Tid og tal - tal og tid

Stress er blevet en folkesygdom, også på universiteterne. Det stadig omsiggribende bureaukrati med dets kvantificering og måling af alt hvad der kan krybe og gå, er ved at suge livet ud af arbejdsglæden.

I de seneste to år, hvor Det Humanistiske Fakultet har haft en fælles timenormsaftale for undervisningsdelen af forskernes arbejdstimer, har det vist sig med al tydelighed at de aftalte timenormer ikke holder vand.

Professorer og lektorer ved universitetet ansættes til at varetage undervisning, forskning og formidling og de dermed forbundne opgaver på det institut, hvor de er ansat og med de faglige kompetencer, de har.

Ansættelsesproceduren er omstændelig, og der er mange sten på vejen frem mod fastansættelse. Det er kun de allerbedste, der får ansættelse, og de er meget velkvalificerede, selvstændige og modne mennesker, som i meget høj grad selv kan og skal tilrettelægge deres egen arbejdstid uden pisk over nakken.

Det er både et privilegium og en byrde. Det giver stor frihed i dagligdagen til at vælge sine gøremål, men kan blive en byrde, hvis man er meget flittig og engageret og måske derfor har svært ved at adskille arbejde og fritid.

Læs også de ansattes kritik i artiklen Forskere skal undervise mere og forske mindre, red.

Timenormsystemets historie

Siden 1970’erne har man på forskellige institutter på Det Humanistiske Fakultet haft et arbejdstimenormsystem, som gennem årene er blevet temmelig detaljeret og nøjeregnende. Det baserer sig på et grundlæggende princip om at halvdelen af arbejdstiden går til forskning og formidling, mens den anden halvdel går til undervisning og undervisningsadministration. Det er kun den sidste halvdel, der beregnes timenormer for.

Timenormer var forskellige fra institut til institut, og det kunne blandt andet indebære at en studerende fik forskelligt antal timers specialevejledning alt efter hvilket institut han/hun studerede ved. I 2008 tog jeg derfor initiativ til at drøfte VIPernes timenormer med deres fællestillidsmand. Dette førte efter megen debat til et fælles timenormsystem for alle VIP, dog med betydelig fleksibilitet på de forskellige institutter.

Aftalen trådte i kraft 1. juli 2009 og skulle evalueres efter to år. Et elektronisk spørgeskema er under udvikling til dette formål. I de to år, der er gået, har det dog vist sig at de aftalte timenormer ikke opfylder den funktion de var tiltænkt – nemlig at skabe lige rettigheder for de studerende og samtidig undgå alt for skæv arbejdsfordeling blandt VIP’erne.

Undervisning og vejledning skal fredes

Nogle institutter og VIPer opsparer tusindvis af ”overarbejdstimer” ved at følge skemaerne, og det sker samtidig med at de studerendes råb om flere konfrontationstimer bliver mere og mere desperate.

Hvis det aftalte timenormssystem skal kunne fungere med en nogenlunde normal arbejdstid, skal der ansættes langt flere VIP. Det har fakultetet ikke penge til. Hvis det akkumulerede overtimetal skal afvikles, skal vi lukke flere institutter i op til et år og sende lærerne på ferie.

En anden mulighed er at revidere den underliggende 50:50 norm mellem undervisning og forskning til en 30:70 norm, hvor forskningsdelen mindskes med 20 procent.

Flere og flere VIPer opnår eksterne bevillinger til deres forskning og kan i den anledning frikøbes. Herved falder der ofte forskningsbaseret undervisning væk, der i bedste fald erstattes af dygtige deltidslærere. Samtidig falder basisbevillingerne til forskning år for år, så det bliver stadig sværere for fakultetet at finansiere 50 procent forskning for de VIP’er, der ikke skaffer eksterne penge.

En tredje mulighed er at sætte normerne ned med f.eks. 30 procent overalt, hvorved medarbejderne med stor sandsynlighed vil blive endnu mere stressede og utilfredse, og de studerende vil i sidste ende stå med endnu mere reduceret vejledning og dårligere undervisning. Et eksempel kunne være, at en studerende som under det nuværende system kan påregne 30 timers vejledning til sit speciale, inklusive bedømmelse, kun ville kunne få 21 timer fremover.

Et fiktivt regnskab med symbolsk bundlinje

I det nuværende system ophober fakultetet symbolsk gæld til sine medarbejdere. Det er dybt frustrerende både for ledelse og medarbejdere at føre dette i udgangspunktet fiktive regnskab, som blot fjerner sig længere og længere fra sit udgangspunkt.

Når man samtidig kun gennemfører målinger af halvdelen af arbejdstiden, bliver regnskabet endnu mere uvirkeligt, for efter alle solemærker burde forskerne være for overarbejdede til at lave god forskning.

Men forskningsproduktiviteten på fakultetet stiger faktisk alligevel.

Derfor er min overbevisning at fakultetet bør droppe ideen om at have et timenormsystem og i stedet frisætte professorer og lektorer til selvstændigt at tilrettelægge deres arbejdsindsats, så den dækker de områder de er forpligtet på, men uden at de behøver bruge tid på at tælle timer og minutter.

Ny rammeaftale erstatter timenormaftalen

Nu, hvor MUS-samtaler er blevet obligatoriske for alle medarbejdere, kan eventuel utilfredshed og overarbejde sættes i tale og adresseres gennem de årlige MUS-samtaler. Samtidig har fakultetet arbejdet på at udvikle en personalepolitik, der kan imødegå presserende arbejdsproblemer og skabe et bedre arbejdsmiljø. Der er også blevet sat fokus på, hvordan man sikrer VIPerne mere sammenhængende forskningstid, og hvordan mere aktiv ledelse både løbende i dagligdagen og på længere sigt kan tage hånd om stressfaktorer.

Timenormaftalen er nu opsagt, og der er lagt op til en forhandling om, hvad der skal træde i stedet. Med en ny rammeaftale om VIPers forpligtelser ønsker fakultetet at benytte KUs personalepolitik og de obligatoriske MUS-samtaler til at løse problemer med stress og overarbejde. Herved vil den enkelte VIP kunne tage ansvar for egen arbejdstid i dialog med institut- og studieleder og slippe for det bureaukratiske system med at tælle timer og minutter for hver lille eller store opgave, der løses.