Tavs ledelse koster flere stillinger på sigt

TILLIDSTAB - »Illusionen om universitetet som en attraktiv arbejdsplads for vores klogeste hoveder (…) er bristet. Og med det de ansatte og studerendes tiltro til den ledelse, der fortsat forholder sig tavse og ikke taler offentligt om universitetets problemer,« skriver debattørerne

af Jonas Geldmann, ph.d.-studerende, Andreas Kelager Christensen, biolog, Jos Kielgast, biologistuderende og Philip Francis Thomsen, ph.d. studerende. Biologisk Institut.

Ledelsens tavshed er udtryk for en opbakning til den nuværende udvikling på de danske universiteter. Det gælder fra rektor over dekaner til institutledere. Vi er uden støtte fra en ledelse hvor frygten for resultatkontrakter op ad i systemet betyder mere end ansvaret for de ansatte og studerende.

Dette betyder konkret at Biologisk Institut over de næste to-tre år skal fyre omkring halvdelen af deres faste ansatte og nedlægge unikke og stærke forsknings- og undervisningsområder. Samtidig betyder det at den nuværende udvikling for universiteternes økonomi foregår uimodsagt og uden de nødvendige indvendinger.

Vi kan derfor forvente at stadigt flere midler flyttes fra universiteternes og institutternes rammebevillinger til øremærkede strategiske puljer og en dermed en fortsat udhuling af det såkaldte selvstyre vi blev givet i ord og frarøvet økonomisk.

Man skal ikke følge med tiden, når tiden ser ud som den gør nu

Det, vi i disse dage oplever på Biologisk Institut, er, ud over en stor personlig tragedie for dem der må forlade os, også en tragedie på et mere fundamentalt plan.

Illusionen om universitetet som en attraktiv arbejdsplads for vores klogeste hoveder, som en institution der udbyder de bedst mulige uddannelser og forsker for at berige samfundet både med det vi vidste vi havde brug for, og det vi endnu ikke vidste, er bristet. Og med det de ansatte og studerendes tiltro til den ledelse der fortsat forholder sig tavse og ikke taler offentligt om universitetets problemer.

På Biologisk Institut skydes vi i skoene at en del af årsagen til vores nuværende situation og ekstremt pressede økonomi skyldes at vi ikke har fulgt med tiden. Men hvor er diskussion om hvad det vil sige at følge med tiden, og om det er hensigtsmæssigt at universiteterne overhovedet følger med – når ’tiden’ ser ud som den gør nu.

Ledelsen ignorerer denne diskussion når den accepterer de præmisser under hvilke flere institutter og fakulteter på Københavns Universitet nu fyrer kollegaer og nedlægger forskningsområder som hverken industri eller resultatstyrede institutioner ville drømme om at røre ved. Områder der dermed er tabt når universiteterne bevæger sig tættere på det private arbejdsmarkeds måde at tænke profit.

Ledelsen bærer ansvaret for deroute ved ikke at gribe ind

Universiteterne har gennem de sidste 20 år gradvis fået en helt ny virkelighed, der har flyttet fokus fra at uddanne studerende, levere erkendelse, vidensmæssigt overskud og forske frit til et mål om succes hvor økonomiske parametre driver værket.

Det betyder at vi i dag fokuserer på det størst mulige antal studerende der kommer gennem det mindst mulige antal kurser. At vores bedste forskere afsætter deres tid til at søge eksterne bevillinger hvor fonde og strategiske puljer definerer rammerne, mens ph.d.-studerende sættes til at levere undervisningen i ’verdensklasse’, og et voksende antal post.doc.er fritages fra den undervisning de fyrede lektorer løftede.

Dette betyder at antallet af faste folk på universitetet hastigt daler mens flere og flere eksternt finansierede forskere kommer og går uden at kontinuitet, tilhørsforhold og et engagement i alle universitetets opgaver følger med.

Denne udvikling har også betydet, at vi nu opgør vores medarbejderes værd i tal som h-index, STÅ-indtjening og summen af eksterne bevillinger mens undervisningskvalitet, engagement i de studerende, fordybelse i det ikke så hotte og en forskning der ikke henrykker de eksterne donorer, bliver glemt.

Præmisser som først de seneste år er kommet på universitetets dagsorden og nu anvendes til at fyre medarbejdere der blev ansat under ganske andre betingelser.

Vi bekymrer os i dag mere om at komme af med de studerende end hvad vi gør med dem mens vi har dem, og vi snakker mere om publikationer end viden.

Vi går dermed støt mod et nyt universitet der glemmer sin arv og de forpligtelser der ikke ligger indeholdt i videnskabsministeriets kontrakter og bevillingsformer, og vi gør det vel og mærke med åbne øjne og uden at beklage os.

Det har kostet, og det vil koste, og så længe vores ledelse ikke åbent vil modsætte sig denne udvikling, så bærer de også en del af ansvaret for Københavns Universitets nuværende deroute.

• Send
• Del