvad?

KLUMME - Det er svært at få en uddannelse i verdensklasse, hvis der ikke er undervisere til at udbyde den. Studenterrådet ser frem mod et semester præget af regeringens besparelser.

Jeg håber, I kom nogenlunde smertefrit gennem eksaminerne og måske ligefrem fik nydt et par dages ferie. Nu er semesteret gået i gang igen, og det er tilbage til bøgerne og universitetet. Men hvad er det helt præcist, vi kommer tilbage til?

Vi har hørt om de massive besparelser, der rammer os netop nu, og dette semester vil helt sikkert være præget af den sparekniv, der i jagten på det famøse kornfedt forringer vores uddannelseskvalitet.

For nogle betyder det, at de kommer tilbage til en uddannelse, hvor forelæsninger har erstattet holdundervisning. For andre betyder det, at de er bange for, hvor længe de har en uddannelse at komme tilbage til. Og for os alle betyder det fyringer af dygtige undervisere.

Jeg har glædet mig til at starte dette semester. For mit semester byder på nogle fede fag med nogle virkelig dygtige undervisere. Fantastiske undervisere, der brænder for, hvad de laver, og som er villige til at løbe lidt hurtigere og lidt længere for at give os god undervisning. Det er samtidig undervisere, der frygter for, hvor længe de mon får lov til at undervise på KU endnu. I disse dage finder vi ud af, om undervisningen kan fortsætte som planlagt, eller om vores undervisere nu skal ”søge nye udfordringer”. Jeg krydser alt, hvad der krydses kan, for at det ikke bliver mine undervisere, der spares væk, men hvis det ikke går ud over mig og min årgang, så går det jo ud over nogle af mine medstuderende. Det gør mig led og ked af det, for det er svært at få en uddannelse i verdensklasse, hvis ikke der er undervisere til at udbyde den.

Det nye semester vil helt sikkert være præget af pressede undervisere, men heldigvis er et nyt semester mere end besparelser og dårlige nyheder. Tilbage til universitetet betyder tilbage til et semester, der er, hvad vi gør det til, og vi må stå sammen om at få et fantastisk semester. For vi har heldigvis stadig bragende dygtige undervisere, vidunderlige fester og herlige dage med varm kaffe. Det skal vi huske at nyde og dyrke, for det er også vores eget ansvar, at dette semester bliver fuldstændigt fabelagtigt.

Jeg håber, vi kan få et fantastisk fedt og lærerigt semester, trods regeringens benspænd.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste